Enhver, hvis Sjel er stemt til jævne Glæder,
urørt af Ærens Flitter, Guldets Klang,
Enhver, hvis Fryd er Klubbens Hæder,
han høre, mærke, føle denne Sang!
Er det ei nyttig Kundskab, som opliver,
forædler, styrker, nærer vores Sjel?
Her fremmed Viisdom jo vor egen bliver,
her aabnes for enhver dens rige Væld.
Euterpes kunst fortryller her vort Øre,
dens blide Vælde føle, elske vi.
Med trefold Vellyst vi dens Toner høre;
de skildre vore Hjerters Harmonie.
Vi glade hvile her af Dagens Møie;
Hver i sin Kreds har virket Folkegavn.
Med skyldfrit Spil vi stundom os fornøie,
og Vindelyst er her et uhørt Navn!
I lidet Vennelag vi snart os fryde,
ved mandig Tale og ved muntert Vid,
mens broderlig vi Evans Gaver nyde,
og undres over hastigsvundne Tid.
Snart følge vi de jævne fædres Skikke,
vi synge raskt ved fulde Glasses Klang,
og ædle, store Landsmænds Held vi drikke
og prise deres Daad ved Hæderssang.
Dog, om end Glædens rene, høie Stemme
i dette Venskabs Tempel stedse lød;
vor Broders stille Sukke vi fornemme,
og villig, kraftig lindre vi hans Nød!
O længe, længe disse Glæder nydes!
Vort Samfund blive os, som hidtil, kjær!
Og selv med sølvgraa Isse skal vi frydes
ved Mindet af den Lyst, vi nøde her!