Indhold.
For Kongen Mikkel Ræv anklages nu;
Ham hader Ulven og de andre Store;
Ja, Konning Nobel selv er gram i Hu,
Og ynder dem, der Mikkel Døden svore;
Da taler Brokken som et ærligt Kræ
Hans Sag; hvoraf vi strax den Slutning drage,
At Æventyret ikkun angaaer Fæ,
Og at det hører ei til vore Dage.
Det var paa en hellig Pintsedag;
Saa lifligt smilede Mark og Enge,
Bestroete med Blomster, og Lærkernes Slag
Gjentoned’ i Skov og paa grønne Vænge;
Alt spired’ Løvet af Qvist og Green,
Af Dalen dampede Vaarens Grøde,
Og Luften var klar og Himlen reen;
Da holdt Kong Nobel et festligt Møde;
Blandt Dyrene var han en Konning god,
Berømt og smykket med Magt og Ære;
Thi samled’ de sig ved hans Thrones Fod,
For ham deres Hilsen og Hyldest at bære.
Der kom saa mangen en Herre gild
Med Pomp og med Pragt; der kom tillige
Saa mangen en Frue og Frøken mild,
De strageste Qvinder i Skovens Rige.
Der mødte Bamse, og Ulv, og Hest;
Der mødte Grævling og Buk og Væder;
Enhver var der en velkommen Gjæst,
Saa nær som Mikkel, den arge Forræder;
Han havde forseet sig mod alle Dyr,
Thi holdt han paa samme Dag sig inde;
Hvo Ondt bedriver, han Lyset skyer,
Saa gik det og Ræven denne Sinde;
Med Flid han borte fra Tinget blev;
Thi Alle kæred’, der monne ham kjende,
Over et og andet, som han bedrev,
Undtagen Brokken, hans Ven og Frende.
Som nu de alle forsamlede var’,
Og Løven besteg sit Dommersæde,
Blandt Frender sine med Klage snar
Herr’ Isegrim saaes for Kongen at træde;
Han neied’ sig høvisk og talede saa:
”Høibaarne Konning, min naadigste Herre!
I skifter Retten blandt Store og Smaa
Med lige Skjel, som det bør sig at være;
Thi kommer jeg trøstig og beder om Ret;
Mig har nu Ræven stor Sorg tilføiet;
Han slog mine Børn; men ei med det
Var end den arrige Skalk fornøiet;
Han skjændte min Viv, det uskyldige Blod;
Jeg kræved’, som billigt, Erstatning og Bod
For Skaden, og Frender bestemte Dagen,
Da vi skulde mødes og jævne Sagen;
Men da det nu kom til Stykket, lod
Os Skalken vente, foragtende Klagen.
Ja, Herre! der neppe paa Tinget er
Et Dyr, der ei har paa Ræven at klage;
Og skulde man nævne hans Rænker her,
Man knap blev færdig i fjorten Dage;
Ja, havde man alle de Gaasefjer,
Der samles om Aaret fra Varde til Skive,
Min Tro! den Skalk har bedrevet meer
End flinkeste Klærk med dem kunde skrive;
Men hvad han har gjort mod min unge Viv
Skal hævnes, end skulde det koste mit Liv!” —
Saa kærede Ulven det bedste han kunde
Paa Ræven, da kom der en liden Hund,
Han bukked’ og skrabed’ og aabned’ sin Mund,
Og snøvled’ paa sit Fransøsk saalunde:
”Mon noble Roi! i mig De seer,
Ma foi, le plus malheureux Cavaleer!
Af tous mes tresors jeg havde tilbage
Un petit morceau de Pølse, da kom
Ce franc escroc, som vi taler om,
Og voved’ den bort for min Næse at tage;
Messieurs! je tire, mais ce bougre là
Se depeche derhen, hvor han kom fra.”
”Ja!” — raabte Mogens — ”Hvad Junker Labete
Har sagt, det kan jeg bevidne, thi mig
Tilhørde den selvsamme Pølse med Rette,
Jeg tog den en Nat fra en Møller rig;
Fra mig stjal Hunden” — ”Lad fare, Børnlille!
Om Møller og Pølse den Passiar!” —
Udbrød Fyrst Panther — ”Den Sag er klar,
En Skjelm er Mikkel, og hvis I ville
Mig høre, skal jeg bevise, at han
Er Tyv og Røver og Morder tillige;
Ja, ei der findes, det tør jeg sige,
En sortere Sjæl i det hele Land.
