Tænk på mig, når engang jeg er forsvundet
langt inde i det Land, som aldrig ender;
når du ej mer kan gribe mine Hænder,
og jeg, som vilde gå, stå tryllebundet.
Tænk på mig, Dag for Dag, når du har grundet
på Fremtidsplaner, som dit Hjerte brænder
efter at røbe, ej for fjerne Venner,
men kun for mig — for mig, som er forsvundet.
Tænk på mig. Men ifald du, mens jeg hviler,
har glemt mig dog en Stund, og siden mindes:
Sørg ej! Thi dersom Mørket, dersom Støvet
blot af et Glimt af Tanke gennemskinnes,
da er det bedre, du har glemt og smiler,
end at du mindes mig og er bedrøvet.