I
Naar vi ved Efteraar tænker tilbage paa den svundne Sommer, staar den for os som et Under. Nylig var den her og nu er den fjern. Det vidunderlige ved vor Sommers Skønhed er netop, at den er vidunderlig. Den stiller os Ansigt til Ansigt med Skabelsesmysteriet. Det gaar saa hurtigt, det vokser saa rapt. Græsset gror, saa vi tror, vi kan høre det. Blomsterne bryder frem som i et Feæventyr. Vi fattige Folk vaagner pludselig op i Paradis og dette Paradis er brudt frem gennem Jorden paa Himlens, Luftens og Solens Bud. Er der nogen, der ikke har anet i de lyse Nætter, at Verden er Sjæl? Rummet er fyldt af en hemmelighedsfuld Hvidhed, Lys, Lys, men ingen Sol. Vi føler det, som om Skove, Marker og Søer paa engang var slørede og gennemtrængt af noget gaadefuldt og aandeagtigt. Det er som om Sjælen var brudt igennem og indhyllede Tingene i sine Straaler. — Sommernatten er en underlig Spillemand! Naar han stryger sin Violin, er han mere farlig end Rottefængeren fra Hameln. Han er nær ved at spille os Sjælen ud af Kroppen. Den bliver urolig og vil bryde igennem. „Bryde igennem”, „Gennembrud”, det er Ord, som vi forstaar her i Norden. Nordboen og ikke mindst Danskeren er lyrisk. Det er i Realiteternes Verden ikke nogen ubetinget Ros; men det vil dog i dybeste Forstand sige, at han er sjælfuld.
Ordet Gennembrud kender vi ellers her tillands fra en Aandsbevægelse, som næppe kan kaldes sjælelig. Vi taler om Halvfjerdsernes Gennembrud. Georg Brandes gav Tiden dens Navn. — Det er dog ikke om dette Gennembrud, jeg vil tale. Jeg tager det kun med som Baggrund for den nye vidtforgrenede aandelige Bevægelse, der er fulgt efter, og som af mange betragtes som en Reaktion. Denne Betegnelse er ialtfald ikke udtømmende. Det drejer sig vel om Følelser og Tanker, der har været tilbagetrængte, men vi vender ikke tilbage til dem. De vender tilbage til os. De bryder frem — igennem. Det er det sjælelige Gennembrud som har bevirket, at en stor Del af Digtningens, Tænkningens og Videnskabens Verden har foretaget en Frontforandring om ikke overfor Kirken, saa dog overfor det religiøse Liv.
Mellem de Mænd, hvis Navne bliver nævnt i denne Forbindelse, møder vi stadig den berømte amerikanske Filosof William James, som døde for faa Aar siden. Hans Indflydelse har været stor. Han har i sin Bog „Religiøse Erfaringer”1 givet, hvad man kan kalde en sjælelig Gennembrudslære og jeg kommer til at anvende hans Teori paa noget af det, som er foregaaet i Aandslivets Verden i det sidste Fjerdedels-Aarhundrede. Her er jo ikke Tale om Nyt af Dagen — om en Fornyelse eller Reaktion, der netop nu er begyndt. — Her er Tale om en Omformning af Tankegangen, der allerede længe har staaet paa, og det forekommer mig, at vi allerede nu kan se i store Træk, hvorledes denne Vending i Tankens Verden er foregaaet. Vi har allerede et betragteligt Stykke Historie bag os og jeg mener, at den fremviser et mærkeligt Sammenspil af Kræfter og kaster et ejendommeligt Lys over Menneskets Natur. Det Billede, jeg vil prøve paa at tegne, maa jeg udføre i korte Træk, idet jeg særlig vil samle det om en enkelt højst karakteristisk Skikkelse, nemlig Friederich Nietzsche.
Halvfjersernes Gennembrudsmænd gik frem under Feltraabet: Naturen, den frie Forskning og den frie Tanke og deres Vaaben var Kritik. De tilintetgjorde Dogmer og slog Fordomme ned. Der var meget sundt og berettiget i dette. Megen Vanereligiøsitet er bleven udryddet, Videlysten blev fremmet. Det er kun godt! — — Bevægelsen gik imidlertid hurtig istaa indenfor Kunstens Verden, fordi den var overfladisk, og allerede 10—15 Aar efter var den i fuld Opløsning. Man havde troet for meget paa Naturen og havde glemt Sjælen. Man havde villet give Kejseren alt og Gud intet. Hvad blev der saa af Gennembruddet? Ja maaske havde man sprængt nogle Mure; men der var intet forjættet Land paa den anden Side. Man saa sig om i en afsveden Ørken. Hvor var Kilderne? Havde de faldne Mure maaske tilstoppet dem? En Følelse af Goldhed blev almindelig. Man tyggede Drøv paa udpinte Tanker, man ernærede sig kummerligt af Smuler og Krummer. Den aandelige Hungersdød stod for Døren.
Georg Brandes saa det selv. Man kan ikke uden videre gøre ham til ét med Tiden. Han ragede jo ved sin Styrke og sin Dannelse op over sit Kølvand. Han følte da ogsaa, at det var galt fat med Tidens Aandsliv, han var blot ikke klar over, hvorfor det var galt fat. Han var ogsaa med til at give Impulser til et nyt Gennembrud — han var blot ikke klar over, hvori dette Gennembrud bestod. I sit Essay om Nietzsche skriver han følgende om den nordiske Litteratur:
„Jeg har villet henvise til ham (Nietzsche) fordi det forekommer mig, som om Nordens Skønlitteratur nu vel længe har tæret paa Tanker, som blev fremsatte og drøftede i det forrige Aarti. Det ser ud som om Evnen til at undfange geniale Idéer var taget af. Ja som om Modtageligheden for dem var ved at forsvinde. Man tumler stadig med de samme Lærdomme, visse Arvelighedsteorier, lidt Darwinisme, lidt Kvindefrigørelse, lidt Lykkemoral, lidt Fritænkeri, lidt Dyrkelse af Folket o. s. v.”
Tilsidst giver Brandes følgende Resumé:
„Dog hvorom alting er. Angreb paa de bestaaende Fordomme og Forsvar for de bestaaende Institutioner truer for Tiden med at synke ned i samme Kendthed og Hverdagsagtighed.”