Han seer paa sin egen Fordeel alene,
Og ingen paa Jorden han har saa kjær,
Han jo ham forraader, naar blot der er
Derved et Hønsebeen at fortjene.
Den fromme Lampe, som her mon staae,
Ham sveeg den arrige Skalk forleden;
Den stakkels Magister, der stolede paa
Vor Konnings Leide og Landefreden,
Gik tryg til Mikkel og bad, at han
Nu vilde lære ham Sang og Noder,
Thi gjerne ønsked’ den fromme Broder
At blive Præst eller og Kaplan
De strax begyndte et Credo at qvæde;
Jeg gik just igjennem den grønne Vang,
Og standsede lidt og hørde med Glæde,
Dog uden at mærkes, den fromme Sang.
Men pludseligt tier Ræven og fatter
Vor Lampe i Struben med skarpen Tand;
Alt hører jeg Morderens spodske Latter,
Da springer jeg frem af mit Skjul paa Stand
Og frelser fra Døden den hellige Mand.
Stormægtigste Konning, min naadigste Herre!
Og I, høibaarne Baroner, som her
Om Konningens Throne forsamlede er’!
I kunne mig tro, i Skoven ei værre
Forræder der findes, end denne Ræv;
Han veed ei af Retfærd, Tro eller Ære,
Og haaner vor Konges aabne Brev,
Saa ingen paa Livet kan sikker være.”
”Ja!” — sagde Ulven — ”Min Tro! det er Sanden;
Af Svig og Rænker er Ræven fuld;
Og bedst nu var det for en og anden
Om alt han hvilede under Muld,
Thi skal han længere Livet nyde,
Vil jeg og enhver, som er Freden huld,
Ved Kongens Brev os kun stakket fryde.”
Nu reisde sig Grævlingen fra sit Sæde,
En Søn af Mikkels Søster han var,
Og taelde for ham, som ei var tilstede,
Thi Hjertet paa rette Sted han bar
Til Isegrim først han monne sig vende,
Og siger: ”Det Ordsprog I vist maa kjende,
At Sandhed ei boer i en Fiendes Mund
Saa kærer I nu i denne Stund
Saa svart mod Ræven, min Ven og Frende;
Men var han tilstede iblandt os og stod,
Som I, hos Kongen i Gunst, da vilde
I knap, Herr’ Isegrim! have det Mod
Om saadan en Mand at tale saa ilde.
Men let er at sværte en Andens Bag,
Naar Ingen for ham tør tage til Orde;
Tael heller om Eders egen Sag;
I husker vel sagtens den Pagt, I gjorde
Mod Mikkel engang? Dog dette jeg maa
Fortælle de Herrer, som her mon staae:
De gjorde Ulven og Ræven, min Frende,
En Pagt, at begge med lige Ret,
Naar Bytte de fik, skulde nyde det.
Nu skulde det just en Morgen sig hænde,
At, som de sammen i Skoven gik,
De Øie paa en Bondemand fik,
Der kjørde med færske Fisk til Staden.
Strax løb Herr’ Isegrims Tænder i Vand;
Han vendte sig til min Frende paa Stand,
Og tigged’ ham for at skaffe sig Maden.
Da gjorde Mikkel, den villige Nar
En Omvei gjennem Skoven, og lagde
Sig midt paa Veien, saa lang han var.
Da Bonden nu kom til Stedet, han bragde
Den arme Ræv udi Vaande stor.
Med Kniv i Haand han imod ham foer;
Men ikke et Lem min Frende rørde;
Da troede Bonden ham død og stiv,
Stod fra sit Forsæt, gjemde sin Kniv,
Og slængde ham bag i Vognen og kjørde.
Som frem de nu age, min Frende taer
Og kaster en Fisk og saa en anden
Af Vognen; men Ulven ved Handen var,
Og slæbde dem bort, useet af Manden;
Men da der ei fandtes Fiske fleer,
Af Karren Mikkel springer saa fage,
Det lyster ham ei at age meer;
Og da han nu tænker en Bid at smage,
Han seer, at Ulven hver Fisk har ædt,
Og at kun Benene ere tilbage.
Saa blev Herr’ Isegrim trind og mæt,
Men Ræven, der satte sin Pels i Vove,
Fik Skam til Takke. Kalder I det,
Mine Herrer! at holde paa Tro og Love?
