Hvo som nys har besøgt vor Præst i Grøndal, han kiender
Ogsaa hans store Stue, hvor for var knudrede Leergulv,
Og den luftige, store Kamin, smaarudede Vindver,
Blinde af Ælde og Røg, og gamle gothiske Døre,
Og i Væggene rundtomkring kun skimlede Skabe.
Men vor Olding beklagede sig for den gode Grevinde,
Og den sattes i Stand, til Beværtning for ædlere Giæster,
Dækkedes med Paneel og Betrek og varmende Planker,
Og blev prydet med ziirlig Ovn og engelske Vindver
Ud til Haugen og Søens den skovbegroede Bugtning.
Hvo ham nu besøger, den viser han gierne sin Udsigt,
Og hvor smuk og bequem hans Stue blev, og beregner
Hvad det Alt har kostet, og roser den gode Grevinde.
Rundtomkring paa Væggen Familiens Billeder hænge,
Alle med Oldtids Pynt; hver Mand har Bibel i Haanden,
Og hver Qvinde holder en Fersken eller en Rose.
Komne hiem fra høstede Mark, som ganske var skiult med
Glindsende Spindelvæv, stod her den gode Grevinde,
Hendes blomstrende Datter, Amalia, Carl og den Lærer,
Som i Walters Sted ham dannede. Lyttende stod’ de
Om det skiønne Claveer; thi Lovises Elsker saa frydfuld,
Qvad, o Schulz! din besielende Sang i Strængenes Toner.
Ofte blandede hun og Amalia listige Stemmer
I hans Qvad, og stundom vor Olding brummede Bassen.
Nu fra Kokkenet kom den gamle, forstandige Huusmoer,
Nærmed’ sig, klapped’ jevnt paa Amalias Skulder, og sagde:
Bogen til! I Mørkningen, Børn! er det farligt, at stirre;
Og den kiære Ungdom behøver dog Øinene længe.
Ræk mig den Frugtkurv, Barn! Bergamotten, troer jeg, er moden,
Og den franske Pære, den graae, saavel som den hvide,
Ferskenen er og deilig i Aar, saa stor og saa saftig.
Men De veed nok, Carl, man visker Knippet af Blommer,
Føler, hvor Stenen er løs, og seer, om de rynkes ved Stilken.
Disse har min Hans for nylig rystet af Træet.
Skaf os og Lys, mit Barn! og den grønne Skiærm til Grevinden;
Thi jeg haaber dog, De giør os den Ære at blive
Paa et Smørrebrød; vi gi’r det saa godt som vi har det.
Venlig svarede da den gode Grevinde, og sagde:
Naar det kun ikke er til Uleilighed eller Bekostning.
Men den ærværdige Præst i Grøndal tog nu til Orde:
Kone! man kuses saa let ved Forventninger. Tal du kun Sandhed!
Smørrebrød betyder et Par Kramsfugle og Drosler,
Og i Ballen pladsked’ en hvalagtig Fisk som en Giede,
Eller maaskee der var’ to; dog det er kun en Formodning;
Men til lille Carl skal komme en Potit Kartofler,
Klare som en Krystal; tilsidst et præpareret Kaalhov’d,
Som, til Priis for min Stand, er fyldt med styrkende Biskop.
Men hvoraf kan det komme? I Dag er mit Lune, som naar man
Pønser paa noget Godt; eller nys har faaet det fuldført.
Men Lovise bar Frugterne frem, og nødte saa venlig;
Ilte ud, og aabned’ et Skab i den daglige Stue,
Tog Sølvstagerne frem, og i hver hun satte et Voxlys,
Som den huuslige Viv kun bød de fornemme Giæster,
Saasom Provsten ved Kirkebesøg og den gode Grevinde,
Og naar hun helligholdt sit Bryllup eller en Fødsel.
Derpaa hun ilte til Køknet, og sagde til gamle Kathrine:
Tænd de Lys, og bær dem saa ind, min kiære Kathrine!
Og saa glemmer Hun ikke den grønne Skiærm til Grevinden.
Jeg vil imens gaae ned, og hente fra Kielderen rød Viin,
Pommeranzer og Sukker til Biskop, og saa det skiønne
Purpurrøde Kaalhov’d; det Øvrige veed Hun Beskeed om.
Hende svarede da den høflige, gamle Kathrine:
Strax paa Timen, min Hierte! saasnart jeg har faaet det rystet
Forklæde for; thi ellers vil Herskabet rigtig belee mig.
Da nu Lovise steeg fra Kielderen op med sin Byrde;
Smutted’ den muntre Grevinde, Amalia, bag ved Kathrine,
Ud af Døren, og sagde til Præstens blomstrende Datter:
Kom lide op paa dit Kammer! o! seer du ikke, hvor Maanen
Svæver blank som Sølv igiennem de klarere Skyer,
Skinner saa lige herind? Man sladdrer herlig i Maanskin.
Inde holde de Raad om Haugens Dyrkning i Lundbye;
Men træd sagte, min Glut; thi ellers kommer din Elsker.
Strax Lovise gav det, hun bar, til gamle Kathrine;
Og formanede hende, og fulgte saa sin Veninde
Sagte op ad Trappen, og skiendte, da Trinene knirked’.
Begge traadde nu ind i det maanebeskinnede Kammer;
Og til sin Legesøster vor Brud begyndte at tale:
Sæt dig her i Stolen, Amalia! hvor jeg saa ofte
Sad hos dig; ak! snart er Afskeds-Timen forhaanden.
Men Amalia stod ved Vinduet, stirred’ paa Maanen
Og de svøvende Skyer, som med uskyldige Klarhed
Skiulte og blottede den, og nu trak mørkere sammen;
Saae, hvor det gule Løv fra Gaardens Træer af Vinden
Hvirvledes, hævede sig, og spredtes med gruelig Raslen.
Grundende stod hun og tav; og Maanen beskinnede Taaren,
Som randt ned af blussende Kind, men kiek hun dog holdt sig,
Vendte sit Ansigt mod Mørket, og sagde med kunstlede Letsind:
Tal, som der sømmer en Brud, lidt Muntert, Intet om Afsked,
Helst i Aften, da Kammer og Seng er prydet til Bryllup.
