Eros og Afrodite
Korsang af Atalanta i Calydon
Korsang af Atalanta i Calydon
(Brudstykke)
(Brudstykke)
I
Vi såe dig, Eros, et Syn, ja, en Guddom at skue;
din Flugt slår Luften i Lyn lig en flyvende Due;
din Gang er den stærke Storm, der adskiller Strømme;
Jorden svøber sig om din Form lig en Kjortel af Drømme;
du er fin og flygtig og blind lig en brændende Kerte;
ført af Latter og Smil går du ind, fulgt af Længsel og Smerte;
en Mand ved din Højre går trygt, ved din Venstre en Kvinde;
hun ligner en Brud, fuld af Frygt for den Fryd hun vil finde;
hun åbner lig Rosen sin Favn imod Morgenrøden;
men Skæbnen er hendes Navn; hans Navn er Døden.
II
Thi Ondskab har avlet et Barn
i Havskum og frådende Blod,
en Blod-Blomst med tusendfold Frø,
bitter Latter og brændende Sår;
og dens Løv hedder Vanvid og Skarn;
og hvor kunde den Blomst være god?
født af den bundløse Sø,
født uden Alder og Ar!
III
Ubleget var Timernes Glød,
og Lys var ej Livet forhadt,
end vævede Dag over Nat
den Verden, som Mesteren bød,
da et Vidunder viste sig brat,
en Gudinde for Dårskab og Død:
Bølgens bugnende Vom
brast om den nyfødte Dis,
Brådsøer galdred og goel:
Den Kødets Blomst, her kom,
skulde piske med flammende Ris
alt Liv til den yderste Pol.
IV
Og Fuglene skreg, hvor de foer,
og Mennesker, født med Forstand
til at opfatte yndige Ord,
udtalt et efter et,
lo lig de stumme, der kan
kun jage på sporløse Spor
i det vejløse vigende Vand —
thi alle forstod lige lidt.
V
Alle Mennesker sang, hvad de såe:
Se det hvide, det dunbløde Bryst!
Først af hende får Verden sin Glød.
Hun er Livet, vi ventede på! —
Thi de såe, hendes Favntag var Lyst,
såe ej, hendes Favntag var Død . . .