Indhold.
En Høne bringes til sit Hvilested
Herr’ Brun, den vise Bjørn, skal Ræven stævne,
Et lystigt Honninggilde holdes med
Omstændigheder, man ei her kan nævne.
Forresten lærer man af denne Bog
Det samme, som Erfaring dagligt viser,
At ei det følger, at en Mand er klog,
Fordi den store Hob hans Klogskab priser.
For Kongen gik nu Herr’ Henning at staa,
Og saae ham an med en drøvelig Mine,
Ledsaget han var af Sønnerne sine;
Den Ene, Herr’ Sangmund var rød og graa,
Med deiligste Kam; i hele Vestphalen
Man fandt ei hans Lige i siirlig Galen
Den Anden, Herr’ Rødtop, som Broderen var
I Farve, Gestalt og i høvidske Sæder.
Hver af dem en brændende Fakkel bar,
Omvunden med Sort. Bag disse fremtræder
Med langsomme Trin deres Søstre tre,
I taktfast Hylen med Vok og Vee
For Kradsefod, deres Søster kjære,
Der nu afsjælet paa Baaren laa.
End var der Fire til Liget at bære;
Stor Jammer det var at høre derpaa,
Saa monne de skrige og lamentere.
Med saadant Følge Herr’ Henning traad
For Kongens Throne og sagde med Graad;
”Stormægtigste Herre og Konge! forbarme
Nu Eder over mig, fattige Mand!
Min kjæreste Datter, den Lilljevand,
Har Ræven myrdet; o Vee mig Arme!
Da Vinteren svandt og Engen var
Beklædt med Græs og med gyldne Blommer;
Da Egen sin grønne Krone bar,
Og nærmere kom den yndige Sommer,
Da blev jeg munter som Fugl paa Qvist;
Thi om mig spøgde en yndig Skare;
Ti unge Sønner jeg havde forvidst,
Og mine vel fjorten Døttre vare;
Dem gav mig min Qvinde i samme Aar,
Og trygge gik de i Klosterets Gaard;
Tre stærke Hunde dem maatte forsvare;
Desuden var Gaarden forsynet med Muur,
Saa aldrig vi frygted’ den mindste Fare.
Det vidste Mikkel og gik paa Luur
Saa mangen Aften foruden Nytte;
Da fandt han omsider paa trædske Raad,
Og bygged’ i Skoven en eenlig Hytte,
Afholdt sig fra al Slags voldelig Daad,
Gik aldrig ud efter Rov og Bytte;
Kort sagt, en Eneboer han blev,
Og angred’ de Synder, han før bedrev.
Da Rygtet herom til os monne komme,
Vi tænkde, vor Trængselstid var omme,
Og gik af Gaarden foruden Sky,
Men da begyndte vor Jammer paany.
I Baghold skjult laa Ræven og røved’
Snart een, snart flere af mine Smaa;
Og da han først havde Stegen prøvet,
Han agted’ ei Hunde, Laas eller Slaa.
Hvad Magt ei vilde, det Rænker kunde,
Han kom ved Dag og han kom ved Nat,
Bestandig fik han en Kylling fat,
Trods Muren og alle Klosterets Hunde.
Tilsidst af den hele Flok der var —
Der før bestod af Tyve og Fire —
Kun syv tilbage; dog tykdes han, Sire!
At end med disse for rig jeg var,
I Morges kom han og knuusde mit Hjerte,
Min Kradsefod, mit kjæreste Barn,
Han beed, det ubarmhjertige Skarn!
Og fyldte min Sjæl med Jammer og Smerte;
Med Byttet ad Skoven til han foer,
Forfulgt af Hunden Fylax, der bragde
Tilbage igjen mit afsjælede Noer;
Med Graad vi Liget paa Baaren lagde,
Og bare det hid. O Konning god!
Høit skriger om Hævn det uskyldige Blod;
Lad Ræven, den lumske Tyv, det undgjælde,
At han har vovet at bryde din Fred,
Og Perlen af Hønsenes Slægt at fælde!” —
Nu vendte til Brokken sig Kongen vred,
Og sagde med tordnende Røst: ”I hører
Hvordan Eders Frende i Skoven fører
Et ret opbyggeligt Levned og veed
Med Bøn og Faste at spæge Kjødet;
Men undes os Liv og Hilsen eet Aar,
Ved dette Spiir, han skal have bødet
For slig Misgjerning, før næste Vaar!
