Kom ud i Haven, Maud,
se, Natten, den Flaggermus, fløj.
Kom ud i Haven, Maud,
se, jeg venter dig her ved din Høj.
Alle Roserne dufter så dugfrisk, Maud,
gennem Krydder af Hyld og Levkøj.
For det suser af Dag i de Trær,
og det flyver med fnuggede Frø,
og højt sejler Venus med svagere Skær
over Østhimlens lysende Sø
til Møde med Solen, sin Hjertenskær,
for i hans Favntag at dø.
Bas, Fløjte og kåd Violin
har holdt Roserne vågne inat;
i de Dansendes Takt har den smalle Jasmin
ved Balkonerne vugget sig mat;
indtil Månen gik ned, og en spinkel, en fin
liden Fuglerøst hørtes brat.
Jeg hvisked til Liljen: »Der er kun een,
hos hvem hun af Hjertet er glad.
Hun er træt af at danse, og Timen er sen;
hvorfor skilles de Folk ikke ad?
Nu forsvinder med Månen eet svingende Læs
eet møder det stigende Gry.
Hjul skramler mod Stenbro og lister i Græs,
og alt bliver stille påny.
Jeg hvisked til Rosen: »En natlig Stund
går hurtigt med Latter og Spil.
O Elskov-Fyrste, hvem øder sit Blund
for En, som dog aldrig vil?
Men min«, — det svor jeg ved Rosens Mund,
»min hører mig evigt til!»
Og Rosen blødte sin Sjæl i mit Blod,
der Musiken klang højt fra dit Bal,
og Søen lå stille, dèr hvor jeg stod,
men det bruste af Bækkens Fald
fra Søen ud over Engen imod
vor Højskovs hellige Hal.
Fra Engen, i hvis spirende Strå
den første vårlige Bris
fremkalder dit Spor i Violer så blå
som dit Blik, på vidunderlig Vis,
ud mod de Veje, vi elsker at gå
i vort ensomme Paradis.
Rødarven rørte ikke en Flig
hverken for Dugg eller Støv,
den hvide Akazia hang som et Lig
og sov under dødsstille Løv;
men Rosen var vågen inat for din Skyld,
den hørte dit Løfte til mig;
forgæves tyssed den søvnige Hyld,
Rosen kaldte på Daggry og dig.
Du Dronning i Pigernes Rosengård,
kom, skynd dig, den Dans er forbi,
kom silkesvøbt og med Perler i Hår,
skin ud, Sol, nu er du fri;
lille Krushoved,løft dig, hvor Blomsterne står,
dit er Lyset, de bader sig i.
En stor, en tindrende Tåre faldt,
og Passions-Blomstens Kalk hænger tom:
Hun kommer, min Due, min Mer-end-alt,
hun kommer, mit Liv og min Dom.
»Hun er nær, hun er nær; hun har hørt, jeg har kaldt!«
råber Rosen og vender sig om.
»Ak!« sukker Liljen; »hun såe, hvad det gjaldt,
og se så, hvor sent hun kom!«
Hun kommer, min egen, jeg kender den Gang,
og mit Hjerte det banker: Velmødt!
Og gik hun i Luften så let som en Sang,
mit Hjerte fornam det dog sødt.
Og lå jeg gemt under grønne Vang
med Hjertet koldt og dødt,
ved hendes Fodtrin veed jeg, det sprang
og skjalv og blomstrede rødt.