Det hændte sig og en anden Gang,
At Ulven vidste hvor just der hang
Et slagtet Sviin i en Bondes Lade;
Min Frende i Laden krøb, men Sveed
Det kosted’, førend han fik det ned,
Og ud af Loen, til egen Skade;
Thi knap var det væltet ud, før ham
Anfaldt paa eengang to glubske Hunde;
De rusked’ hans gode Skind, og lam
Han humped’ afsted, saa godt han kunde.
Men da han nu saaret til Ulven kom,
Der gispende holdt paa sin fyldte Vom,
Og bad om det, ham tilkom med Rette,
Gjenmælde denne: ”Min Frende kjær!
Det bedste Stykke jeg gjemde her,
Det lækkert er og kan Eder mætte.”
Hvad troer I nu, Ræven fik? — den Stang,
Paa hvilken Svinet i Laden hang
Saaledes maatte Mikkel bekjende,
At Spot og Skade de følges ad.
End kunde jeg melde om mangt et Bad,
Som Ulven beredte min gode Frende;
Men saadan Fortælling blev alt for lang;
Naar Mikkel kommer til Hove engang;
Han selv det kan langt bedre fortælle.
Men hvad det angaaer, hans smukke Selle
Nys sagde sig selv og sin Viv til Skam,
Min Tro! at tie var bedre for ham,
Thi Æren, han vinder derved, er liden;
Dog vil jeg berette de Herrer i Dag
Hvad jeg har erfaret om samme Sag.
Det er syv Aar vel tilbage i Tiden,
Herr Isegrim just var udenlands,
Da traf min Frende ved Midsommersdands
Den unge Frue Grimhild; de dandsed’ og siden
Ledsaged’ han hende i Høvidskhed,
Da ud paa Natten hun vendte tilbage;
Hvad meer der skeede jeg ikke veed,
Dog hørdes hun aldrig paa Ræven at klage;
Saa meget veed jeg og siger for sand,
At bedst det havde for Ulven været,
Om ei han havde sig her besværet
Og gjort sig til Spot for det hele Land.
Men hvad nu angaaer den Spøg med Haren;
Man veed, han er meer eenfoldig, end viis,
Og slemt var den Skolemester faren,
Der ei turde give en Pebling Riis;
Det Barn, man aver, det meest os glæder,
En Datter af Tugt er gode Sæder.
Hvad endelig hiin halvfranske Nar
Berræffer, vi hørde for Pølsen at kære,
Den Sag langt bedre fortiet var,
Ham selv den geraader til liden Ære.
Det gaaer med Skade, der kom med Skam;
Og Pølsen var stjaalen, som nu vi vide;
Labete stjal den og atter fra ham
Min Frende tog den og lagde tilside.
Ei heller jeg troer, det usømmeligt er
For saadan en Mand, for en Rigets Pair,
At straffe en Tyv; ja, dersom han vilde
Han kunde ham have til Galgen bragt,
Og ingen, mener jeg, skulde sagt,
At deri af Ræven var handlet ilde;
Men saadant for Kongens Skyld han lod,
Hvem ene det bør for Livet at raade;
Og siden den Tid hans høie Naade,
Vor allerstormægtigste Konning god,
I hele Landet sin Fred forkyndte,
Min Frende gjør udi Skoven Bod
For hvad i sin Ungdoms Tid han syndte;
Han synger og beder, spæger sit Kjød,
Æder kun Rødder og Havregrød,
Faster og piner sig fast til Døde;
Hans Slot Stortrængselsborg staaer øde;
I Skoven han bygde en Hytte op,
Der lever han nu langt borte fra Sine,
For Kjødet at spæge og Sjælen at pine,
Med Kjortel af Haar paa den bare Krop,
Altsammen til Bod for Synderne sine;
Imedens man her udi Kongens Gaard
Saa svart ham beskylder; dog end jeg tænker,
At, naar han igjen for sin Konge staaer,
Han let vil forstyrre de Ondes Rænker.”
Saa taelde Brokken, sin Frende til Gavn,
Men pludseligt saae man en Sørgeskare
Med Graad og Hylen til Hove at fare
Det var en Hane, Herr’ Henning ved Navn;
Ham fulgde hans Frender, Piger og Drenge;
En Baare de bar, og derovenpaa
Afsjælet den deiligste Høne laa,
Der nogensinde har kaglet paa Stænge,
Af Ræven, den Falske, hun myrdet var,
Og nu man hende for Kongen bar
Med hængende Vinger; for der at kære
Mod Ræven, den Morder, og Hævn at begjære.