Arion
Musiktext
Musiktext
Høit bruse Hadrias Bølger,
Mens Stormen løfter sin dybe Røst;
I Mulm, som Kimingen dølger,
Glider en Snekke mod Hellas’ Kyst.
Midt paa de vildene Vover,
Hvor Planker sittre ved Bølgens Brag,
I Skibet Arion sover,
Drømmende trygt om sin Hjemkomstdag.
Men skjult under Nattens Taager,
I nidske Hjerter hos Skibets Folk
End Avind og Brøde vaager
Og hvæsser mod ham en Morderdolk:
Det Guld, som lønned hans Sange
I Væddestriden nys i Tarent,
Kjæder og gylden Spange, —
En Glød i de Falskes Sind har tændt.
Da staaer for Arions Blik iløn
Et Syn, som ender hans Dvale;
Han kjender paa Væxten Letos Søn,
Guden, han tjener, guddomsskjøn,
Og hører den Høies Tale;
Det lyder i Toner klare:
„Stat op! dit Liv er i Fare!”
Op springer Arion, af Søvnen vakt,
Og Synet er svundet atter.
Alt Mulmet viger for Gryets Magt;
Han ordner og smykker med Guld sin Dragt,
I Armen han Lyren fatter.
Frem blandt de troløse Fæller
Han staaer, — han seer, hvad det gjælder.
Han byder sin Skat — hans Ord er spildt;
Det læses i Alles Blikke:
Ei stemmer han her et Hjerte mildt;
’ Kun Guldtørst flammer i Giet vildt,
Og død Mand røber dem ikke.
Da slaaer han for Mordernes Klynge
Strengen; de høre ham synge:
„Altseende Sol, hvis Karm
Fra Kolchis stiger i Purpurbrand,
Bring Budskab du om Arion
Til Ven og Fædreneland!
„Du, Buens og Lyrens Gud,
Fjernrammer Phoibos, som skjult mig seer,
Lad mindes end mine Sange,
Naar selv jeg ikke er mer!
„Skjænk end mig i dem et Liv
Hos Ung og Gammel, i Hjertets Grund,
Paa Pigens blussende Læber,
I Svendens leende Mund!
„Jordryster Poseidon, du,
Som bar mig ofte fra Havn til Havn,
Knug hurtigt, før jeg kan grue,
Som Fader du mig i Favn!”
Hvad plasker om Skibet med Slag og Spring
Delphiner flokkes: en lyttende Ring
Om Guders viede Sanger.
Og som han sig styrter rask fra Bord,
Under ham løfter sig, blank og stor,
En Ryg af en svømmende Ganger.
Fra Skibet lyder et harmfuldt Raab:
Arion rider med gjenfødt Haab
Frem gjennem Bølgernes Fraade.
For Vinden flagrer hans dunkle Haar,
Mens han med Plektret Lyren slaaer,
Tryg ved de Himmelskes Naade.
Og Stormen sagtner sit Kæmpetag,
Og Søen glattes ved Strengens Slag,
Mens fremad Gangeren haster.
I Solglans dukker alt Kystens Bræm,
Tainarons Klipper af Havet frem —
Der frelst han paa Knæ sig kaster.
I Korinth, i Søjlehallen, guldomslørt af Aftnens Sol,
Staaer i Hofmænds Kreds Arion for Kong Perianders Stol.
Om sin Hjemfærd han beretter, trøstig, med taknemligt Sind,
Og den vise Hersker sidder taus med Haanden under Kind.
Da han reiser sig og taler: „Ære være Sangens Kunst,
Ære Sangeren, som skjærmes af de høie Guders Gunst!
Ære dem, som altid vaagne svæve over Tidens Strøm,
Dem, mod hvem de Dødeliges Magt og Vilje kun er Drøm!”
Op mod Templet med Arion gaaer han gjennem Folkets Hob,
Og den tause Andagt brydes af et tusindstemmet Raab:
„Priset være Sangens Giver for hans høie Guddomsmagt!
Priset Sangeren, den kaarne, som har Guder selv til Vagt!”