Sande Ord! Georg Brandes var utaalmodig. Han var stor nok til at længes efter Storhed og Storhed var det, han mente at finde hos Nietzsche og han ledede nu Bjergfilosofens Tanker ind i Nordens Aandsliv, som man leder en Kilde ind paa en tør Mark. Eller lad mig heller bruge et andet beslægtet Billede, som nøjere dækker Forholdet. Brandes bar Nietzsches Værk, som man bærer en Ønskekvist i sin Haand, for at finde det Sted, hvor der var Kilder i Bunden hos os selv.
Hvad var det nu for en Kilde, vi trængte til, fordi den var tilstoppet? Det var kort og godt det religiøse Livs Kilde, det friske Opvæld fra Uendeligheden. — Kunde Nietzsche hjælpe her? Det er paa dette Spørgsmaal, jeg maa svare ja, om end det er et betinget Ja.
Brandes saa det ikke saaledes. Ved Nietzsches Død i 1900 skriver han følgende:
For at angive, hvorpaa Nietzsches saa hurtige og overvældende Triumf har beroet, maatte man have Nøglen til Hemmeligheden i vor Tidsalders Sjæleliv. Han har fortryllet Tiden, skønt han syntes at gaa alle dens Instinkter imod.
Og Brandes viser nu, i hvilken Grad Nietzsche staar som et Tværtimod overfor alle Tidens Idealer. I denne Forbindelse bruger han da en karakteristisk Vending, som efter min Mening afslører, at han ser fejl paa selve Tingens Kerne. „Tidsalderen,” skriver Brandes, „ligger i den religiøse Reaktions stigende Bølge. Han (Nietzsche) har sejret som udpræget irreligiøs.”
Man kan godt sige, at dette er sandt, Brandes har sine Ord i Behold, forsaavidt som Nietzsche var en Kristendomsfjende. Ikke desto mindre er det min Mening, at Brandes, hvis han paa det Tidspunkt havde siddet inde med Nøglen til Hemmeligheden i vor Tidsalders Sjæleliv og med Nøglen til Hemmeligheden i Nietzsches Sjæleliv, vilde have sagt akkurat det modsatte. Sandheden er efter min Mening denne, at Tidsalderen ligger i den religiøse Fornyelses stigende Bølge og at Nietzsche ved sin Fremtræden sejrede som udpræget religiøs. Det var derigennem han stod i Modsætning til sin Tid og derigennem han delvis befriede og forløste den. Selve den Glans, der laa over hans Skikkelse straalede op fra de Dybder, hvor Troen har sit Sæde. Nietzsche gjorde Livet evigt igen! Man havde været nær ved helt at glemme det.
Lad os se, hvorledes den Tid, Nietzsche talte til, anskuede Døden. Vi faar et højst karakteristisk Indtryk af det gennem I. P. Jacobsens Niels Lyhne og navnlig gennem den Maade, hvorpaa denne Bog virkede. — Det blev et Slagord og det gaar igen den Dag idag, „at dø staaende”, d. v. s. ikke at nære Haab — ikke at falde tilbage i den Tro, som det galdt at bekæmpe. Der var Heltemod i dette, men et Heltemod, som Sjælen bliver graa og fattig af at tænke paa.
Man spurgte i de Dage bekymret til den Døendes Standhaftighed, om han nu ogsaa holdt sig stiv som det man kalder „Fritænker”? Døden blev til en Eksamen i Fritænkeri. Fik et Menneske Anfægtelser paa det yderste, saa dumpede han, den arme Student. De strenge Censorer vilde i det højeste sige til hans Undskyldning, at hans Aandsevner var forvirrede af Sygdommen. Og dette var den dybe Død! — Og dette var den ædle og sjælfulde I. P. Jacobsen! Han, som i et hemmelighedsfuldt Øjeblik skrev de Ord om sit Hjerte:
Mit Hjerte er ej Blomst og Blad
og Vaaren gør det ikke glad.
Det har sin egen sære Vaar —
II
Tid gror frem af Tid uden at Strømmen afbrydes. Det er en af Grundene til, at Dommen over et „Tidsafsnit”, set som noget ganske for sig selv, saa let bliver vilkaarlig og overfladisk. Trods alle Modsætninger og dybere set ogsaa i Kraft af Modsætningerne, er der Sammenhæng. Hvad var der vel bleven af Renaissancens Storhed, hvis dens Natur og Sanseglæde ikke var vokset frem paa en Underbund af Middelalderens Inderlighed? Et rigt Fond var arvet og det tog Tid at øde det. Paa samme Maade vokser den nyeste Tids Idealisme frem af de foregaaende Slægtleds Realisme, og hvis den mister Forbindelsen med Virkeligheden vil den opløses i Luften. Paa samme Maade bundede da ogsaa Halvfjersernes Mænd: J. P. Jacobsen, Drachmann og Georg Brandes selv i Fortidens poetiske og filosofiske Kultur. Der var arvet et Fond, som det tog Tid at sætte overstyr.3
Goldheden i det nye virkede da ogsaa først i andet Led og Barbariet breder sig maaske først nu i vide Ringe. Allerede i Firserne forarmedes man imidlertid eller sagde sig løs fra de Tankebevægelser, der foer frem i det foregaaende Decennium. Hvad de ejede af Sandhed og Kraft var opbrugt, nu gik de istaa. Raketten havde suset festligt og lysende gennem Luften. Saa faldt den svedne Stok til Jorden! Netop da kom Brandes med Nietzsche midt i Fattigdommen. Han havde gjort et lykkeligt Greb, og man kan ingenlunde sige, at han havde gjort det i Blinde; men hvad det var for en kostelig Ting, han nu holdt i sin Haand, det vidste han ikke. Han stod der som en Dykker, der har bragt en sjælden og prægtig Muslingeskal op i Dagens Lys; men ikke ved, hvilken Perle den rummer i sit Indre.
* * *
Lad os et Øjeblik standse ved dette Knudepunkt omkring Aar 1890. Vi ser da, at paa dette Tidspunkt søger nogle Digtere at finde tilbage til Kristendommen. Hvad man saa vil mene om dem — Digterne er fine Barometre for den aandelige Atmosfære. Jeg holder mig til Norden og nævner Strindberg i Sverige, Garborg i Norge.
De føler at de er gaaet vild. De løber Panden imod Mure og skraber imod Bunden. Der er ingen Vej for dem at finde. Altsaa tilbage til det gamle! Det nyes Bærme er begyndt at virke.
