Alle Musers Yndling, du
Store Maler! mal mig nu
Hende, som mit Hjerte hylder!
Fjærnt hun gaaer paa fremmed Kyst,
Men mit elskovfulde Bryst
Hendes hulde Billed fylder.
Mal mig først det dunkle Haar.
Lad, hvis Kunsten sligt formaaer,
Balsomdufte det omsvæve!
Reen, som Sneen, i sit Fald,
Under sorte Bølger skal
Sig den ædle Pande hæve.
Hverken askilt eller tæt
Sammenføiet hvælve let
Brynet sine dunkle Buer;
Og i Øiet straale mild
Samme Vellyst, samme Ild,
Som i Amors Øje luer!
Naar du Kinden male vil,
Unge Roser tag dertil,
Bland dem vel med Lilliens Blade.
Men i Kindens Gruber to
Unge Elskovsguder boe,
Og paa Læben throne Svade!
Hvid, som Mælk, den trinde Arm;
Skiær som Snee, den fulde Barm,
Der bag Floret sagte bæver;
Stemmen sød, som Harpeklang,
Gangen, som Cytheres Gang,
Naar hun fra Olympen svæver.
Intet Purpur, intet Schavl,
Et beskedent Klæde skal
Hendes kydske Barm tilsløre! —
Og jeg skuer hænde alt!
Søde, herlige Gestalt!
Snart skal jeg den Stemme høre!