Der er nu gaaet 25 Aar, siden Sophus Claussen traadte ind i Litteraturen. Traadte siger jeg! Sprang eller dansede burde jeg kalde det. Han var saa rebelsk som et ungt Føl og saa gratiøs og stundom saa indviklet som en Kattekilling, der leger med et Garnnøgle. Mest af alt lignede han en elskværdig Faun, der gnaskede Druer og nappede Blade og Blomster fra alle Slags Træer og Buske. Han var jo lidt fremmed i den nyttige Verden, hvori han saa sig placeret, men han var ganske uden Fordom og sikkert af et ærligt Hjerte beredt til at gøre Nytte, han ogsaa. En og anden Gang har han vel nok rendt Panden mod Murene og forundret sig over, hvad dette her egentlig var for en Stenskov, han var kommen ind i; maaske har han ogsaa stundom spurgt sig selv, naar de andre ikke forstod ham, om det muligvis skulde være ham, der var dum. Men han har alligevel tappert holdt fast ved, at det var de andre, og han har faaet Ret. Efterhaanden har han med sin Digtning, der forener Natur og Kultur, ung Glæde, og gammel Visdom, rejst sig et lyrisk Monument, der vil blive staaende ved Siden af de ypperste i vor Litteratur. Det er en Fontæne med Satyr” og Løvehoveder og rislende pludrende Vande. Halvt er den overgroet af dejlig, frodigtgrøn Mos, halvt er Stenen graa af Ælde. Solen gør Kildespringet gyldent og Regnbuen leger med det.
Den Digtsamling, som han nu har udgivet, spænder over alle de 25 Aar. Her er Poesi fra hans første Ungdom og Poesi, som præges af hans Manddoms afklarede Mesterskab. Samlingen virker derfor mere spredt end de tidligere; men den naar ogsaa højere. „Danske Vers” har han døbt den og den gør sit Navn Ære. Claussen har baade Lavlandets Jævnhed og dets vide Horisont.
I et muntert Digt, kaldet „Stamtavle”, siger han, at hans Moder var af kraftigt Bondeblod af Wessels og Baggesens nordiske Stamme. Han kunde have nævnt Aarestrup med og Poul Møller og Ewald, der i sit „Levned” er det danske Skælmeris første Prosamester, han kunde være gaaet helt tilbage til Ambrosius Stub, der i sine Vers ogsaa havde Glimt af Ølandets lette Solsmil. Sikkert har Claussens Moder været dansk; men nu Faderen? „Min Faders Navn var Heine,” siger han og fortæller i samme Aandedræt, at hans Lærer hed Byron. For at blive i Claussens spøgefulde Lignelse vil jeg sætte et Spørgsmaalstegn ved Paterniteten. (Her er noget for Literaturhistorikerne at gøre, en Undersøgelse i Lighed med den, der drejer sig om Ewalds Forældreforhold). Naar „Byron, den Galan” havde sin Gang i Huset, taler Sandsynligheden for, at det var ham, der var Faderen. I Claussens Vers er der i Virkeligheden ikke meget, der minder om Heine, i hans sidste Samling er der slet intet. Smilet kan jo rigtignok stundom have noget diabolsk ved sig? Nuvel — til nogen absolut Sikkerhed kan vi ikke naa.
Men Heine var foruden spotsk baade pathetisk og sentimental, og han skiftede fra Pathos til Spot i bratte Overgange. Claussen er aldrig sentimental og næsten aldrig pathetisk. Hos ham har Pathos og Spot indgaaet en Forening, der gør ham jævn og stilfærdig. Han er bange for de store Ord, bruger hellere de smaa og lempelige. Skælmeriet leger bestandig mellem Linjerne. Derfor fremtræder de høje Guder hos ham kun sjældent i deres fulde Vælde; Amoriner og Fauner løber jo ud og ind imellem deres Ben, naar de vil rejse sig, saa de let kunde snuble. Det er ikke fordi, Claussen mangler Sans for det majestætiske. Han har den, karakteristisk nok, i det klippestejle og stolte „Imperia”, som er Digtet om Goldheden.
Nu tør jeg naturligvis ikke benægte, at en saadan Aandsbeskaffenhed kan være Resultatet af en Forbindelse mellem den Heineske og den godmodige danske Aand, som Claussen selv siger. Men hør alligevel! — Der rindes i denne Samling et Digt til Byron, og man søger forgæves i Claussens Produktion noget, der minder tilnærmelsesvis saa stærkt om Heine, som dette Ungdomsarbejde minder om den engelske Lord.