Skønt meget yngre hører Johannes Jørgensen nærmest til denne Gruppe. Han søger og finder Foryngelse fter at være bleven træt. Samtidig fremtræder der andre Digtere, som allerede i deres Barndom, ja maaske i Moders Liv til en vis Grad er bleven færdige med det foregaaende Slægtleds Idéer og tidligt aner, at en ny „Livsbelysning” er nødvending. De søger ikke tilbage til Kristendommen, men hos dem sker der, hvad jeg kalder et sjæleligt Gennembrud. Det maa ikke forveksles med et „lyrisk Gennembrud”. Det er ikke det samme. Det sjælelige Gennembrud, jeg taler om hører afgjort ind under de „religiøse Erfaringer”, skønt det ikke er farvet af nogen dogmatisk Religion. Disse Digtere (jeg nævner Obstfelder i Norge) hører ikke til de „trætte Mænd”. Det som er en Redningsplanke for deres ældre Fæller er for dem selve den Livsbaad, i hvilken de gaar ombord. — Ikke desto mindre kan de godt opfattes som sygelige. De er sygelige paa Grund af et Overmaal af Sjæl. Det er som om det sjælelige, der har været tilbagetrængt saa længe, nu vælder frem over alle Grænser og maaske vælger det fortrinsvis Redskaber, hvor Naturmodstanden ikke er stærk. Det er ikke bare godt at have meget Sjæl. Livet og Kunsten fordrer ogsaa noget andet, Natur, Vilje. — Kort efter møder vi da ogsaa Jakob Knudsen, som forener det sunde og gode i Naturalismen med Troen paa en højere Virkelighed. Hos alle disse Digtere og i forskellig Grad hos mange andre af deres samtidige — saa dybt forskellige de end er — finder vi Trangen til et nyt Livsgrundlag eller ialtfald en ny Livsbelysning, og det som er fælles for dem alle er My stiken. — Men netop til denne Vending i Aandslivet udgaar der en mægtig Impuls fra Nietzsche! Og gennem ham fra Halvfjersernes Høvding Georg Brandes! Brandes saa, hvorledes det visnede omkring ham og i Kraft af sin æstetiske Sans og Dømmekraft og sin Trang til Storhed fandt han denne Nietzsche, som paa saa mange Maader var Halvfjersernes dybeste Modsætning. For Strindberg blev Nietzsche en Gennemgang til en ukirkelig Kristendom, maaske ogsaa for Garborg. Den radikalt aristokratiske Filosof har neppe faaet en eneste Discipel, der er tro mod hans Lære; men for mange har han været en Impuls og jeg tror det vil vise sig: altid en Impuls til religiøst Liv. Han vilde have forsvoret og forbandet det; men han har vistnok endogsaa styrket Kristendommen.
I første Øjeblik virkede hans Værk paa mange Maader forvirrende. Det var fragmentarisk og selvmodsigende. Han var ingen afklaret Aand. Men den Ungdom, som oplevede ham, løftede alligevel Hovedet. Der lød Vingeslag højt oppe og vi saa Ørnen svæve over Afgrunden.
Omtrent samtidig med at dette sker i Digternes og Digtertænkernes Verden, begynder der ogsaa at foregaa en Vending indenfor Videnskaben. Jeg skal fatte mig i stor Korthed derom, da jeg her kommer, ikke blot udenfor Norden, men ogsaa udenfor mit Omraade. Kun saa meget skal siges: De Ideer, som jeg for Nemheds Skyld kalder Halvfjersernes, undergaar ogsaa her en Revision. Jeg maa vist tilføje, at jeg med Halvfjersernes Ideer ikke netop mener Brandes Ideer. Man kan ikke give ham Skylden (eller Æren) for alt. Darwin maa for Eksempel selv have Æren (og Skylden) for sit mægtige Værk. Man begynder altsaa paa denne Tid at blive klar over det, som er Svagheden i Darwins System.
Man ser det usande i den Brutalitetsforkyndelse, som kan uddrages af hans Lære, og inderst inde i den store Forskers System opdager man en Hulhed. Der, hvor Marven skulde være, gaber Tomheden os imøde fra det huleste af alle Begreber: Tilfældigheden. Darwin søgte Livets Love, men lod til syvende og sidst Tilfældigheden raade. Han saa vistnok selv denne Tomhed; men formaaede ikke at udfylde den. Der kræves et ukendt x i al Erkendelse. Derfor kan man ikke nøje sig med en Anskuelse opbygget paa Iagttagelser, og man kommer ikke uden om Vanskeligheden ved at indføre Begrebet „Tilfældighed”.
Videre ser vi, at omtrent samtidig med denne Revisions Paabegyndelse, begynder ogsaa Selskabet for psykisk Forskning i London sit store og taalmodige Arbejde. Her drages nye Omraader ind under Forskningen. Den førende Kraft i disse Undersøgelser er den senere afdøde Fr. Myers. Fra hans nu saa berømte Lære om „Underbevidstheden” er en af de stærkeste Impulser til en ny Sjæletro udgaaet. Vi ser da, hvorledes Aanderne ad vidt forskellige Veje mødes og de synes med eller mod deres Vilje at arbejde fremad mod det samme Maal: at løfte en Flig af Sløret, der skjuler Tingenes Hemmelighed — at søge Forbindelse med Livets inderste Væsen. Livsbelysningen er forandret. Hvor man før var tilbøjelig til kun at se og leve i det klare, skarpe Dagslys, skimter man nu Rigdommen i Overgangen fra Lys til Mørke. Rummet bliver stort og hemmelighedsfuldt — større og mere hemmelighedsfuldt end nogensinde.
III
Religion vokser frem af en Forundring, der rummer baade Beundring og Gru — altsaa af Ærefrygt. I denne Grundfølelse, som Nutiden har gjort, hvad den kunde for at sætte overstyr, ligger en Erkendelse af et undersaatligt Forhold. Vi er Led i en uoverskuelig Helhed, som vi maa hengive os til. Fornægteren indtager en anden Holdning. Med en Haandfuld Iagttagelser i sin Haand optræder han med en Dommers Overlegenhed. De store Iagttagere, Videnskabens Heroer, er frie for Hovmod; men hos dem, som Nietzsche kaldte „Wissenschaftlere”, møder vi det. Darwinismens Forsvindingskunststykke har gjort Livet lille og „Dannelsesfilisteren” stor. Han behøver ikke at umage sig med at se op til noget.
