Jeg kjender Havet nøie,
Den store, vide Sø;
Jeg fulgte med mit Øie
Dets Bølgen under Ø.
Jeg saae det, naar det vugged
En Længsel ved sit Bryst;
Jeg saae det, naar det sukked
Under den mørke Kyst.
Jeg saae dets Luner raade
Med Snekkens svage Karm;
Jeg saae dets Vildhed fraade
Mod Himlen i sin Harm.
Dog aldrig Havet skræmmer
Mig med sin Tordenrøst
Som stundom, naar det gjemmer
En Løndom i sit Bryst.
Tidt, naar i Kveld jeg finder
Mig ved den flade Strand,
Hvor Intet Oiet binder
Trindt paa det vide Land, —
Hvor ingen Kyst sig hæver
Bagved det dunkle Sund,
Og ingen Luftning svæver
Henover Bølgens Blund, —
Hvor ingen Stjerne vaager
Over den øde Bugt,
Og ei de fjerne Taager
Tør hæve sig til Flugt, —
Hvor ingen Bølge stiger
Som til et Aandedrag,
End ikke. Maagen skriger
Over det sunkne Vrag, —
Hvor aldrig blot en Planke,
Der over Fladen sees,
Vil holde fast min Tanke
Midt i den vide Kreds, —
Der griber det og knuger
Mit Hjerte med en Frygt,
Som Havets Stilhed ruger
Paa det, min Sjæl har søgt; —
Da er det, Havet dølger
En Rædsel i sin Favn;
Da kalde de stumme Bølger
Klagende paa mit Navn.
24/2 75.