I „Djævlerier” hyldede Claussen Heine, men de smukke Vers, han viede ham, var ganske uheineske i deres Form og indeholdt ikke nogen helt rammende Karakteristik heller. Derimod er Digtet til Byron en ren Pastiche, men den er rigtignok udført med en saadan Friskhed og Frihed, at man forbavses. Det Byronske Versemaal lod sig mærkværdig godt bruge af den unge danske Poet.
Nu skal det indrømmes, at det ikke var alle Byrons Klæder, der passede Claussen, f. Eks. ikke den højromantiske Kappe; men det er mærkværdigt, at netop hans elegante, skødesløse Dagligdragt næsten uden Omsyning kunde benyttes af Eleven.
Men nok om dette! — Min skælmske Ven har faaet mig ud paa en Glidebane. Jeg overlader dette Spørgsmaal til lærdere Mænd; nu ligner Claussen jo slet ikke Byron længere, han bærer sine egne Klæder, og ligner kun sig selv.
Byron nærede en vis grandseigneur Ringeagt for Rimet og „Metieret” i det Hele taget. Han skrev ofte sine Vers som den, der i Spil er ligeglad, om han vinder eller taber; men netop derigennem skabte han en ny poetisk Stil. Han skrev løs, han vilde sige alt, hvad han havde paa Hjærte baade „poetisk” og „upoetisk”. Stod han nu i Mangel af et Rim, saa klarede han sig, som man gør i en snever Vending. Han vilde have alting med og fik paa den Maade endnu mere med, end han egentlig havde tilsigtet.
Jeg tror, at Claussen i sin Ungdom har forelsket sig i denne kaade Omgang med Ordene, der talte til det springske og overmodige i hans Temperament, og han er bleven sin Ungdoms Kærlighed tro. Men der er en stor Forskel. Det som kom halvt tilfældigt og ligesom med et foragteligt Spark hos Byron, det søgte Claussen, det blev til bevidst Kunst hos ham. Han dyrker den overraskende Vending og det forbavsende bavsende Rim. Han havde lært at tage saa meget som muligt med i sin Lyrik, og helst det fjerne og uventede; det vil i Vers ofte netop sige det dagligdags. Derved har han virket fornyende og berigende paa vor Poesi. Som Johannes V. Jensen i Prosaen kan Claussen i sine Vers være paa en Gang jævn og glimrende.
Han dyrker Ordet og Rimet mere end Rytmen. Musiken er han født med, det nynnende Tonefald, hans Tanker og Stemninger gaar uvilkaarlig paa Melodi; men Ordet og Rimet er hans Kunsts udkaarne Genstand. Som et Barn, der paa Stranden samler brogede Stene og smaragdgrønne halvtilslebne Flaskeskaar og perlemorslysende Sneglehuse, har han frydet sig ved Ordene, og frydet sig ved, at der var mange af samme Slags, som lignede hinanden uden helt at være ens, og han har ordnet dem to og to og tre og tre, parvis og skiftevis. Han har lagt Konkylierne ved Siden af hinanden og Muslingeskallerne inden i hinanden og har frydet sig over, at de rimede. Og jo finere en Muslingeskal var riflet, jo særere en Konkylie var svunget, desto morsommere syntes han det var at finde dens Mage. Jo sjældnere Glans et Sneglehus havde, jo mere mageløst det syntes, desto mere Værd var der ved at finde et til. Han er en Djævel til at rime og sætte Ord sammen.
Der fortælles, at en Mand engang kom til Poeten i Aabenraa og bad ham skrive et Lykønskningsdigt. Det var lige meget, hvad han lavede sammen, kun en Ting krævedes — Karoline skulde rime paa Til Lykke! Den Mand skulde have henvendt sig til Sophus Claussen!
Men i denne Kærlighed til Ordet og Rimet ligger ogsaa en Fare.
Naar Claussen nu og da er dunkel, saa kommer det vist af, at han stundom løber for langt bort fra sin Mening, fordi der laa saadan et dejligt Rim og blinkede langt borte. Det maa han have! Det kniber stundom for Læseren at finde Sammenhængen. Den er der jo nok; men Claussen har i sin Iver sprunget noget over. Eller det hænder maaske ogsaa, at det ikke netop er Rimet, der har ledet ham vild; men et skønt Billede har ført ham bort fra hans oprindelige Hensigt. Der er i denne Samling et enkelt større Digt, som ikke er helt klart, „I Løvens Tegn” hedder det; men jeg maa tilføje, at det trods sin Dunkelhed er et saare skønt Digt, dets Rytme er en Fortryllelse for Øret, dets Billeder en Vellyst for Øjet og dets inderste Sjæl en Kamp for at frarøve farlige Magter deres Bytte.