William James resumerer sin Tids Svar paa Spørgsmaalet om Verdens og Livets Opstaaen saaledes:
„Vort Solsystem med dets Harmoni kan kun betragtes som en forbigaaende Ytring af en bestemt Slags ligevægtig Bevægelse, som ved en lokal Tilfældighed er bleven til Virkelighed midt i et forvirrende Virvar af Verdener, hvor intet Liv kan eksistere.
„En lokal Tilfældighed”. Den som svarer saaledes holder Verden i sin Haand. Han har fundet det archimediske Punkt, hvorfra han kan vippe Kloden og kaste den bort. „Tilfældighed” er et Trolddomsord, der faar tunge Ting til at forsvinde i en Haandevending, og Tryllekunstneren ved ikke selv, at de blot er smuttet ind i hans Ærme.
Han glemmer, at Tilfældigheden altid fører sin Modsætning med sig. Lov eller Hensigt er dens Forudsætning. To Menneskers Møde kaldes tilfældigt, naar de er ude i andet Ærinde; men det vil ikke sige, at det er tilfældigt i Bund og Grund. De havde hver sit Formaal med at befinde sig paa samme ted. To Aarsagsrækker skærer hinanden; derved fremkommer en Biomstændighed, der kun kaldes tilfældig, for at berigtige en forkert Tydning af Kendsgerningerne.
En fundamental Tilfældighed er en umulig Tankefigur. Ikke destomindre ser vi den Dag i Dag, at Livets Opstaaen anbringes i denne Rubrik som i en Skammekrog. Man gør det ordnede til en Biomstændighed ved det uordnede, det eksisterende til en Biomstændighed ved det ikke eksisterende. Til allersidst kommer saa Aanden som Tilfældighedernes Tilfældighed og Biomstændighedernes Biomstændighed! Aanden som dog er Tingenes og alle Loves Forudsætning! — Man bemærker ikke, at man ved en saadan Vurdering uvilkaarligt tager sit Stade udenfor Verden, ja søger Forbindelse med en højere Virkelighed, saaledes at man i sin negative Nidkærhed er nær ved at plaidere for Guds Eksistens.
IV
Jeg kommer nu til William James religiøse Gennembrudslære.
James var af Fag Psykolog, og hans Syn paa Religionen er ikke den Troendes, heller ikke Historikerens; men den psykologiske Iagttagers. Nu er det jo højst naturligt, at det indenfor Videnskaben netop var en Psykolog, der maatte blive klar over Religionens Betydning for Mennesket og faa Øje for, at den ikke er et „Levn” fra svundne Tider, som man har været tilbøjelig til at mene, men at den rummer et sjæleligt Indhold, som baade er en Livsværdi og en Virkelighed, der ikke kan omstødes af Kritiken. Fysikeren og Kemikeren behøver jo ikke at beskæftige sig med saadant. Geologen behøver ikke at finde Religion i Stoffet. Han finder Stenarter. Men Psykologen, hvis Undersøgelsesobjekt er den menneskelige Sjæl, han finder det religiøse Liv. For ham er det en Kendsgerning, Geologen kunde lige saa gerne nægte, at der findes Guld i Bjerge.
Der er i denne videnskabelige, koldsindigt undersøgende Behandling af selve den dybeste Inderlighed, noget der paa engang frastøder og tiltrækker. Tonen i „Religiøse Erfaringer” er ikke religiøs. Der er ingen Tempelstilhed i denne Bog. James taler glimrende, stundom lidt flot om Tingene, som den praktiske og sunde Amerikaner han er, og skønt han i Virkeligheden slaar et tappert Slag for Troen, er hans egen Aandsart nærmest skeptisk. Det er et ejendommeligt Tidsfænomen! De gamle vilde have korset sig over en Bog af denne Art, og det er ikke umuligt, at en Fremtid vil finde et og andet i Værket, som tyder paa, at vi var temmelig langt nede omkring Aar 1900 — Men denne Fremtid vil dog ogsaa forstaa, at James stod i Nødvendighedens Tegn, og at han for sin egen Tid var en Befrier. Meget af hvad vi nu kalder religiøs Bevægelse bestaar i et Rydningsarbejde. Der har samlet sig en mægtig Sum af Fordomme, som hindrer det religiøse Liv, Stene, kirkelige og videnskabelige Forsteninger i Flæng, som maa ryddes bort, for at den frugtbare Jord kan ligge fri igen og bære Grøde. James var en Rydningsmand, som sled i det, for at faa dem afvej en.
Han fandt Tidens Øre, fordi han talte dens eget Sprog og brugte dens Metode. Han var fordomsfri og naturlig og besmykkede ingenlunde Kirken, tværtimod, han kendte alle dens Fejl og Vildfarelser. Han var ikke „Mystiker” selv, og nærede det sunde Menneskes Uvilje mod alt, hvad der er overspændt og sygeligt. Han vidste, at Humbug og Overtro vokser omkap paa det religiøse Omraade.
Naar denne fornuftige og naturlige Mand nu kom og sagde: „Jeg har fundet noget virkeligt og varigt i det religiøse Liv,” saa talte han samme Sprog som den fritænkerske videnskabelige Verden, og de Troende og Mystikerne var ham dobbelt taknemmelige, fordi han gav dem deres Ret. Netop det, at han, som religiøs Personlighed ingenlunde var fremragende, gjorde hans Vidnesbyrd mere betydningsfuldt, han var upartisk.
Det virkelige og varige, som James fandt i Religionerne, er de saakaldte mystiske Sindstilstande. Han viser, hvorledes disse Sindstilstande findes og gaar igen hos Mennesker, ganske uafhængige af Tid og Sted. Han viser, at de blomstrer hos Digtere saavelsom hos Helgener. Han viser, at deres Indhold er det samme hos de kristne Mystikere, hos Yogierne i Indien og Sufierne i Persien. I Hinduismen som hos Nyplatonikerne. For at give et Begreb om, hvad Mennesket oplever gennem disse Sindstilstande, anfører jeg af James Eksempelsamling følgende, der hidrører fra en stor Digter.