Nu ville vi først til Jorden bære
Den fagre Jomfrue med Hæder og Ære,
Og synge en Messe for hendes Ro;
Men siden med vore Baroner og troe
Vasaller i Raad vi ville gange,
Hvordan vi bedst kunne Ræven fange,
Og straffe den Morder, der brød vor Fred.” —
Fra Thronen steeg nu Konningen ned,
Og Skaren begyndte en Psalme at qvæde.
Den dræbte Høne blev lagt til Fred;
Da saae man de haardeste Hjerter græde.
Man reisde Graven og satte derpaa
En Støtte af Marmor hvid og blaa,
Derpaa med gyldene Træk stod skrevet:
”Her hviler Kradsefod under Muld;
Hun var Herr’ Hennings Datter huld,
Den fagreste Høne, paa Jord har levet.
Hver Morgen hun lagde, før Soel opstod
Sit Æg og kagled’ med liflig Stemme;
Paa Mødding hun skrabed’ saa næt med sin Fod;
Nu hviler hun dybt i det mørke Gjemme;
Den onde Mikkel det var, der beed
Den Arme og krænkede Kongens Fred.”
Saa jorded’ de Hønen med Hæder og Ære
Men Kongen kaldte til Tinget igjen
Sit Riges Baroner og gode Mænd,
For ham til Haande med Raad at være.
Da blev der besluttet i samme Stund;
At sende et Bud, for Ræven at hente;
Og da man hans klogtige Hoved kjendte,
Blev dertil kaaret den vise Brun.
”Det er — saa lød nu Konningens Tale
Til Bjørnen — ”vor Villje, at du skal gaa.
Til Ræven og i vort Navn ham befale
At møde for os og at svare paa
Hvad Henning i Dag paa Tinget har klaget.
Men, Brun! vær forsigtig, jeg varer dig!
Hans Hjerte er ondt, hans Tale Svig,
Og selv de Klogeste har han bedraget.”
Gjensvarer Bjørnen: ”Min naadigste Herre!
Frygt ei! Mig narrer han ikke saa let.
Tit har jeg havt Handel med dem, som var værre,
Men deres Rænker bekom dem kun slet.
Jeg gaaer nu og inden trende Dage
Med Mikkel den Skalk jeg vender tilbage.” —
Saa tillidsfuldt taelde Bjørnen og gik.
Først vandred’ han over en mægtig Hede;
Der havde Ræven, hans Frende, for Skik
Ved Daggry de vilde Dyr at bede.
Derefter tvende Høie han saae,
Og bag ved disse Stortrængselsborg laa,
Blandt alle Herr’ Mikkels Slotte det bedste;
Det lod han med synderlig Kunst befæste;
Der havde han gjemt sin Rigdom og did
Han søgde Tilflugt i Farens Tid.
Da Bjørnen nu kom til Porten og saae
At lukket den var, han bankede paa,
Og raabte: ”Luk op! Jeg er Brun din Frende.
Mig har det behaget vor Konning at sende,
For dig at byde til Hove at gaae,
Og Steile og Hjul er sat derpaa
Om nu du nægter mig did at ledsage.” —
Saa meldte Herr’ Brun; men derinde laa
Den listige Ræv og hørde derpaa;
Og tænkde, hvorledes han skulde bedrage
Sin Frende og volde ham Spe og Spot.
Derpaa han listed’ sig længer tilbage;
Thi bygget med synderlig Kunst var hans Slot
Med Gange og Kamre, saa ingen derinde,
Der ei var bekjendt, kunde Veien finde.
Nu keeg han ud af et Vindve og saae
Herr’ Brun alene for Porten staae;
Da svandt hans Frygt og med roligt Sind,
Til Døren han gik og lukked’ ham ind.
”Velkommen!” — udbrød han — ”Velkommen her!
Undskyld, at jeg lod Eder vente en Smule;
Jeg bad just min Aftenbøn i min Hule,
Og vented’ mig ikke en Gjæst saa kjær.
Men se! I sveder jo, kjæreste Frende;
Den Vei er ogsaa forfærdelig lang!