Men lad mig nu nævne et Par Eksempler i Flæng paa Claussens ejendommelige Sprog og Rimkunst. I Digtet „Maanenat” lyder et Vers saaledes:
Og over mit ensomme Hoved
i Nattens havblaa Kuppel
der fryser Maanen sibirisk
hvid som en Sølverrubel.
Rimet Kuppel og Rubel er ikke helt udadleligt (I det hele taget er Claussen jo ingenlunde streng eller pedantisk i sine Fordringer til Rimet), men Nyheden i Udtrykket Rubel opvejer det. Denne fremmede Sølvmønt er udmærket, det er noget fjernt ved den, der passer som Betegnelse for Maanen. En Tokrone vilde være plat, men Rublen er et Fund, uden at være søgt. Hvorfor virker denne Rubel ikke søgt? Fordi den er saa fortræffelig forberedt. Claussen lader Maanen fryse „sibirisk”, i sig selv et morsomt og nypræget Ord, og straks falder det os naturligt at bytte vore Penge i russisk Mønt.
Skæmtedigtene — der er en hel Række af dem — er rige paa Overraskelser, paa Fyndord, brogede Indfald og snurrigt Dybsind.
Første Vers af „Den døde Mand” lyder saaledes:
Det var ikke blot hans Frue
samt alle de faderløse,
hvis Midler han skændig forvalted’,
der græd den Gang afdøde Larsen
gik over i Verdens-Altet.
Rimet og den Forestilling, Ordene fremkalder, er lige overraskende og morsomme. I Digtet „Knud Kaare”, som er et lille Mesterværk af bedsk Komik, hedder det:
Knud Kaare er saare
repræsentativ.
Han kan ikke andet,
om det saa gjaldt hans Liv.
Hvor de store Sager drøftes og
hvor Storheder vrøvler.
— — —
„maa han og saa høre Knirket af
sin egen Storheds Støvler.
Ikke sandt? Det er paa den Maade, man faar „Karoline til at rime paa Til Lykke”! Men nu vil man jo let se, at denne frodige Rimkunst ikke er noget, man kan lære ved at slaa op i et Rimleksikon. — Digtekunstens Hemmelighed er ikke saa simpel. — Den kan kun trives, hvor der er Rigdom paa Forestillinger og Ideassociationer — kort sagt digterisk og sproglig Fantasi.
Disse Skæmtedigte er kostelige, de bør som en Fortrop bane Vej for Sophus Claussen til et bredere Publikums Gunst. De skal gaa i Spidsen i deres middelalderligt farverige Dragter og blæse Sækkepibe. Forrest kan Verset om Dingle Dangles Søn Dangle D’Ingelfaks danse frem og ringle med sine Bjælderim. Alle skal de forkynde: Her kommer en stor Poet!
Saa kommer han med Fløjter og med Violinernes inderlige Musik, for man vil jo forstaa, at Claussens Kærlighed til Ordet og Rimet, saaledes som jeg har beskrevet den, ikke er noget udvendigt. Ordene er jo Verden, og naar Claussen elsker de brogede Ord, saa er det, fordi han elsker den brogede Verden og alt det, som rører sig i den. Han er en Forsvarer af Livet, overbærende i sin Dom, kun ikke overfor Opblæsthed og Ondskab. Han er frimodig i sin Livsglæde og Livsnyden og stundom paradoksal i sin Fremhæven af Værdier, hvor andre kun finder Brøde. Men kan han i enkelte Ungdomsdigte være saa kaad, at det falder en Smule for Brystet, saa er han til Gengæld i Aarenes Løb bleven bestandig mere fin og bestandig mere vis. Den danske Nænsomhed er ham i Kødet skaaret, og den er bleven til Aand.
For skulde Ordenes Elsker, der begyndte saa jordisk, ikke være aandig? — „I Begyndelsen var Ordet”. Det er et Evangelium; for Digtere! „Tilsidst blev Ordet” kan det ogsaa hedde. For Ordet er jo Verden, der er bleven uhaandgribelig. Claussens Poesi har bevaret sin Livsfriskhed og er dog bleven stadig mere gennemtrængt af Aand. Shelley er sikkert i Tidens Løb kommen til at betyde mere for ham end Byron, og den katolske Verlaine mere end Heine. Uden Fordom, som han altid har været, er det naturligt for ham at bekende sig til det aabne Sinds frie Religion. Han har ikke lukket sig for nogen Skønhed.
Man kan sige om hans Poesi, at ingen enkelt Ide eller Følelse bærer den; den er overordentlig sammensat. Han er i et og alt en Sybarit, som den Bi han selv digter om, der kysser alle søde Blomster; men han byder os til Gengæld en krydret blomsterduftende Vin.