Skade for lille Lovise, den muntre, hoppende Pige!
Bliver saa snart Huusmoer, der ydmyg maa lyde sin Huusbond!
Manden kysser ei meer med Beskedenhed eller med Rødme,
Nei, han favner sin Viv paa Herreviis, og fordyster
Hendes Kind med stikkende Kys, saa ofte han lyster:
Alt er lovligt og ret. Til Slutning maa hun og vugge.
Siden du er saa smuk, hvi tog du saa villig dit Aag paa?
Truende gav da hende den skiønne Lovise til Giensvar:
Spotterske! vær ei for rask! thi dette falskagtige Øie
Funkler ikke forgieves; og føler jeg ei, hvor det banker
Her i din bølgende Barm? — Een Pige vover sig mindre,
Og en anden meer; men ingen følger ugierne.
Hvorfor hielper man ellers saa flittig med Nynnen og Sukken,
Naar en Venindes Brudestads skal bringes i Orden!
Men du maa dog see, hvordan vor Besætning af Roser
Og naturligt Mos ta’er sig ud paa det glindsende Atlas.
Dette talede hun, og af Commoden hun tog nu
Brudeklædningen frem, af melkehvidt skinnende Atlas,
Og hun viste den til sin hulde Veninde i Maanskin.
Nøie besaae Amalia den; omsider hun sagde:
Tag den paa, Lovise! at jeg kan see dig livagtig,
Som naar Fader i Morgen skal vie dig hos os og til din Brudgom!
Her i Vindvet staaer jo Myrthe-Træet til Krandsen.
Smilende svarede da vor Præstes blomstrende Datter:
Staae først Skudden for Døren! hvor let kan Elskeren komme!
Nu hun tog af sit Hoved den skiønne, rondede Filthat;
Og hun løste sit Haar, som i brune, skinnende Lokker,
Ufordærvet af Melets Støv, paa Skuldrene flagred’.
Men Amalia stod og skilte Haaret saa sagte
Med den aabne Kam, og glæded’ sig over de Lokker.
Ordnende sletted’ hun dem, som de græske Møer dem brugte.
Bag til saae man den skiønne, den bølgende, brusende Florsving,
Som med kunstløs Lethed var rullet tilbage paa Issen.
Men om Nakken svævede nu de fineste Krøller,
Smuttede bort fra de andre; og foran, om Hals og om Skulder,
Ned paa bølgende Barm hang tvende svingende Lokker.
Nu hun plukkede Grene af Myrthe-Træet i Vindvet,
Bandt med Silke Krandsen; og hun, som selv var den værdig,
Krandsede dig, du Ædle! — og venlig omslyngedes Krandsen
Af det lokkede Haar og Florsvingen skiulte den bag til.
Og Amalia neiede blide, og sagde til Pigen:
Brud! dit Hoved er pyntet; nu klæd dig! — men til din Klædning
Passed’ en finere Særk og Silkestrømper ei ilde.
Nikkende svarede hende den skiønne Lovise saaledes:
Mange Tak! jeg bærer min Særk, som de fattige Piger,
Stedse af Lærred, saa fiint, som jeg kan spinde det. See kun
Her for Brystet. Dit Spøg med Silkestrømperne lod sig
Høre, dersom det ei er min Brude-Jomfrues Villie.
Strax hun Strømperne hented’, og Skoe af prægtige Atlas,
Vendte sig bort og pynted’ de smaae, fiintrundede Fødder.
Nu hun nærmed’ sig, og herlig funkled’ i Maanskin
Hendes Spænder af Sølv. Behændig hun kasted’ af Skuldren
Sin olivene Frak, beprydet med glindrende Knapper,
Tog af Amalias Hænder den rosenbekrandsede Klædning,
Formet efter det smækkre Liv, og ved Hielp af Veninden
Drog den hastig paa, og tæt hun den snørte om Barmen,
Som, ei taalende Tvang, sig hæved’ i bølgende Skionhed;
Og et Slør af Flor, som fineste Taage, den skiulte.
Saa i liflige Maj-Nat der ofte svæver om Maanen
Tynde Skyer, som blotte kun dens yderste Kanter.
Men Amalia kyssed’ vor Brud, og sagde med Varme:
Du velsignede Pige! hvor rank er din Væxt! — og hvor blide er
Dette Engle-Ansigt! — Uskyldigheds Roser paa Kinden!
Og det skinnende Blaae i Øiet! — See du dog paa mig!
Kom og betragt dig i Speilet! — Nei, du er rigtig for vakker.
Tag det Smykke her! mit Bryst har varmet det. Tag det
Til Erindring om mig! Det er mit Navn, der er slynget
Af mit eget Haar, og en flettet Lok af det samme.
Nu hun bandt Lovise det skiønne Smykke om Halsen;
Aflangt var det; dets gyldne Rand med Perler omringet.
Og af slebne Chrystal det blonde Haar var beskiærmet.
Og de favned’ hinanden med Heftighed. Men i det samme
Bankede Brudgommen paa, og prøvede Døren at aabne.
Henrykt, leende sprang Amalia hurtig til Døren;
Da slog Skudden fra, og ind i Kamret han traadde.
Nu den rødmende, skielvæde Brud hun slapped’ ved Haanden,
Og fremstilled’ hende i Hast for den studsende Brudgom.
Som en Landmand, hvis Hierte med søde Henrykkelser næres
Af den skiønne Natur; naar han for første Gang skuer
Æbletræet, han plantede selv, i fuldeste Blomster;
Længe glæder han sig ved de svulmende Knopper; nu kaldes
Han til fierne Stad. Da froe han vender tilbage;
Fører hans Viv ham i Haugen, og viser ham blomstrende Frugttræe,
Fuldt af rødlige Buske, som Aftenrøden beskinner;
Og som ved sagte Bæven udaander sin liflige Vellugt: —
Saa henryktes den unge Mand, da han favned’ sin favre
Smykkede Brud; hans Hierte slog af ængstende Vellyst.
Hastelig sank hun nu til hans Barm med kiærlige Favntag,
Og de Elskendes Siele berustes af Himmelens Glæder,
Og i et langt og bævende Kys de smelted’ sammen.
