Nu blunder den røde Blomst, og nu den hvide,
Cypresserne står ubevægeligt foran Paladset,
ikke en Guldfisk-Finne glimter i Kummen,
ikkun Ildfluen våger; våg med mig!
Nu daler den hvide Påfugl ned som et Genfærd
og iler Genfærds-glimrende hen til mig.
Nu åbner Jorden sig imod Stjernehimlen,
og du har åbnet hele din Hu for mig.
Nu efterlader et lydløst Meteor
et lysende Kølvand som dine Tanker i mig.
Nu lukker Åkanden stille sit Bæger til
og skjuler al sin Sødme i Søens Favn;
luk du dig til, min Elskede, og skjul dig
dybt i min Favn, bliv borte, bliv i mig!