For sent til Liv, for sent til Lyst,
for sent, for sent!
Du traf nok Venner undervejs,
det nåes, har du vel ment.
Ej kurrer Parkens Due mer,
slukt er ensom Glød;
Prinsessen bag sin stængte Port
sov, drømte, og er død;
det volder alt dit gyldne Horn,
som aldrig lød.
Om du var kommet fem År før
til dette Slot,
ja, kun eet År før, da var alt
vel blevet godt.
Da havde Duen kurret blidt
fra Parkens grønne Vold,
det stumme Springvand styrtet sig
med Sang mod Søens Skjold,
og du kendt Livets Glød i den,
som nu er kold.
Er hun skøn dèr i sin Død?
Eengang var hun skøn,
med Guldstøv i det sorte Hår,
vel værd en Konges Bøn.
Nu er bag hvide Liljers Krans
den gyldne Drøm gemt ned,
og hun må skjule med et Slør
hvad Savn og Sult hun led.
Er Sulten stillet, Savnet glemt?
Måske. Hvem veed?
Vi såe ej Trods i hendes Blik,
så lidt som Smil;
hun nød kun i sin Silkeseng
et flygtigt Hvil;
hun agted ej, hvad Dragt hun bar,
om Atlask eller Uld,
løfted en Blomsterkrans så tungt
som Kronen af Guld —
og der kom Sølvstænk i det Hår,
der før var sort som Kul.
Vi hørte ej et hastigt Ord,
hvor end hun gik,
blot blide Toner, nøje målt
med ædel Skik;
hun bar sit Hjerte tavst, i Larm
og Stimmel, som hun stod;
der var ej Hast i hendes Hånd,
ej Fart i hendes Fod;
hun vidste ingen Verdens Fryd
at ile mod.
Du skulde grædt for alt igår,
da var du langt af Led;
men hvorfor græde nu idag,
da hun fandt Fred?
Se, vi som elsker hende, vi
græd ej ved hendes Død.
Rør ej de Liljer, vi har lagt,
din Rose er for rød!
Rør ej de Liljer, dem for dig
vi aldrig brød.