Endelig sagde Lovise, den favre Møe, til sin Elsker:
Men du holder dog af mig, min Elskede! Klæder den Pynt mig?
Er jeg ogsaa ret smuk? — Amalia bragte mig til det.
Og med hiertelig Stemme begyndte den elskende Brudgom:
Deilig er min Lovise, og blid, som en Engel fra Himlen.
See ei saa smægtende paa mig, du Yndige! eller jeg kysser
Disse Øine til! — de fortrylle saa ganske mit Hierte.
Men min søde Brud! du følger dog ned med din Brudgom,
At din Fader og Moder kan fryde sig ved dig, du Skiønne!
Nu hun snapped’ hendes Haand, og han, som forgieves
Bad om Amalias Hielp, blev sagtelig ført ud af Kamret.
Da de spøgende, froe, nu ned af Trapperne tumled’,
Ilede Moderen ud af Køknet, at see hvad det gieldte.
Heel forundret raabte den gamle, forstandige Huusmoder:
See mig engang de forvildrede Børn! de færdes og støie,
Som, naar Fuglen vil, om Foraaret, samle til Rede.
Giv kun Tid, min Glut! du faaer nok andet at passe.
Men du maae dog ind, at gamle Fader kan glædes
Over sin pyntede Datter! — Min Søn! følg hende nu smukt ind!
Og hun drejede Grebet af blinkende Messing, og lod saa
Børnene gaae foran; og derpaa fulgte hun selv med.
Pludselig ilte fra Elskerens Haand den blomstrende Pige,
Hoppede frem, og nu hun begge Armene slynged’
Fast om Faderens Hals, og kyssede ham, og nu hvilte
Hendes taarevædede Kind paa den studsende Oldings.
Maalløs trykkede han sin Datter til bankende Hierte
Og med Henrykkelsens stammende Lyd omsider han raabte:
Gud velsigne dig, min allerkiæreste Datter!
Han velsigne dig her paa Jorden og hisset i Himlen!
Jeg har været ung, er bleven gammel, og megen,
Megen Fryd og Sorg har jeg smagt; nu vil jeg med Glæde
Gaae til Gravens Hvile; thi lykkelig er du, min Datter!
Lykkelig, da du veed, at Gud, som den kiærligste Fader,
Plejer sine Børn, velsigner med Fryd og med Kummer.
Underlig røres mit Hierte; naar jeg betragter den unge
Pyntede Brud, der glad og huld og uskyldig, som Barnet,
Ved sin Brudgoms Haand begynder at vandre sin Bane.
Samme Ahnelser fyldte min Siel, da jeg, efter mit Bryllup
Førte min Kone her hiem; saa frydfuld og saa alvorlig
Viste jeg hende vort Markeskiel der henne ved Mosen,
Derpaa Kirke-Taarnet og Husene, derpaa vor Bolig,
Hvor der ventede os saa megen Medgang og Modgang.
Du, mit eneste Barn! — jeg mindes med Sorrig de andre,
Naar jeg gaaer til Kirken forbi den blomstrende Gravhøj! —
Snart, min Eeneste! snart skal du og drage den samme
Vej, jeg kom; — ak! snart er Datterens Kammer saa øde,
Pladsen ved Bordet tom. Forgieves lytter jeg efter
Hendes fierne Stemme, og hendes kommende Fodtrin.
Naar du, Barn! og din Mand skal drage den Vej, o! da vil jeg
Længe stirre didhen, og fælde de hedeste Taarer;
Thi jeg er Menneske! ja, jeg er Fader! og elsker min Datter
Af mit inderste Hierte, og inderlig kiær er jeg hende.
Men saa vil jeg trøstig opløfte mit Hoved til Himlen,
Tørre Graaden af, og med foldede Hænder i Bønnen
Bøje mig ydmyg for Gud, der, som den kiærligste Fader
Plejer sine Børn, velsigner med Fryd og med Kummer.
Han, den Elskende, bød, at Mennesket skulde forlade
Fader og Moder, at Mand og Qvinde kunde forenes.
Gaae da i Fred, mit Barn! forglem din Slægt og din Faders
Huus, og drag herfra, med den unge Mand, der fra nu af
Er dit Alt; o! pryd hans Huus som det frugtbare Viintræe!
Børnene staae om Eders Bord som Olie-Kviste!
Saa velsignes den Mand, som sætter sin Tillid til Herren.
Skjønhed falmer snart; men den gudfrygtige Qvinde
Bringer Priis og Held, thi bygger Herren ei Huset,
Er de Byggendes Arbejd spildt. Hvad synes dig, Moder!
Skal jeg vie dem strax? — I Dag saa godt som i Morgen!
Hulkende svarede ham den gamle forstandige Huusmoer:
Ja i Guds velsignede Navn! ja vie dem kun, Fader!
Langsomt reiste sig nu den gudfrygtige Præst af sit Sæde,
Bad den rødmende, skiælvende Brud at stille sig ved hans
Højre Side; den unge Mand fik Plads ved den venstre.
Og til den unge Mand han sagde med opløftet Stemme:
Kiære Søn! jeg spørger Dem her for den Højestes Aasyn:
Vælger De sig til Hustrue den Jomfrue, som her er tilstæde:
Anna Lovisa Bloms — og lover De, at De bestandig,
Som en christelig Ægtemand bør, vil dele med hende
Livets Fryd og Sorg, som Gud beskikker det for Dem,
Og ej skilles fra hende, før Gud adskiller ved Døden?
Nu et frydefuldt Ja foer ud fra Brudgommens Læber.
Præsten vendte sig nu til sin blomstrende Datter, og spurgte:
Kiære Datter! jeg spørger dig her for den Højestes Aasyn:
Vælger du dig til Mand Herr Christian Frederik Walter,
Værdig Præst i Lundbye? og lover du, at du bestandig,
Som en christelig Hustrue bør, vil dele med Manden
Livets Fryd og Sorg, som Gud beskikker det for Dem;
Og ej skilles fra ham, før Gud adskiller ved Døden?
Nu et blufærdigt Ja der lød fra Jomfruens Læber.
