En Qvinde, skjøn som Solen, men tillige
Langt mere lysende og uden Plet,
Blev sendt fra Himlens klare Stjernerige
Til Jorden, for at danne Mennesket;
Uvidenhedens Mulm hun skulde sprede,
Og Mandens Blik mod Himmellyset lede.
Upyntet saaes hun overalt fremtrine,
Og ligefrem i Gjerning og i Ord;
Men stedse laa der i den Huldes Mine
Et Vist, der stammed’ ei fra denne Jord;
Og hendes klare, sorte Øine brændte
Med Himmelglands og Lys i Mørket sendte.
Og hvor hun gik, og hvor hun stod, omsvæved’
Den strænge Alvor hende; aldrig saae
Man hendes Fod at vakle; aldrig bæved’
Hun, selv hvor Troløshed i Baghold laa;
Men ædel Stolthed, Dydens Datter, hvilte
Paa hendes Pande og i Faren smilte.
Da raabte Mennesket: O, jeg erkjender
Dig Himmeldatter! hulde Sandhed, dig!
Du holder Faklen, som saa herligt brænder,
Antændt ved Himlens Ild; og viser mig
I Speilet, som din Høire monne bære,
Hvad Tingen er, ei hvad den synes være.
Og Alle skyndte sig omkaps at trine
Til Speilet, for sit eget Jeg at see;
Dog blev ei Skalken vaer sin Helgenmine,
Sit sænkte Blik, sin stjaalne Ydmyghed;
Men paa et Billed’ han sit Øie kaster,
Befængt med Nid og Had og alskens Laster.
Flur stilled’ en, som Fyrstegunst behængde
Med Baand og Stjerner, sig for Speilet hen,
Og saae et Væsen uden Værd, der trængde
Sig mellem Lønnen og Fortjenesten,
Et Kryb, der med sin sledske Tunge vidste
I Fyrstens aabne Hjerte sig at liste.
Og hun, som tænkte snildt ved Kunst at skjule
For hele Verdens Øine Aldrens Feil,
Opdaged’ gjennem Sminken snart den gule,
Den rynkefulde Hud i dette Speil;
Hun, som saa gjerne Vaaren forestilled’,
I Glasset stod, som Vintrens grimme Billed.
Selv Philosophen, der forsmaaer hvad Andre
Paa Livets Vei af Lykkens Gaver fandt,
Ei kunde nægte sig den Lyst at vandre
Til Speilet, hvor han saae en fad Pedant,
Og under Kappen griinde frem den fule
Indbildskhed, som han gjerne vilde skjule.
Da blev Gudinden, som med Jubelsange
Man hilsde før, begegnet med Foragt;
Først blev hun skjeldt og haanet af de Mange,
Hvis Masker faldt ved Tryllespeilets Magt;
Men snart begyndte de med Hævn at true
Den Haand, der stilled’ deres Brøst til Skue.
Bortflygtet nu for Pøblens vilde Harme
Hos Ordets Tjenere hun skjulde sig;
Men snart begyndte Iveren at larme,
Og løfted’ op sit vilde Kjætterskrig,
Og Baalet flammed’, truende den Kjække,
Der Faarets Ham af Ulven turde trække.
Hun gik til Hoffer, men med Rædsel skued’
Forsalens Sværm den himmelske Gestalt,
Der med Fordærvelse dem Alle trued’,
Hvis Fyrstens Blik engang i Speilet faldt,
Man vinked; Vagten ilde til saa fage;
Blandt Bajonetter førdes hun tilbage.
Derefter fløi hun til de Lærdes Sale,
Der tænkte hun et Tilflugtssted at naae,
Men neppe saae de Glasset troligt male
Hvad dybt i Hjertets Skriin forborgent laa,
Og neppe havde Rector vinket, førend
Pedellen alt har viist Gudinden Døren.
Saa kom hun til en Kreds af fromme Qvinder,
Men knap de kjende Himlens Sendebud,
Før med forfærdet Blik og blege Kinder
Den hele Sværm af Døren smutter ud;
Og før Gudinden seer sig om, alene
Hun staaer paa Salens kolde Marmorstene.
Da vilde hun sig bort fra Jorden svinge
Til Himlens Stjernesal, som hun forlod;
Men som til Flugt hun hævede sin Vinge,
En Huldgestalt ved hendes Side stod
Og med et Smiil, der Hjerter veed at binde,
Den vinked’ ad den flygtende Gudinde.
Alvorlig var den; dog ei stræng tillige,
Men blid, som hørde den til Guders Chor;
Den talte lidt, men hvad den hørdes sige,
Var idel veiede og vise Ord;
Skjønt Videt lynte af de dunkle Blikke,
Den trylled’ Alle og fornærmed’ ikke.
”Holdt!” — raabte den — ”og stands din Flugt, Gudinde!
Lad Vreden fare! Bliv i Støvets Dal!
Som du, jeg er ei nogen jordisk Qvinde,
Er Viisdom, født i Himlens Stjernesal;
Og vil du Agt paa min Formaning give,
Da skal du elsket her paa Jorden blive.”
Paa hendes Raad en Purpurkaabe dølger
Gudindens Lemmer nu; og kunstigt snoer
Hun Blomster trindt om Haarets blonde Bølger,
Og dækker Speilet med sit tætte Flor;
En Maske skjuler blid den strænge Mine;
Saa sees hun atter frem blandt Folket trine.
Ledsaget af den vise Lærerinde
Hun vandrer om, afslører hist og her,
Men ene kun, naar Viisdom gier sit Minde,
Sit Speil og vorder atter Folket kjær;
Man seer og seer, men, hvad der er det bedste,
Man seer sig selv, og peger paa sin Næste.
Og for end mere Folkets Gunst at vinde,
Hun ændrer Speilet, saa at man deri
Ei mere sit eget Billed kunde finde,
Men Dyr og Træer, der færdes, som vi;
Vort Tungemaal og vore Lidenskaber
Hun laaner Ulve, Heste, Gjøs og Aber.
Saa, for at lære os, at mod den Snilde
En Styrke uden Vid kun lidt formaaer,
Hun mælde Bjørnen som til Honninggilde
Af Ræven lokket blev til Bondens Gaard,
Og Løven, som blev narret til at lede
Om Konning Emriks Skat paa Husterhede.
Og naar hun vilde Verden forestille,
At Straffen efter Brøden følger vist,
Hun lod en snedig Frø Forræder spille,
Og drukne Rotten med vanartig List;
Ja, ved en Muus, der Løven Frihed bragte,
Hun bød os, ei den Svage at foragte.
Og Folket hørde fro den muntre Tale,
Og lo ad Dyreverdens sære Spil;
Vel syntes hun imellem at afmale
Et eller andet, som os hørde til,
Men gjennem Egenkjærlighedens Brille
Hvem fra det Falske kan det Sande skille?
Saa lo man lystigt ad hverandres Lyder,
Og Spotteren var stedse Spottens Maal;
Ja, indtil denne Dag os Svagen fryder,
Og Ingen taler meer om Brænd og Baal,
Thi viis Gudinden stedse har for Øie
Det gamle Bud: at gavne og fornøie.