Lord Alfred Tennyson siger:
Jeg kender en Slags vaagen Henrykkelse. Jeg bruger dette Ord i Mangel af bedre — som lige fra mine Drengeaar har indfundet sig, naar jeg var alene. Det er kommet over mig ved at jeg under Tavshed har gentaget mit Navn, til pludselig — som skete det gennem selve den personlige Bevidstheds Intensitet — Personligheden synes at opløse sig og svinde bort i uendelig Væren. Og dette er ikke en forvirret Tilstand; men den klarest mulige, det sikreste af hvad der er sikkert, langt udover, hvad Ord kan skildre. Her syntes Døden en næsten latterlig Umulighed. Tabet af Personligheden (hvis dette skete) syntes ikke Tilintetgørelse, men det eneste sande Liv. Jeg skammer mig over min tarvelige Beskrivelse; men sagde jeg ikke, at denne Tilstand spotter alle Ord.
Tennysons Udsagn har det erfaredes lysende Klarhed, og mange vil genkende deres egen Oplevelse i hans. Man vil se, at denne Mystik er ikke mørk og dunkel. Den er dagklar, nej klarere end nogen Dag! De mystiske Sindstilstande bestaar simpelthen i en Udvidelse af Bevidstheden. Mennesket tager sin Sjæl i Besiddelse.
Lige saa sikkert, som vor almindelige Iagttagelse siger os, at vort Liv er en Streg fra her til der — fra Fødsel til Død, ligesaa sikkert siger vor udvidede Bevidsthed os, at Livet er rundt, uendeligt, og naar vi ikke erkender dette i vor daglige Tilværelse, er det kun, fordi vor almindelige Bevidsthed er indstillet praktisk paa vort Liv i Naturen og kun belyser et Segment af Cirkelen. Lige saa sikkert, som vor daglige Bevidsthed siger os: Jeg er, — lige saa sikkert siger vor Sjælsbevidsthed os: Jeg er evig! Deraf Jubelen, og den hellige Glæde, som vi møder hos alle Mystikere. Det er som om deres Hjerter blev gennemlyst af Straalerne fra fjerne Sole.
I sin Forklaring af de mystiske Sindstilstande bygger James i alt væsentligt paa Myers Lære om Underbevidstheden. Denne Lære gaar ud paa, som ovenfor kortelig sagt, at vort Liv i Naturen er en mindre begrænset Del af vort større Selv, som er udødeligt eller gror frem af det evige, saaledes at der er aabent for Indflydelser fra en Virkelighed, der ikke er Naturens.
Vi ser nu, at de mystiske Sindstilstande ganske har en Aabenbarings Karakter. Den henrykkede gør en Erfaring om en højere Virkelighed, og ingen Kritik kan rokke ved denne Erfarings Sandhed. Den lader sig ikke bevise; men den kræver heller intet Bevis. Vi har intet Argument behov for vor timelige Eksistens — vor Bevidsthed er nok og andet Bevis findes ikke. Ganske paa samme Maade forholder det sig med Mystikerens udvidede, altomfattende Væren. Den har Bekræftelsen i sig selv.
Vi forstaar da, at det dybeste religiøse Liv ikke bestaar i en Tro, men i en Viden. — Kan denne Viden da ikke blive Genstand for Tvivl? Egentlig ikke! Det kan vistnok siges som en Regel, at den, der engang har gjort en saadan sjælelig Erfaring, aldrig helt vil kunne forkaste den, dertil er dens Kraft og Myndighed for stor; men han kan blive splittet, komme ind i en Art Dobbelttilværelse. Han har to Bevidstheder, som det maaske ikke lykkes ham at faa forenede i Harmoni. Jeg læser i en Artikel af Johannes Jørgensen om et interessant Tilfælde af denne Art. Den franske dramatiske Digter Paul Claudel havde i sin Ungdom et sjæleligt Gennembrud (kristelig farvet). Han blev troende. Men der ’hændte ham nu det mærkelige, at hans almindelige, videnskabeligt dannede Bevidsthed, hans Sympati for Fritænkere, hans Antipati mod Kirke og Præster, blev ved at eksistere uforandret ved Siden af hans sjælelige Bevidsthed. Det varede fire Aar før Troen havde gennemtrængt ham helt og Kampen var tilende. Den kan vare længere, denne Kamp mellem de to Bevidstheder — den kan udkæmpes paa forskellig Maade og den kan udgøre et helt Livs Spænding; men det vil vistnok altid vise sig, at der i den sjælelige Viden ligger en uovervindeligt Kraft.
For en Viden er det omend af subjektiv Art. Hvad andet skulde den være? — Den kan faas til Givende — eller den kan erhverves gennem Kamp. Der er Mennesker, der, ligesom uforvarende, plumper ned i de mystiske Tilstande, — dette er Tennysons Tilfælde — der er andre, der arbejder sig hen mod den gennem Modstand, Fare og Rædsel. — I begge Tilfælde er det et Gennembrud, der sker. I det første, skyller Sjælens Bølger ind over Bevidsthedens Skranker, i det andet, arbejdes der inde fra selve Bevidsthedens Centrum for at bryde Murene ned. — „En Dør aabnes til noget ukendt og en usynlig Haand rækkes frem til Hjælp!”
* * *
Efter at James fuldt ud har indrømmet de mystiske Sindstilstandes ubetingede Autoritet for dem, der har gjort Erfaringen, tilføjer han med Rette, at Mystikeren ikke kan forlange, at andre skal bøje sig for denne Autoritet. Hvoraf kommer det da, at saamange alligevel gør det. Hvoraf kommer det, at saa mange, der ikke er „vidende”, dog er „troende”? Grunden er den, at deres Instinkt vil det. Der er en Spire til „Viden” hos alle og denne Spire kaldes Tro og Haab. Det er simpelthen naturligt for Mennesket at tro paa et guddommeligt Element i Livet! Det er ozonfrisk Luft for vore Lunger!
Religionspsykologerne skelner mellem to Grupper, „de enfødte” og „de tvefødte”. De første er umiddelbart opfyldte af Guds Godhed og underkender Betydningen af det onde. Den amerikanske Digter Walt Whitmann, der efter sin Død bliver dyrket af en Menighed, er et stort Eksempel paa en „Enfødts” ophøjede Glæde over alt og alle i denne efter hans Mening guddommeligt velindrettede Verden. De tvefødte — og til denne Gruppe hører de fleste store religiøse Personligheder — kommer derimod igennem den tunge Erfaring om Verdens Mislighed til Erkendelsen af Gud. Hos dem sker det egentlige sjælelige Gennembrud, og deres Aands Historie kan kortelig og typisk fremstilles saaledes: Gennem Handlinger og Erfaringer undergraves den instinktmæssige Tro paa Livet og Tanken træder i Ødelæggelsens Tjeneste. — Da kommer den ny Erfaring om en højere Virkelighed og Tanken gør sig nu villigt til dens Redskab. —
Naar jeg vil søge at bestemme Nietzsche som religiøs Personlighed, viser det sig, at en saadan Gruppeinddeling i Psykologien vel har store Fortrin; men ikke kan tages bogstaveligt, uden at man gør Vold paa Sandheden. Der findes adskillige Mellemformer, som har Træk tilfælles med begge Grupper. Det gælder navnlig Løsgængerne, der ikke holder sig indenfor de historiske Religioners Ramme. Nietzsche var saaledes for sammensat og havde navnlig lidt altfor meget til at kunne regnes til de „enfødte”, men hans Syn og Anskuelsesmaade var alligevel nærmest i Slægt med deres — ja det viser sig, at han stiller selve sin „religiøse Erfaring” i dette Syns Tjeneste.