Og den ærværdige Præst i Grøndal sagde fremdeles:
Giver hinanden Haand! — saa talede han, og han lagde
Sin den bævende Haand paa Brudens og Brudgommens Hænder.
Og til Slutning han sagde til dem med opløftet Stemme:
Børn! som Guds Ords Tiener, velsigner jeg hermed, og beder,
At den allbarmhiertige Gud vil naadig velsigne
Eders Ægtepagt! — Den himmelske Fader har knyttet
Dette hellige Baand; af Mennesker kan det ej løses.
Herren velsigne Eder! — Sit Ansigt lade han lyse
Over Eder i Naade; han løfte sit Aasyn og give
Eder sin Fred fra nu og indtil evig Tid! — Amen!
Saa han raabte og tog den forbavsede Brud og vor Walter,
Begge paa eengang i Favn. Hans Hierte var oprørt af Veemod.
Længe favned’ han dem og tav; men Moderen fremtreen,
Og hun sagde til ham med inderlig Følelses Stemme:
Fader! lad mig nu tale; thi Børnene høre og mig til!
Hæftig hun favnede begge, og hun dem kyssed’ paa Pande
Og paa Kind og Mund, og begyndte den skiønne Lykønskning:
Ægtestandens Stifter, vor Gud, velsigne Jer, begge!
Voxer og grønnes som Træet, der plantes ved Vandbækken! Bringer
Frugter til rette Tid! Gud skienke Jer hvad der kan være
Gavnligt for Jer! Tilfredshed og ydmyge Hierter i Medgang,
Trøst og Taal i Nød, og Eenighed, Huusfred og Sundhed!
Tag mod hende, min Søn! — Det Barn har et føjeligt Hierte.
Hun er min Øiesteen. Med Forsæt bedrøver hun Ingen.
Elsker hinanden troe! til een af Eder omsider,
Efter Herrens Raad, skal lukke den andens Øine!
Saa hun taled’ og ledte sin unge, deilige Datter
I Uskyldigheds Rosen-Glands til den henrykte Brudgom.
Nu Grevinden stod frem; hun ønsked’ af inderste Hierte
Brudeparret til Lykke, og favned’ den hulde Lovise.
Glad kom ogsaa Carl, og med ham hans elskende Lærer.
Men ved Vindvet stod Amalia, tørrede frygtsom
Sine Taarer bort, og stivt og tankeløs saae hun
Maanens blege Skin; da hoppede Bruden til hende,
Snappede hendes Haand, og sagde med smilende Trusel:
Kom dog og ønsk mig til Lykke, Amalia! skam dig, du Slemme!
Bruge saadan en List! — Det skal du betale mig, bie kun!
Saa hun taled’, og nu Amalia loe uophørlig,
Skiønt med Taarer i Øiet. Da loe og Pigen med Krandsen.
Og den ærværdige Præst i Grøndal begyndte saaledes:
See, hvor de Børn kan læe! — Den Vielse tykkes Jer vist nok
Underligt om. Din stakkels Glut! det tænkte du neppe,
Da du pyntede dig. Spøg aldrig meer med Krandsen!
Rigtig er du viet. Om Bispen vilde befrie dig,
Fra det Baand, som holder dig fast; saa vilde jeg svare:
Kiære Hr. Biskop! jeg er, som det og bør mig at være,
Deres Højærværdigheds ærbødigste Tiener;
Men jeg tager mig dog den Frihed at paastaae, at efter
Mine ringe Tanker er Vielsen rigtig og gyldig.
Men den unge Mand med sin betrykte, glade
Brud ved Haanden nu gik til hendes Fader og sagde:
Gamle, gode Papa! — See, Børnene komme end eengang.
Vi uartige glemte at takke for Vielsen, Fader!
Alting svæver omkring os, som naar den Drømmende skuer,
Eller omsider seer sit Hiertes Ønsker opfyldte,
Fuld af ængstelig Attraae, og lønlig Frygt for at vaagne.
Begge slynged’ sig nu om den ædle Olding, og fyldte
Faderens Siel med Veemod og Fryd. Men Bruden han klapped’
Sagte paa Kinden, og sagde med barnlig smigrende Stemme:
Fader! du slemme Fader! at skræmme saaledes din Datter,
Er det ret? — Jeg kommer i al Uskyldighed til dig,
Og jeg venter mig nu intet mindre, end Bryllup;
Men med eet er du hæftig; og inden jeg seer mig om, er jeg
Viet; jeg mærker, at du er ikke at spøge med, Fader!
Ud af Stuen nu gik den gamle, forstandige Huusmoer,
Tog den fineste Dækning af Skabet, og saae da paa Uhret,
Ilede saa til Køknet og sagde til gamle Kathrine:
Dæk nu Bordet, Kathrine! jeg skal nok passe paa Maden.
Tag mig Panden først der oppe paa Hylden, og Smørret,
At jeg kan smelte det med Sennepen. Gieden har nok nu.
Øhl og de pæne Glas, der klinge saa skiørt, og vor Faders
Store Rømert, der brummer som Klokken i Taarnet derhenne.
Gaae saa ind i Kamret, og hent en Skaal fuld af opslaget
Mælk, og kom Sukker derpaa. Grevinden spiser den gierne.
Det var vel, at den Hare hang i Kielderen. Tænk dog!
Paa en Aften, som denne, at nøjes med Fisk og med Fugle,
Og, jeg skammer mig næsten derved, med stegte Kartofler.
Hans! vend Stegen rask! — I Aften holde vi Bryllup.
Som en Mand, der om Aftenen gaaer hiem fra Marken i Tanke,
Skrækkes glad, naar hans Viv fra Hassel-Busken ved Stien
Springer pludselig frem med sine lystige Glutter:
Saa forskrækkedes Hans, da han pludselig hørte, den Jomfrue,
Han saa ofte gynged’ paa Armen, skulde nu givtes.
Hurtig vendte han Spiddet, og sagde med glædeligt Udraab:
Men hvad siger Madamen? Er lille Jomfrue Lovise
Rigtig ægteviet? det drømte jeg sandelig mindst om!
Da de tumlede ned med hende; saa tænkte jeg Tosse
I min Eenfoldighed: Ja Ungdommen spaser en Smule.