Og har da Kongen ei andre at sende
End Eder, en Herre af saadan Rang,
Af saadan Fortjeneste, Magt og Ære?
Men glad er jeg sandelig dog derved;
I kan mig ved Hoffet en Støtte være,
Thi klogtig er I, som hver Mand veed;
Dog var I ei kommen, jeg havde i Morgen
Selv vandret did, for at tale min Sag;
Men følge med Eder strax til Borgen
Er reent umueligt; jeg spiisde i Dag
En Ret, der piner mig fast til Døde..” —
”Ven!” — sagde Bjørnen — ”Hvad aad I da vel?” —
Gjensvared Mikkel: ”Med ringe Føde
Vi nøies, for ikke at sulte ihjel.
En fattig Mand er jo ingen Greve;
Thi maa jeg stundom ved Honning leve;
Og det, jeg spiisde i Dag af Nød,
Var friske Skiver af Honning sød.
Den Mad er vammel, den spiler ud” —
”Hvad?” — raaber Bjørnen — ”Nu hjælp mig Gud!
Frisk Honning vammel! Ak, Hjertens Ven!
Hvor er den at faae? Kom, viis mig derhen?” —
”I spøger vel, Frende?” — gjensvarer atter
Den snedige Ræv — ”Dog, Smag og Behag
Er sjælden eens; hvad den Ene skatter,
Derpaa slaaer ofte den Anden Vrag.
Dog hvis saa gjerne I Honning æder,
Velan da, jeg veed hvor den er at faae;
En halv Miil knap vi behøve at gaae,
Da boer der en Bonde, hos hvem jeg vædder,
Saa megen Honning der findes at I
Med hele Jert Huus kan mættes deri.” —
Ved saadanne Ord løb Bjørnens Tænder
I Vand. ”Ak!” — raabde han — ”Sødeste Ven!
Kom! Lader os gaae! Min Tro, jeg brænder
Af Længsel efter at komme derhen!
Jeg er, som sagt, en Nar efter Honning;
Og skal Eder gjælde det tifold igjen
I Morgen hos vores stormægtigste Konning. —
”Godt!” — svarer Ræven — ”Saa ville vi gaae,
At Eders Lyst I kan styret faae;
Vel er det mig heelt besværligt at vandre
I Dag, og jeg gjorde det ikke for Andre,
Men I, Herr Brun! er min Frende og Ven,
Som meest af Alle jeg holder i Ære,
Desuden kan I ved Hoffet igjen
Mig fremfor Alle en Talsmand være.” —
Saa taelde Ræven. De vandred afsted,
Og kom mod Aften til Bondens Bolig.
Alt laa han i Sengen og snorkede rolig,
Det hørde Bjørnen og glædtes derved.
Men Bonden var sig en Bødker behænde;
En mægtig Bøg i hans Vedkast laa;
Den vilde han kløve, for Staver at faae,
Og havde den flakt i den ene Ende,
Med glatte Kiler. Det Mikkel seer,
Den arrige Skalk! og mærker tillige,
At Spalten gaber een Alen, ja meer.
”Her” — tænker han glad — ”kan jeg Bjørnen svige!” —
Og hvisker til Brun: ”Kom, Frende kjær!
I denne Stamme af Honning der er
Langt mere end Nogen skulde formode.
Stik Hovedet ind i Spalten paa Stand;
Men spiis ei for meget, thi selv det Gode,
Som fordum har sagt en studeret Mand,
Er vammelt, naar ei det nydes med Maade.” —
”Ei!” — svarer Bjørnen — ”Lad mig kun raade!
I troer vel, jeg er en uviis Mand,
Der ei sin Begjerlighed tæmme kan!” —
Saa lod nu Bjørnen sig lokke i Fælde.
Han stak sit Hoved og Labber to
I Spalten. Nu blev Herr’ Mikkel fro,
Udbrød en Kile; da slog med Vælde
De flakte Sider tilsammen i Hast,
Og Brun sad med Hoved og Labber fast.
Nu hjalp ei Eder, ei Graad, ei Bønner,
Ei ti Mands Styrke og tolv Mands Vid;
Forgjæves han trækker, hyler og stønner,
Og bander den Skjælm, der førde ham hid.