Han har Berøringspunkter med Whitman, ja maaske endogsaa med noget saa lidet aristokratisk som Sjælehelsebevægelsen (Christian science) der paa kristeligt Grundlag fornægter Lidelsen, Angeren og Medlidenheden. —
Naar Brandes i sin Tid ikke tillagde Nietzsches religiøse Forkyndelse synderlig Betydning, var det dog forstaaeligt nok. Kun meget faa begreb, hvad der foregik. William James har selv ikke haft Øje for det. Han omtaler Nietzsche med udpræget Uvilje og synes kun at se Kristendomshaderen og Naturalisten i ham. Han opdagede ikke, at et mægtigt religiøst Instinkt arbejdede i denne Forherliger af Renaissancens Livsudfoldelse. En af James Definitioner gaar ud paa, at Religion er Troen paa noget „mere”. Nietzsche brugte netop dette samme Udtryk til sine Venner, der havde „nok” i den videnskabelige Erkendelse. Han maatte have noget „mere”, og han fik det ogsaa i aandelige Oplevelser, der var fuldgyldige Eksempler paa „religiøs Erfaring”, og sprængte hans Naturalisme i Stumper og Stykker.
VI
Nietzsche stod helt paa Naturalismens Grund; men han var konsekvent og allerede derved skete en Katastrofe.
Det nittende Aarhundredes ledende Idé var Udviklingslæren, der kobledes sammen med Troen paa det menneskelige Fremskridt. Den usigeligt langsomme Udvikling fik dermed pludselig Fart paa. Medens Organismernes Vej opad krævede Aarmillioner for hvert Trin, regnede det sociale Fremskridt med Aartier, Maaneder og Imorgen.
Nietzsche udrangerede de forreste Vogne af dette lange Jernbanetog og fik for saa vidt en naturlig Orden i Tingene. Udviklingen kørte frem mod næste Station: Overmennesket.*) Men naar Menneskeheden kun er en „Bro” til et højere Væsen ligger der ikke stor Vægt paa dens Velfærd; saaledes maa man vel forstaa hans Haardhed.
Konsekvent var han; men hvis man vil søge en Bekræftelse for denne Udviklingslære i det menneskelige Samfund, bliver Resultatet negativt. Skønt Variationerne i vor Art er af en uhørt Mangfoldighed og skønt Kamp for Tilværelsen og Udvælgelse, Raceblanding og enhver tænkelig Udviklingsfaktor synes at være i Funktion, kan en opadstigende Linje4 Hans Syn paa Historien og Kulturerne foregreb i visse Henseender Osvald Spengler, hans Opfattelse af Udviklingen er beslægtet med Bergsons. ikke konstateres. I Fremskridtet er der dog Realiteter, hvordan man end vil vurdere dem; men de højeste Typer er altfor ofte uden Fortsættelse og intetsteds finder man et Tilløb til Overmennesket (Glædesspringet som Nietzsche kaldte det) der ikke ender paa det jevne. En mægtig Vilje til Opdrift og Fuldkommengørelse arbejder bevidst i Mennesket og her har vi ment at finde Nøglen til hele den organiske Verdens Natur; men Loven synes ikke at fungere ret, hvor dens sande Ophav findes.
Hvorledes Nietzsche tænkte sig Overmennesket er ikke klart. Han forkyndte dets Komme i Fremtiden og forherligede i Nutid og Fortid alt, hvad der var af Kraft, Mod og Vilje lige indtil Renaissancens blodige Kondottierer, lige indtil Cæsar Borgia — „det prægtige Rovdyr”.
Der var i dette en Klang af usmagelig Udfordring. Nietzsche gjorde dermed sig selv mere ensidig i Verdens Øjne end han var. Han førte en Betragtning, der maaske i sin Oprindelse ikke var saa fjernt fra Grundtvigs „Frihed for Loke som for Thor” ud i dens yderste Konsekvens. Det han vilde, var menneskelig Storhed og i sin Kamp mod det smaatskaarne, vanemæssige, forløjet udglattede, raabte han alle Livets Magter ogsaa Grumheden til Hjælp. Alt hvad der var af Kraft og Aand skulde samles og gennem et Udvalg af de ypperste skulde Overmennesket fremgaa. Den stærke og grumme, frie og stolte som han priste, var kun „en Bro til Overmennesket”, ikke Overmennesket selv. Om denne „Kommende” tav han.
Sæt nu, at en ny Livstype paa en for Mennesket tragisk Maade fremtraadte, kunde det da tænkes, at den vilde ligne Herskeren, Magtmennesket? Cæsar Borgia? — Næppe! Der vilde jo ikke være nogen, som det var værd at herske over. Forholdet vilde være som Menneskets til Hesten og Hunden. Den ophøjede vilde være for stor til at lege med Soldater, end sige til at plage stakkels svage Skabninger!
Herskeren forudsætter Beherskede. Han kan være nødvendig og ypperligere udrustet end nogen anden. Dybest seet betyder han ikke nogen Vækst ud over det menneskelige. Han næres af de andres Svaghed og kræver deres Beundring, han tilhører en Hær, en Nation eller et Parti og kan ikke udløses af Sammenhængen. Han er helt indvævet i Billedet af Menneskeheden, som den er.
Pascal saa fra sit høje Stade, at Cæsar, da han erobrede Verden egentlig var for gammel til saadanne Barnagtigheder.
Hvorledes kan vi da gøre os en Forestilling om Overmennesket? Hvor finder vi en Type, som viser ud over det menneskelige og sprænger Artens Begrænsning?