Men den Brudestads, den klæder nok Jomfruen prægtig?
Smilende vendte Mama sig til den gamle Kathrine:
See, hvor hun gaber, og spiler de Øine op af Forundring!
Lad kun Glassene bie! bring Dækkekurven nu først ind!
Beed saa Bruden sagte, om hun vil komme lidt ud med.
Saa befalede Moder. Kathrine hørte det gierne.
Ilende bar hun Kurven ind, og vinked’ sin Jomfrue
Lønlig til en Side, og hviskede sagte til hende:
Jomfrue! Mama lod bede, om De vil komme lidt ud med.
Og nu fulgte villig vor Brud, med den gamle Kathrine,
Ud i Køknet, og her, ved Ildens spillende Lue,
Lod hun sin Smukhed fra Hoved til Fod med Haandslag beundre.
Og hun smilede Tak, da den ærlige Hans og Kathrine
Endelig bragte frem en velmeent, kraftig Lykønskning.
Nu til sin kiære Moder Lovise sig vendte og sagde:
Moder! du glemmer nok ikke den gode Hans og Kathrine.
De maae ogsaa glædes ved Bryllups-Gildet i Aften,
Og sært maae de klinke paa Brudens og Brudgommens Sundhed.
Venlig svarede hende den gamle, forstandige Huusmoer:
Sørg kun ikke før Tiden, min Glut! det skal jeg nok passe.
Ivrig vendte sig nu den ærlige Hans til Lovise:
Ja fornøje os skal vi, og klinke sammen, og drikke
Ret af Hiertens Grund paa Brudens og Brudgommens Sundhed,
Da til vore Heste skal Krybben fyldes med Havre,
Og Paksin skal faae sin Velkomst af Æde og Drikke!
Thi vor Jomfrues Hæders Dag er en Høitid for alle.
Venlig gav ham da den skiønne Lovise til Giensvar:
Giv mig Haanden, min ærlige Hans! — Saa talede Bruden,
Og han slog, saa det kladsked’ igien, med kraftige Haandslag
I den fine Haand, han trykked’ den trofast, og raabte
Jomfrue! jeg er kun en ringe Karl, men dersom jeg kunde
Tjene hende dermed; saa vilde jeg løbe med Glæde
Giennem Ild og Vand til Verdens Ende. Vor Herre
Lønne hende selv for alt hvad Godt hun har giort her!
Mens han talede saa; da kom vor Brudgom, der søgte
Bruden, ud i Køknet, og sagde med skrømtede Vrede:
Men hvad Pokker har Hans at bestille med Jomfruen? Siig mig,
Kiære Hans! hvad skal den Smidsken, det Haandstryk betyde?
Vil han forføre min Brud, da vi nu nylig er’ viede?
Derpaa svarede ham den gamle, forstandige Huusmoer:
Har De aldrig hørt, min kiære Søn? at naar Mandfolk
Vil see til i Køknet; saa binder man Forklæder for dem?
Hurtig ind med Pigen! Hun bringer mig Hans saa i Oprør,
At han ikke vender min Hare saa jevnt, som han skulde.
Men dæk du nu Bordet, og skynde dig, kiære Kathrine!
Saa befalede Moder, og Sønnen hørte det gierne,
Tog sin Brud, og før han gik ind, han kyssede hende.
Efter dem fulgte Kathrine, og Bordkurve havde hun med sig,
Dækkede Bord, og forsynede det med liflige Spise.
Da nu Alt var færdigt, kom Moderen ind fra sit Køkken,
Rød i sit Ansigt af Ilden, og sagde: naar De behager!
Staaende læste Præsten til Bords med opløftet Stemme;
Og nu Selskabet kom og satte sig. Høye ved Speilet
Sad vor Brudgom paa venstre Haand af Bruden, og hos ham
Sad den gode Grevinde, ved Siden af hende vor Olding.
Men paa Brudens høire Haand tog Amalia Sæde.
Hun ej veeg fra Veninden; thi snart det lakked’ til Afsked.
Og Amalias Naboe blev, efter Morlilles Begiering,
Carls oprigtige Lærer. Hos ham hun klogelig valgte,
(Thi hun lagde for) sin Plads ved Siden af Skienken,
Prydet med liflig Frugt, og den røde Bolle med Biskop;
Og den glade Carl sad mellem Fader og Moder.
Nu i behagelig Roe de giorde sig alle tilgode
Om det glimrende Bord, og drak den herlige Biskop;
Snakkede meget, og smilede blidt ad Brud og ad Brudgom.
Og i Køknet sad den gode Hans og Kathrine
Glade til Bords og høitideligholdte den Jomfrues Bryllup;
Thi den Steeg, som var levnet fra Middag, havde vor Huusmoer
Varmet op til dem, og krydet med kraftige Lage-Sauce;
Og tilladt dem at nyde den Mad, som Kathrine bar ud fra
Bryllups-Bordet, og skienket dem en Flaske med Biskop,
Skielvende spiste og drak vor Hans, thi hans Hierte var opfyldt
Af urolig Fryd, og snart han kunde ej mere.
Hastig forlod han Bordet, og skiulte sit Hoved med varme
Stribede Hue, og nu han tog fra Krogen sin Lygte,
Af det giennemsigtige Horn; den bruges om Aftnen,
Naar han Tærsk og Hakkelse skar, og gav Hestene Foder.
Denne tog han af Sømmet, og i dens Pibe han stak en
Brændende Stump Lys, og lukked’ Døren paa Lygten.
Nu den ærlige, gamle Kathrine vendte sig til ham:
Hvi saa hastig Hans? Du seer jo saa vild ud af Øjet.
Kom dog hid og drik paa Brudefolkens Sundhed!
Saa hun rakte ham Glasset, og drikkende ønskede begge
Over det unge Par Guds rige Velsignelsers Fylde.
Og den ærlige Hans sin Selskabsbroer nu svared’:
Spiis Jer mæt, Kathrine! Jeg har min Bekomst; men I kunde
Giemme lidt Biskop; den Drik er rund og smager saa liflig.
Jeg vil hen til Smeden, og høre, hvor længe den nøler,
Svejser paa det Lunstikke-Søm, jeg tabte forleden.
