Du er som Aftenstunden,
Den skjønne Sommerkveld,
Der gyder over Lunden
Et evigt Ungdomsvæld, —
Som Aftnen i sin Mildhed,
Der bryder Stormens Magt,
Og over Havets Vildhed
Sin bløde Haand har strakt.
Du er som Aftenhimlen
Saa rolig og saa fri,
Saa dyb som Stjernevrimlen
Der dølger sig deri, —
Saa bly som Aftnens Rødme,
Saa frisk som Aftnens Luft,
Hvor med fordobblet Sødme
Hvert Blomster sender Duft, —
Saa skjær som Duggens Draabe,
Saa rig som Duggens Bad,
Der har en Perlekaabe
Til hvert et fattigt Blad, —
Saa hin som Aftnens Taager
I Dæmrelysets Skin,
Hvorunder Drømmen vaager
Og Længslen slumrer ind.
Som Dagen splitter Kraften,
Du samler den til Bøn;
Du er en deilig Aften,
Saa lys, saa mild og skjøn.
28/2 75.