Mens Aftenduggen sænked sig mod Jord,
Vi vandred sammen bag de tætte Linde
Og saae, dens Perleskat for alle Vinde
Blev splittet og henveiret uden Spor.
Og mens Natvinden over Sletten foer
Og skræmmet jog henover Dal og Tinde
De lette Alfers Hær, lod vi derinde
Vor Tanke sværme trygt i Skovens Chor.
Hiin Uveirskveld gaaer aldrig mig af Minde.
Thi og hvert sagte hvisket Elskovsord,
Der faldt saa blidt som Duggens. Perler trinde,
Hvert Blik, vi vexled, og hver Eed, vi svor
Var Perler, som blev ødslet bort iblinde
Og glemte som den Snee, der faldt ifjor.
3/5 73.