Hvor Sneen slaar en takket Bord
om Sundets staalgraa Silke,
og Maagen sejler let og frit,
mens Rimen tegner tæt og hvidt
de allermindste Stilke;
hvor Fuglesang og Bølgeskvulp
kappes ved Sommerstranden:
Der hilse tvende Sygehjem
saa alvorsfuldt hinanden.
De Blindes Hjem, de Døves Hjem,
hvor sørgelige Navne!
Hvad maae de ikke bede om,
og længes mod og lede om,
og sukke for og savne!
De Blindes Hjem, de Stummes Hjem,
det mørke og det tause!
En evig Nattetime hist,
og her en evig Pause.
Ak ham, hvis Øjes Lys er slukt,
som har hørt op at haabe,
ham glæder ikke Solens Glans,
og ikke Vaarens Blomsterkrans
om Sundets sølvblaa Kaabe;
og ham, hvis Læbe kun er Laas
for Tankens stille Fanger,
ham fryder ikke Bølgens Brus
og ikke Løvets Sanger.
Men, ringer ingen Klokkeklang
den tause Skare sammen,
dog gaa de ej Guds Hus forbi,
og Ordet træder sig en Sti,
fast Ingen svarer Amen;
de høre ikke Tordnens Brag,
fornemme dog saa nøje
Naturens tyste Hjerteslag
og Røsten fra det Høje.
Og mens den Blindes sikkre Haand
de vege Vidjer fletter,
saa holder Tanken Nattevagt
og fletter Lys og Stjernepragt
i disse dybe Nætter;
og Tonevældet ruller frem
fra dobbelt søde Strenge;
da vugger sig hans Fattigdom
paa Kjærlighedens Gænge.
Men Du, som her kan færdes glad,
med aabent lyttende Øre,
hvis Øjes Sø er ej lagt til,
hvis Læbe fik et Strengespil,
som Tanken frit kan røre:
Gaa ikke blind og døv forbi
de Hjælpeløses Havne,
thi Du fik ganske uforskyldt
hvad de med Suk maa savne!