Mig lyster i Vaar at gilje:
Der voxer Urt og Godvilje,
Der springer ud Skoven e saa bold
Med ædelig Lind og Silje;
Men Æren hun er det feireste Træ i Skoven.
Det var Venderkonning selv,
Han red sig op aa Land;
Ene stod der Stolt Adelraad,
Den feire Lilievand.
Men Æren hun er det feireste Træ i Skoven.
Øine hun havde som Falken graa
Og Hals som Svanen hvid;
Ene fandt hende Venderkonning
Alt i saa ond en Tid.
Løfte han væne Mø
Alt til sin Ganger graa;
Saa red han vidt over Høi og Dale,
Til Røgen den faldt aa.
Det da mæled Venderkonning,
Han holdt i grønnen Eng:
„Du stat af, stolt Jomfru,
Du red din Brudeseng!"
„Du lad mig fare, Venderkonning,
Du gjør mig ingen Skam:
Jeg vil kjenae dig Runeslag,
Dem jeg for langen nam.
„Jeg vil lære dig Dverg at binde
Og jordfast Guld at faae;
Jeg vil sige dig ramme Ord,
At ei Jern dig bider opaa.
„Du skal aldrig bøde for Hug
Og værge med Skjold dit Liv,
Du skal aldrig Skade fange
Af Fjendesværd eller Kniv!”
Svarede Venderkonning,
Saa hadelig han lo:
„Du kjend mig først, hvad du forstaaer,
Om jeg dit Ord skal troe!”
„Hør du, Venderkonning,
Og skræp du ikke saa stort!
Det skal du for Sanden vide:
Dit Sværd har jeg forgjort.
„Drag du kun din brune Brand
Og hug foruden al Fals:
Du prøv, om Eggen end monne due
Alt paa min hvide Hals!”
Saa færdig bød ham stolt Adelraad
Sin Hals for Linet fri;
Strøg hun op sit faure Haar
Og holdt hun selv deri.
Tog han Venderkonning
Om Sværdet med Hænder tvaa;
Saa fast han hug til den hvide Hals,
Han hug den Hovedet fraa.
Det mæled Venderkonning af Harm,
Han kaste sit Sværd af Hånd:
„Bedre maatte du i Live bleven
Og Dronning for alt mit Land!”
Men Æren hun er det feireste Træ i Skoven.