Vejen er lang og knudret; man kan nok trænge til Lygte;
Helst i Mørke; de Brolæggerfolk har rodet den fælt op,
Fra Forvalterens Gaard, og lige til Kroen derhenne.
Maanen har pakket sig nylig. Saavidt jeg husker, saa har vi
Første Qvarteer; jeg saae i Almanakken i Forgaars.
Saa var Hanses Ord, men andet laae ham i Tanker;
Thi han vilde bestille en Bryllups-Musik, for at hædre
Jomfruen, som han havde saa ofte høiset paa Armen.
Og han gik ud, og støttede sig paa knortede Tornkiep.
Lyset fra Organistens Huus ham skimted’ i Møde,
Og han hørte det kieke Skrald af Trumpeter og Valdhorn,
Fiolinernes klare Lyd, og den kaldende Basse.
Hiin nu prøved’ hos sig de tunge Sonater og Dandse,
Til en Høitids-Musik for Præstens Datter i Morgen;
Han og hans flinke Søn, nys kommen fra fremmede Lande,
Og en kløgtig Bondekarl, han i forrige Vinter
Havde oplært selv, og som han brugte til Medhielp
Ved en Kirkemusik, og stundom ved hæderligt Gilde;
Ogsaa Skytteren med tre musikforstandige Sønner;
Og tilsidst hans Ven, den gamle graahærdede Væver.
Frydfuld buldrede Hans paa Døren. Den aabnedes for ham,
Og han ilede ind, og nikkede, vinkede, raabte:
Holder dog op, godt Folk! med Jeres Trompeten og Piben!
Pakker sammen! vor Jomfrue er nylig viet, og vort Herskab
Spiser i Aften hos os med Brudeparret. Men hør nu!
Hvad om I spillede dem et lystigt Stykke ved Bordet?
Gilde uden Musik er som en knebelløs Klokke.
Saa han taled’ og de tog’ Instrumenterne med sig,
Og ledsagede Hans, som strax tilbød sig at bære
Bassen for den Gamle og viste dem Vej med sin Lygte.
Hiine imens i behagelig Roe sig giorde tilgode
Om det glimrende Bord, og drak den herlige Biskop,
Snakkede meget, og smilede blidt ad Brud og ad Brudgom.
Nu i glade Kreds begyndte den gode Grevinde:
See, hvor den lille Lovise nu atter sidder i Tanker!
Er du maaskee bedrøvet, min Datter! over at Fader
Der saa pludselig tog dig Krandsen af Hovedet, eller
Er det Søvn maaskee, der trykker dig Øinene sammen?
Skam dig! en tænkende Brud maae holde sig vaagen og munter
Om der dandsedes endog til den lyse Dag, og Musiken
Dyssede hendes Siel i mildt bedøvende Slummer.
Slemme Papa! vi fik jo ingen Musik til vor Datters
Bryllup; dog giv dig tilfreds, din stakkels Lovise! i Morgen
Skal du til Eftergilde; i Spidsen af pyntede Skare,
Prudelig som en nygivt Viv, skiønt Krandsen er visnet.
Da skal Fiolen gaae foran, med samt Trompeter og Valdhorn.
Og den ærværdige Præst i Grøndal svarede derpaa:
Vist nok var det slemt, at holde sin Datterlils Bryllup
Uden Sang og Klang. Musik er Maaltidets Krone.
Nu da, lad Glassene fyldes! Ved deres herlige Sølvklang
Vil vi istemme en Bryllups-Sang af Voß, den Eutiner,
Vor Amalia spiller den nok lidt rask paa Claveret.
Nu de Glassene fyldte, og froe istemte de Sangen
Under Claverets Lyd. Dog tav dens Tone ved Enden;
Thi Amalia klinkede med til den varme Lykønskning:
Den Mand er ene lykkelig,
Som fundet har en vakker Kone.
Paa Livets sande Glæder riig,
Han ønsker ikke Kongers Krone.
I Raad og Daad hun sviger ei;
Bestrøer med Roser al hans Vej.
Hun tragter kun, hvordan hun kan
Sin Dont paa bedste Maade lave.
Hun spinder, syer om sin Mand,
Bestyrer Køkken, Stue, Have.
Til Qvinde-Sysler er hun snild,
Og stedse flink, og stedse mild.
Hun veed, hvad hendes Mand har kiær,
Og før hun faaer det, hun ei hviler.
Naar han endog bedrøvet er,
Hun al hans Sorrig snart bortsmiler.
Hvor kan han længe være gram,
Naar Lillemoer omfavner ham?
Endog usmykket er hun net,
Hun reent og pænt sig stedse klæder.
I Adfærd er hun slet og ret;
Thi Stads og Fjas kun lidet glæder.
Hun kysser Fader vennehuld;
Og det er mere værd, end Guld.
Naar Hviletimen nærmer sig,
Er Sengen redt, som Faer kan lide,
Han ligger blødt og magelig,
Hun smutter ned ved Faders Side,
Og spørger sagte: Sover du?
Og giver ham et Kys endnu.
Naar Stormen raser grum og vild,
Og fælt i høje Skorsteen bruser;
Naar Tordenbrag og Lynets Ild,
Og Hagel giennem Luften suser:
Da hviler Fader tryg og varm
Ved Lillemoers den bløde Barm.
I Modgang er hun from og blid,
Hun aldrig uden Aarsag vranter,
Og kommer der endog en Tid,
Da Lillemoer imellem skrænter;
Saa tyer hun til Faders Barm,
Og glemmer Byrden i hans Arm.
Men hun er atter glad og froe,
Naar favre Glut ved Brystet hviler.
Hun kiælent rynner ham i Roe,
Og Fader ad dem begge smiler.
Og frydes ved det søde Noer,
Der ligner ham og Lillemoer.
I føle froe hinandens Værd!
O! hvad kan Eders Glæde ligne?
Alfader signe Eder her!
I Himmelen han Eder signe!
Nu klinker, Venner! Bryder ud:
Held, Held vor Brudgom og hans Brud!