Vi vender os til Aandsmennesket. Her vil mange hævde, at den mest omfattende videnskabelige Erkendelse, den dybeste Naturindsigt er Slægtens største Værdi; men en Indvending melder sig: den videnskabelige Erkendelse er bunden til at forblive indenfor den menneskelige Ramme i Relativitetens Verden, det er dens Kendemærke og dens Adelsmærke, men Overmennesket kræver et Plus. Kun i det religiøse findes dette Plus, man kan anerkende dets Værdi eller forkaste den, i begge Tilfælde maa man indrømme, at kun den religiøse Tendens peger udover mod et Mere.
Vi kan gribe Sagen an fra et andet Synspunkt. Den dybeste Naturindsigt kan godt forenes med et Trosforhold, ja kan vel knap nok undvære det og her skimter vi et nyt Ideal! — Tænker vi os derimod en Bevidsthed, der rummede al menneskelig Viden, forenet med en negativ Tendens og alt dette i en større Maalestok end hidtil kendt, saa vilde en saadan Bevidstheds Fremstaaen betyde øget Ulykke, et Maksimum af Disharmoni og dermed formindsket Levedygtighed. I det religiøse ligger vor Skæbne. Vi kommer ikke uden om det. Socialreformatoren naar aldrig længere end til „Guds Rige”. Overmennesket vokser kun i Kraft af sit Forhold til det evige. Vi kan flytte, hvorhen vi vil, den religiøse Tanke flytter bestandig med.
Igennem Kristendommen er den højeste religiøse Type lige saa stærkt knyttet til Menneskeheden som „Herskeren”, kun at den kaldes „tjenende”. En Storhed, som vokser frem i Ensomhed, kan vi imidlertid i Tanken godt løsrive fra Samfundet, uden at den derfor mister sin særlige oprindelige Værdi, som ligger i en ophøjet Livsfølelse, en uddybet, udvidet Bevidsthed, en i Følge sin Natur, overmenneskelig Erkendelse. Hvis Kristus’ Skæbne ikke havde været knyttet til Menneskene, vilde alt det, som gør ham til den lidende og forsagende være udslettet af hans Liv og han vilde i sin aandelige Glans være gaaet som et Overmenneske paa Jorden hvilende i sig selv, fyldt af en Lykke, som Nietzsche, Livsbekræfteren, kun kendte i sine højeste Øjeblikke. Klip de Traade over, som bandt Kristus til Slægten og som gjorde hans Liv til Handling, han bliver mindre dyrebar og gribende derved for os, men hans Guddommelighed lyser, Evighedssindet, den rolige mægtige Hjemfølelse i Himlen som paa Jorden, der er hans aandelige Udgangspunkt og selve hans Væreform. Zarathustra vilde nok bøje sig for ham!
Jeg vilde ikke dvæle ved dette Tankeeksperiment, hvis ikke Nietzsche selv midt under Kampen havde nærmet sig det Ideal, som han bekæmpede. Han vilde være Antikrist, men blev det ikke, han vilde stifte en ny Religion, men kunde det ikke. Det religiøse Liv har sine egne Love, som udelukker det voldsomme Brud.
Nietzsche havde det Mod i en Tid, der forgudede Videnskaben, at hævde den religiøse Mennesketypes Overhøjhed. Han var selv af Arten og valgte sit Navn „Zarathustra” efter Perserprofeten, som var Jesu Forgænger. Allerede derved fastslog han Slægtskabet.
Den Uvilje, han nærede mod Kristendommen, galdt væsentlig dens Skygge, Forkvaklingen og Indsnevringen, som unægtelig er fulgt i dens Spor. Hvad selve Kernen angaar, var det snarest Buddhismen, han bekæmpede, saaledes som han havde lært den at kende hos sin beundrede Lærer Schopenhauer. Han saa ikke, at der var rigere Livsmuligheder i Evangeliet end i Buddhas Lære; men betragtede begge Religioner som Udtryk for det samme Sortsyn.
VII
Nietzsches Kamp mod „die Guten und Gerechten” og „die Gelahrten” svarer ganske til Jesu Strid med Farisæerne, og vi skal se, at selve den religiøse Doktrin, Filosofen vilde sætte i den gamle Tros Sted, nærmede ham til Kristendommen, istedetfor at fjerne ham. Læren om „den evige Genkomst” skulde være denne Verdens Eviggørelse; men den slog Porten op til en højere Virkelighed. Nietzsche vilde bekæmpe dem, der tror paa noget „bagved” denne Verden „die Hinterweltler”; men han blev en Hinterweltler selv.
Den evige Genkomst betyder Verdensforløbets og dermed hver enkelt Skabnings Gentagelse i alle Uendeligheders Uendelighed. Historien bliver paa denne Maade til en Film, der engang for alle er færdig i Rummet; men som oprulles i Tiden. Zarathustra er den som „uafbrudt raaber Dacapo”. Hvis Nietzsche har tænkt sig det store Kredsløb uden Begyndelse (som uden Afslutning) har han dermed bekendt sig til en Supernaturalisme, der fuldstændig sprænger vor Tanke og berøver Tiden en Ret, som Bibelen (og Videnskaben) tildeler den. Under ingen Omstændigheder kan Læren bevises eller modbevises, men er en Genstand for Tro. Kødets Opstandelse og Personlighedens evige Bestaaen er det første Dogme, som kan uddrages af den nye Doktrin. Det kristne Begravelsesritual: „Af Jord er du kommen. Til Jord skal du blive. Af Jorden skal du igen opstaa” vil blive ved at gælde og i en vis Forstand mere bogstaveligt end efter den Paulinske Opfattelse. Livet paa Jorden vil blive til Erindring, en altid tilbagevendende Genoplivelse af Erindringen om vort Liv med dets Stigning eller dets Fald.
Spørgsmaalet er, om en saadan Lære paa noget Punkt er egnet til at erstatte Kristendommen og Buddhismen, og om den naturligt kan forliges med en darwinistisk hedensk Moralopfattelse.
Det første, vi da ser, er at Læren giver alting evig Gyldighed, Buddhisme og Kristendom vil sejre igen og igen. Selv om de overvindes, vender de tilbage.
Men vil de overhovedet blive overvundne? Der er ingen Grund til at tro det. Baade Kristendom og Buddhisme kan forenes med „den evige Genkomst”. Der er Plads nok indenfor dens Rammer. Brandes havde for saa vidt Ret, naar han fandt Ideen tom. Den kræver at blive udfyldt.