Indvirkningen fra Shelley er let at se, og Claussen er den rolig bekendt, for hvad han saa lærer af andre — han bliver kun derved mere sig selv. Shelleys dybe og anelsesfulde Pantheisme er falden som Foraarsregn paa hans Hjerte.
Direkte spores denne Indvirkning i Digtet om „Vaaren og Træet”, et lille Æventyr, der paa en Gang minder om „The sentitive Plant” og H. C. Andersen, der jo ogsaa i sit Natursyn var beslægtet med Shelleys kærlige Aand. Dette Digt danner en ejendommelig Kontrast til det andet store symbolske Digt, som Bogen rummer, det geniale, fantastisk vittige „Kermessen”.
Viddet har været Claussens Vaaben. Med det har han kunnet møde Modgang.
Den blide Faun havde Klør. Nu har han bevaret sin Friskhed, som faa. Hans Manddoms Poesi ejer i Resignationen en rolig Munterhed og i hans Mismod er der den Aand, som ikke helt fortvivler.
Det er en blid og stille Stemme, der taler om Ingeborg Stuckenberg, som døde fjernt borte. Vi kender Skælmeriets Mester igen paa Billeder og Udtryk, men her er intet Smil. Her er Stjernelys. Syv Slør af Vemod er sænkede over Ordene, og der er ikke et af disse Ord, som ikke skælver.
„Da dine Haandtryk og Spor forgik,
vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.
Der bliver fortvivlende lidt af saa meget,
kun Aandemusik.”
Det stille Digt rummer en Tragedie og maaske ogsaa Digterens egen personlige Sorg: at der bliver fortvivlende lidt af saa meget — kun nogle Vers.
Er der da saa lidt? Stor Poesi. — Aandemusik?
— —
I Digtet om Herman Bang skimter vi Smilet bag Vemodens Slør. Men hvor er det stille og venligt! Det Billede, Claussen giver af Bang er rigt, paa en Gang overlegent og beundrende og altid kærligt. Han maler det sollyse Hotel i Paris, hvor Bang tog imod og agerede og talte og talte.
— Aa Gud, hvor der blev talt, blev talt!
Det er en lysvild Akvarel;
Det lille perlegraa Hotel
i Døvstumgaden, skyggesvalt,
Der skabt af Støv er lagt i Støv
med fjerne Somres svundne Løv.
— — Af Jord du kom og blev til Jord — —
Hvem kan vel tro det Dødens Ord!
Nej i sit hvide Hus han bor.
Se paa den frosne Rudes Pragt,
betragt det rene Palmeflor,
som ene gror ved Kuldens Magt.
Er der mange Digte, der rummer saa mangfoldig og sammensat en Viden som dette. Shelley kunde have skrevet det sidste Vers, og den samme Mildhed gennemtrænger Digtet fra først til sidst. Hotellet med dets Mangfoldighed og Bang i hans Mangfoldighed er gennemskinnede af dette hvide Lys.
Jeg sagde nok, at Claussen elskede Livet. Det er et for stort Ord. Claussen holder af de smaa Betegnelser. „Kloden er ikke ubehagelig”, udtalte han engang, og disse Ord var et passende Udtryk for hans Forelskelse i en Genstand, om hvilken der kan siges meget baade ondt og godt. Forelsket og forliebt er han dog nok den Dag i Dag i „Alverdens Kringel og snurrige Bold”, som Poul Møller kaldte Jorden. Han kender nu Livets lange Narretog grundigt nok, han har set ned i Afgrundene, følt Kulden, og de onde Øjne. Hans Digtning bærer Vidnesbyrd om, at han har mødt Medusas Blik. Men Smilet har sejret. Solen er god.
Garnnøglet kunde være drilagtigt nok at lege med for Kattekillingen. Nu sidder Vismanden med den runde Ting i Haanden og ved saa nogenlunde, hvad han kan faa at vide, om hvordan Garnet er vundet og husker, hvordan man blev filtret ind i det og hvordan man fik redet det ud. Silke var der spunden ind i Traaden, og maaske er den paa en eller anden Maade uendelig.
Foraarssolen skinner paa Bogens Blade, mens jeg læser, og gør dem lyse. „Det er en solvild Akvarel!” Det er, som om alt det milde i Digtene træder forklaret frem. Ogsaa i Spotten er der Foraar, Frugtbarhed og piblende Kilder.
Man kommer i en forhaabningsfuld Stemning og bliver glad for det danske Sprog og det danske Sind, der kan skabe en Poesi og en Kunst som denne.