Bryd, brus, brist,
o Hav, mod de kolde grå Sten!
Før havde jeg Sange for al min Sorg,
nu finder jeg aldrig een.
Det er godt for den Fiskerdreng dèr,
som med Søsteren leger Tagfat,
og godt for den unge Matros,
der han syngende står ved sit Rat.
Og stateligt Skib efter Skib
duver ind under Højen i Havn;
men hvor er det Hjerte, der slog imod mit,
og den Stemme, der hvisked mit Navn?
Bryd, brus, brist,
o Hav, mod de skarpe grå Skær!
Jeg søger en lysende Dag, som er død,
og finder den aldrig her.