Den evige Genkomst udelukker aldeles ikke Sjælevandringen, som tværtimod vilde forlene Systemet med Mening og Udvikling. Trangen til en Hjælper og Forløser vilde heller ikke forsvinde, den vilde vokse.
Hvorledes vilde det mon gaa med Rovdyrmoralen, hvis Nietzsches Lære trængte igennem? Hvad vilde Cæsar Borgia tænke? Efter al Sandsynlighed vilde han forholde sig vantro; men hvis han blev grebet af Genkomstens Forjættelse, i fuldt Alvor — mon han da ikke vilde blive Kristen (eller Buddhist)? Angsten for den skæbnesvangre Handling og Trangen til Forløsning vilde vokse netop hos de farlige Instinkters Mænd. Det ubønhørlige Nederlags evige Genkomst vilde være Helvede.
Evighedstanken er i sig selv uforfængelig. Kunde et Menneske helt gennemtrænges af den, vilde han dermed være hævet op over Livets Kaar til Overmenneskelighed — til Gudmenneskelighed.
Nietzsche erfarede selv, at alle Evighedstanker er Søskende og udstrømmer fra det samme Dyb. Han vilde binde Evigheden til det timelige; men den frigjorde sig.
Han kom til sin høje Erkendelse ved at gennemvandre det dødelige Tungsinds Egne, hvor isnende Vinde blæser og Sfinksen ligger paa Vagt med grumme Klør ved Afgrundens Rand; men da han var kommen igennem Fare og Gru, oplevede han, at der er ingen Afgrund for den, som kan flyve. Han erfarede ved sit sjælelige Gennembrud, at Evigheden ikke er en Kvantitet som fremkommer naar man multiplicerer Tiden; men en Kvalitet, som træder i Kvantitetens Sted og ophæver den og alt hvad der kan tælles, maales og vejes. Bortset fra hvad „Evigheden” kan betyde efter Døden, er den en psykologisk Realitet som hører Livet til!
Nietzsches Oplevelse havde en mægtig Fylde. Den „tomme Tanke” var ikke længer tom. Hør Midnatssangen, Taarnurets højtidelige Klokkeslag:
O, Mensch gieb Acht!
Was spricht die tiefe Mitternacht?
Ich schlief. Ich schlief
Aus tiefem Traum bin ich erwacht.
Die Welt ist tief
und tiefer als der Tag gedacht.
Tief ist ihr Weh!
Lust tiefer noch als Hertzeleid
Weh spricht: vergeh!
Doch alle Lust will Ewigkeit,
Will tiefe, tiefe Ewigkeit.
Opvaagnet til et nyt Liv, „La vita nuova”. Det var Mystikens Jubelhymne som atter tonede. Nietzsche, Antikristen, lovpriser den evige Salighed!
Har dette noget med Genkomsten at gøre? Er det jordiske Ting han glæder sig over og vil Cæsar Borgia mon tage Del i hans Fryd?
„Naar jeg udspændte hin stille Himmel over mig. Naar jeg legende svævede i dybe Lysfjerner og min Friheds Fugl Visdom kom.
Men saaledes taler Fugl Visdom: Se der er intet *) Ludvig Holstein og Anker Larsen kan nævnes som Eksempler. Skønt den sidstes Evighedsoplevelse rummer en Del Erindringsstof er det dog tydeligt, at han har overskredet Grænsen. Dette sker ikke hos Holstein, hvis Digtning helt igennem er sjælfuld Naturerkendelse. Ikke desto mindre ser jeg Gang paa Gang at ellers kyndige Litteratur” og Sjælekendere sidestiller dem, uden at bemærke den dybe Forskel over, intet under. Kast dig omkring — ud — tilbage du lette. Syng! Tal ikke mere. Er ikke alle Ord gjort for de tunge? Lyver ikke alle Ord for de lette? Syng! Tal ikke mere! O hvorledes skulde jeg ikke være brunstig efter Evigheden og efter Ringenes Bryllupsring. Genkomstens Ring.
Endnu aldrig fandt jeg den Kvinde, af hvem jeg ønskede mig Børn, saa lad det da være denne Kvinde, som jeg elsker. Thi jeg elsker dig o Evighed.
Thi jeg elsker dig o Evighed.”
Er dette Jorden? Her er ingen Tyngde, og Ordene kan ikke udtrykke det uudsigelige. Skulde han da selv være bunden af det Ord „Genkomst”. Syng. Tal ikke mere! Det er ikke Livets blomstrende Øjeblikke, han jubler over, ikke den jordiske Lykke, men den himmelske! Evigheden er hans Brud, som Den Evige var Helgenindernes Brudgom!
„Syng. Tal ikke mere!” I denne Hymne vovede Nietzsche Springet bort fra den Virkelighed, han forherligede. I et lykkeligt Nu var han bleven sig sin Sjæl bevidst, og helt fri svang han sig ud i det grænseløse. Nu kunde han rolig lovprise den evige Genkomsts Ring, for han var jo netop i dette Øjeblik brudt ud af Ringen og forenet med Gud.
* * *
Ensomheden i Bjergene har sin egen Visdom og den aristokratiske Filosof var godt paa Veje til at blive, hvad han mindst havde tænkt sig, en Helgen. Hans Hjerte strømmede nu over af Velsignelser og han glemte ikke de smaa: „den fattige Fisker, hvis Aare Aftensolen gør til Guld.”
Hvis Nietzsche havde levet, vilde han maaske have erkendt, at han var i Pagt med den hellige Aand — som er den frie og skabende Kraft i Kristendommen.
Uden selv at vide det, havde han nærmet sig til sin overmægtige Modstander i Lykkens Stunder. Til allersidst kom han helt hen ved Siden af ham. Da Mørket brød frem, skrev han nogle dunkle Linjer til Georg Brandes, der i ham havde hilst Befrieren.6 Han undertegnede sig her med et nyt Navn. Han kaldte sig ikke Zarathustra og ikke Antikrist. Han kaldte sig: Den Korsfæstede.
Rovmoralens Forkynder, korsfæstet ligesom „den ædle Røver”, til hvem der en Gang lød et Ord fra hinsides godt og ondt, hvorved han for altid blev knyttet til den Store i Midten.
* * *
Friedrich Nietzsche er det mærkeligste Eksempel paa, at vi (hvad enten vi vil eller ej) tilhører den Epoke, der i Historien betegnes som „Efter Kristi Fødsel”.