Da i Sangen nu Glassene lød’ med liflige Samklang,
Hørtes udenfor Vindvet de giennemtrængende Toner
Af Fiol og Trumpet og Valdhorn og brummende Basse,
Saa det drøned’ i Stuen, og surrende gienlød Claveret.
Alle istemmede nu et Frydeskrig, klinkede atter;
Højest klinked’ vor Olding med sin den brummende Rømert.
Han, den ærværdige Præst i Grøndal, raabte nu henrykt:
Ja, Gud sign’ Jer, Børn i Evighed! Det var et velmeent,
Kraftigt Ønske, der lød til den yderste End af Byen.
Vist nok et Indfald af Hans! — Min Datter, bank du paa Vinduet,
Beed dem komme herind! — de er’ os meget velkomne.
Og strax banked’ paa Vindvet den skiønne Brud, og de standsed’
Midt i Tacten og lytted’, da hun saa venlig dem indbød:
Tak for den skiønne Musik! men staaer dog ikke derude
I den kolde Luft! — Det tiener ikke den Gamle.
Kommer indenfor! De er’ os meget velkomne.
Saa var Pigens Ord, og villig fulgte de Ældre,
Ilede ind og hilste med megen Bukken og Skraben,
Ønskede Brudeparret Velsignelse, Hæder og Lykke.
Hans bar Noderne ind. Til denne sagde vor Olding
Ganske alvorlig: Men Hans! du forøger min Menighed. Vist nok
Løbe nu Store og Smaae ud af Husene, undres og spørge:
Hvad er det for en Støi? — Vor Præst er vel aldrig saa verdslig,
At han fører sin Datter til Sengs med Fiol og Trompeter,
Aftenen før hun har Bryllup? Hvor vil de færdes i Morgen!
Dog, du meente det godt; jeg takker dig. Bring nu kun hurtig
Glas og Viin paa Bordet! Min Kone, tænker jeg, skaffer
Vore Giæster en magelig Plads i Krogen derhenne.
Saa han taled’, men Hans tav stille, og smilte saa skamfuld.
Han gik ud og bestilte. Kathrine bragte det hurtig.
Moderen skienkede rundt, og nødte Giæsterne venlig:
Tager til Takke i Aften, som gode Venner, Børnlille!
Vor Grevinde giver et Bryllups-Gilde i Morgen.
Men Grevinden sagde nu til det spillende Selskab:
Børn! det var ret brav, I kom hid til os i Aften,
For at glæde os med Musik ved Jomfruens Bryllup.
Bruden, min Guddatter, er saa tugtig og ærbar, som nogen,
Og vor Brudgom ogsaa, saavidt jeg kiender ham. Naar I
Bringer dem til mig i Morgen, saa vil jeg haabe, Børnlille!
At I spille een af de allerudsøgteste Marscher.
Men nu sagde vor Præst til den graahærdede Væver:
Fader! I har dog vel Intet mod dette Bryllup at sige?
Nu er det for silde; endskjønt jeg stundom har mærket
Af Jer Tale og Adfærd; I holder dog lidt af min Datter.
Derpaa svarede ham den Gamle med skinnende Sølvhaar:
Faer! jeg bar med Skam mit graae Haar, dersom mit Hierte
Var saa forstokket, at jeg ej glædedes over Jer Datter,
Hende, som er saa dydig og saa gudfrygtig, saa venlig!
Spørg hver Siel her i Byen! I skal forundre Jer over,
Hvad de fortælle Jer om lille Jomfrue Lovise.
Med de Sørgende sørger hun, og er glad med de Glade,
Hungrige mætter hun, og ernærer og klæder den Nøgne,
Og hun besøger de Syge, og trøster og plejer dem kiærlig.
Flittig søger hun op den Arme, som sukker i Løndom,
Og saa hielper hun. Ingen veed, hvorfra det er kommet.
Neppe veed hun det selv, og naar hun har øvet en Gierning,
Som Guds Engle maae glæde sig ved, saa mærker man hende
Ikke det ringeste af. Man seer kun den lystige Pige.
Han, som lønner alt Godt, han lønner hende tilvisse!
Hendes brave Mand vil boe hos hende med Viisdom;
Og i Morgen vil Byens Folk nok lade Jer vide,
Om de hue det Bryllup. Det maa jeg sige Jer, Fader!
Jer har vi inderlig kiær; men ikke mindre Jer Datter.
Saa den Gamle taled’ med Heftighed. Jomfruen lod som
Hun ei hørte det. Med bortvendt rødmende Ansigt
Sagde hun lidt Spøg til Amalia; derpaa hun loe høit.
Da nu vor Organist og hans Selskab havde sig qvæget,
Deelte han Stemmerne om; og paa eengang fløde harmonisk
Liflige Strenge-Toner blande velbehandlede Fløiters
Søde Sang, og Lyden af blide indfaldende Valdhorn.
Som i blomstrende Mai, naar Aftnen er klar og er lunken,
Ud paa Natten de Mænd og Qvinder i Husenes Døre
Lytte, naar fra Skoven de Valdhorns Tvillinge-Toner
Svæve til dem blandt Nattergals-Slag og Frøernes Qvakken;
Saa fortryllende lød’ de liflig dæmpede Valdhorn,
Blæste af Skyttens to musikforstandige Sønner.
Derpaa hørtes Hoboens Lyd, som Sangerens Stemme,
Med den første Fagot, omjublet af brusende Strenge.
Ene fremlokkede nu vor Organists den berømte,
Vidtbæreste Søn Cremoner-Gigens melodiske
Raslende Sølvlyd, ledsaget af Carls oprigtige Lærer
Paa Claveret. Og lyttende tav den hele Forsamling.
Alle Klangenes Toner nu kappedes, Andre med Andre.
Bugtet, fra dybe Strøm, udflød den levende Vellyd.
Snart dens Torden lød, som naar Brændingen, stemt af Orkanen,
Bruser høit, og Knagen af knusede Skib og af Folkets
Jammerende Angest-Skrig ved Bulderet fiernes og hendøer.
Snart den flød som en Bæk, der over glattede Flintsteen,
Risler blandt Blomster og Græs i kiølige Lund, hvor Hyrdinden
Gierne søger Hvile, og drømmende hører dens Raslen.
