Den Dvale, som min Siel laae nedsænkt i;
Den Sorg, der lønlig gnavede mit Hierte;
Den Tomhed og den Dødens Lethargie,
Der tæred’ langsomt, tæred’ meer, end Smerte —
Den veeg, o Ven, den flygted’ ved din Barm:
Du var saa ædel, var saa øm, saa varm;
Du lindred’ Vaanden i et saaret Hierte.
Dig lønne Himlen for den stille Fryd,
Den Trøst, den Fred, dit hulde Venskab skienkte!
Dig lønne Himlen for hvert Træk af Dyd,
Hver høi, hver ædel Tanke, som Du tænkte!
Dig lønne Himlen for Du var min Ven!
I hvor end Skiebnen os vil tumle hen,
Ei brister Baandet, som os sammenlænkte
Gøttingen den 30 Julii 1794.
F. Schmidt.