Men Bonden vaagned’ ved Bjørnens Klage,
Og tænkde: ”Hvad Pokker er det for en Larm?”
Sprang op af Sengen, væbned’ sin Arm
Med skarpen Øxe, og løb saa fage
Ad Vedkasten til. Ham Mikkel seer
Og siger til Bjørnen: ”I æde ei meer,
Min Frende! det let kan bekomme Jer ilde!
Hist henne kommer, saa vidt jeg kan see,
Vor Vært med Øxe paa Nakken, maaskee
Han bringer Jer Drik til Jert Honninggilde.” —
Saa taelde Ræven, sin Frende til Spot,
Og skyndte sig hjem igjen til sit Slot.
Saasnart nu Bødkren fornam hvorlunde
Den usle Bamse i Fælden laa,
Han løb til Byen, det bedste han kunde,
Og vakde af Søvne Store og Smaae.
”Op, Bønder!” — skreeg han — ”Til Vaaben! Til Vaaben!
En Bjørn er fanget udi min Gaard!” —
Den hele Landsby ved Jørgens Raaben
Paa Benene kom; snart hele Hoben
Bevæbnet i Bødkerens Vedkast staaer.
En svang sin Spade; en Anden sin Hakke;
Hin greb en Stok og Denne en Steen;
Hans Tømmermand kom med Øxe paa Nakke;
Niels Skrædder med Persejern og Preen.
Peer Degn løb frem, som han var galen
I bare Skjorte og raabde: ”Vand!”
Selv Præsten kom med Ritualen,
Og Præstens Tøs med slukket Brand.
Som Brun med Rædsel den Tummel hører,
Med Magt han drager sit Hoved ud
Men lader tilbage i Fælden sin Hud
Af Pande, og Snude og begge Ører;
Saa hæsligt et Fjæs man tilforn ei saae.
End fangen ved begge Fødder han laa;
Thi samler han al sin Kraft saa fage,
Og slider sig løs, dog bliver tilbage
Hans tykke Skoe og hans hvasse Kloer;
Saa bedsk en Honning han smagde ei før.
End laa han paa Jorden i Angst og Qvide;
Af Skjæget nedrandt Blodstrømmene stride;
Han kunde ei gaae, han kunde ei staae,
Og Bønderne kom og begyndte at slaae.
Malene maalde ham med sin Alen;
Niels Skrædder prikked’ ham med sin Preen;
Herr’ Peder gav ham med Ritualen
En Kindhest, der gik ham til Marv og Been;
Med Øxen grueligt Bødkeren rammer,
Mens Smeden kniber ham med sin Tang;
En slog ham med Pleiel, en Anden med Hammer,
Og Bjørnen hyelde og Degnen sang.
Ja, Ingen der var i Flokken saa ringe,
Han gjorde jo Bjørnen Angest og Meen;
Selv Sløielil med de skjæve Been
Man seer med en Greb ham støde og stinge.
Men galest afsted dog Espen taer,
Thi ædlest af Byrd han er tillige;
Frue Villiggjertrud hans Moder var,
Hvem Faderen var kunde Ingen sige;
Han plagede Bjørnen paa Bøddelviis,
Tilsidst han gav ham et Slag for Panden;
Da blev Herr’ Brun som reent fra Forstanden,
Sprang op og, glemmende sit Forliis
Af Kløer og Labber, han saaes at fare
Vildtbrølende ind i Qvindernes Skare.
Nu blev der en Tummel, nu blev der en Larm;
Nu blev der en Jamren, nu blev der en Raaben;
Som Avner i Storm adspredtes Hoben,
Hvor Brun foer frem i sin vilde Harm.
Paa Tjørnegjærdet sad Sløie spiddet,
Mens Fogdens Kone en Kulbytte slog,
Og aldrig har Præsteqvinde siddet
Saa blødt som Frue Jutte i Møddingkrog.
Mens Præsten nu trak sin Engel af Sølen,
Og Fogden fik Maren paa Fode bragt;
Mens Sløie blev under forfærdelig Brølen
Af Tornene frelst op paa Græsset lagt,
Krøb Brun til Aaen og sprang i Vandet,
Og lod sig drive af Strømmens Fart;
Derefter steeg han med Møie paa Landet
Og lagde sig ned og sukkede svart.