Men til Chorets Mester vor Præst sig vendte, og sagde:
Bravo, Hr. Organist, vi holde endnu ved den gamle
Kiernemusik, og høre kun Hiertets Sprog i Musiken:
Høre en ædel, følende Siel, der, af Mangel paa Ord, snart
Med sin klare Sang, og med efterlignende Toner
Priser Gud i den skiønne Natur, snart yttrer sin Elskov,
Fryder sig, klager, skrækkes, fortvivler og hæver sig atter.
Hiertets Sprog forstaaer og enhver, som har Kraft til at føle;
Det er Herrens Røst, som Torden og Storm, og som Vaarens
Sagte Pust, der strøer de hvide Blomster i Bækken.
Uforanderlig er Guds Røst. Den ligner ej Pynten,
Som vi beundre i Dag, og som vi afskye i Morgen,
Eller den falske Musik, som lystner det yppige Lune,
Sandsedsløs’ brummer og gøgler i Kalvetoner og Krumspring.
Men skiønt Følelsen taler saa højt i Stemme og Toner,
Røres vort Hierte dog end stærkere, naar vi fornemme
Menneskets eget fortrolige Sprog, naar Ordene løde.
Spil mig da nu en Sang, til Forandring, enten af Händel,
Eller af Gluck og Bach, og af vor herlige Mester
Schulz, som Luther selv vist qvædede efter paa Orglet.
Syng mig: ”Som Barnets Hierte” af Claudius, eller vor Bordsang.
Saa vor Olding bød, og villig fulgte de Andre.
Men først reiste sig den gamle forstandige Huusmoer,
Og hun bøjed’ sit Hoved til Datterens blomstrende Kind, og
Hviskede hende i Øret, dog saa at de Andre det hørte:
Syng dig ikke for hæs, min Datter! see hvor dit Ansigt
Blusser allerede! Din Natteroe kunde du spilde.
Nu vil jeg hen og rede og pynte din Brudeseng til dig.
Og den blufærdige Datter da svared’ med sagtere Stemme:
Moder! — slog Øinene ned, og vendte sit yndige Ansigt,
Ildrød, og de loe ad den hulde rødmende Pige,
Alle, og Moderen med, og Brudgommen skotted’ til hende.
Nu gik Moderen ud, og sagde til gamle Kathrine:
Vask de Tallerkener siden, og lys mig, kiære Kathrine!
Har du forsynet Katten, og gamle Paksin, som saa hæslige
Hyler og tuder derude? Han lider nok ikke Musiken.
Kom, vi vil nu hen, og giøre Sengen til rette.
Og strax fulgte Kathrine med Hængelagen i Haanden.
Nu af Skabet fremtog den gamle, forstandige Huusmoer
Fine Lagen og Vaar, af Manglingen glatte, og hvide
Som en Snee, og hun søgte dem ud med Nynnen og Smaasnak,
Vandred’ saa op ad Trappen til Pultekammeret, hvor hun
Gik til Egekisten, med gammeldags voldsomme Arbeid;
Stor og rummelig var den; paa Laaget var Jacob afbildet,
Der omfavnede Rachel, Hyrdinden. Ved Siden af Brønden.
Stod et Lam paa Stenen; og Hiordene flokkedes rundtom.
Denne aabnede hun, og Sengeklæderne fremtog,
Som der giemtes til Bruden; det lette Tæppe og Puder,
Som af Ederdun hævede sig. Men gamle Kathrine
Rakte hende Lyset, og bar de svulmende Dyner
Hurtig til Brudens Kammer, og hende fulgte Morlille.
Da nu Brudesengen var reed saa blød og saa ziirlig,
Og to Hovedpuder fortrolig var parrede sammen,
Bragte Mama til vor Brudgom en stadselig Slaabrok af mørkrøde
Fiint Kattun, beprydet med smukke, spraglede, Blomster,
Bragte til hver et Par Tøfler, som glindsede skiønt, af det grønne
Saffian, og satte dem hos hinanden for Sengen;
Bragte det fine Nattøj, og Brude-Trøjen med røde
Taftes Baand, og en Hue af fine Batist, som saa herlig
Prydedes oventil med røde Sløjfe om Qvasten,
Ret paa Oldtids Viis, og Moderen loe saa fornøjet.
Da nu Alt var færdigt, de ilede bort; vor Kathrine
Gik igien til sit Arbeid, og Moderen ind til sit Selskab.
Smilende søgte hun strax til Brudgommen, som ved Claveret
Lyttende stod med sin Brud og Amalia. Sagte hun klapped’
Med sin Haand paa hans Skulder, og sagde med hviskende Stemme:
Naar min Søn nu behager; thi Brudesengen er færdig.
Ej svared’ vor Brudgom derpaa, men bævende, maalløs
Trykked’ han hendes Haand, og de kyssed’ hinanden af Hiertet,
Men den gode Grevinde nu sagde til Præsten i Grøndal:
Fader! de holde Raad om Datteren. Lille Lovise!
Smur mig ikke bort! først nejer man rundtom, og ønsker
En god rolig Nat! — Bliv ikke saa rød og saa bange,
Hold kun fast paa hende, Amalia! viid, at i Morgen
Hører hun til os, som Præstekone i Lundbye.
See, hvor skielmsk hun smiler, den Brud! Du trodser vel ikke
Fordi Klokken er slaaet Tolv, og Vogtren er kommen?
Og den ærværdige Præst i Grøndal svarede derpaa:
Lad os klinke i Hast paa Brudens og Brudgommens Sundhed,
Under fuld Musik, at Brudeparret skal ikke
Blive plaget i Nat af Spøgelser eller Asmodi.
Og til en Side han vinked’ vor Brudgom. Denne forstod ham.
Thi, da Glasene rundtomkring i liflige Samklang
Klingede, og i Klangen Lykønskningen lød med Triumph-Lyd,
Og da Gige, Trumpet og Valdhorn og brummende Basse
Giennembrød med bedøvende Skrald; da ilte vor Brudgom
Midt i denne buldrende Larm ud af Døren med Bruden.
Efter de Flygtende lød’ nu Fryderaab, Latter og Haandklap.
Riber.
