Du siig mig Svar, du liden Fugl,
Som tier nu paa Gren;
Før fløi med Sang du under Sky,
Mens Solen lifligt sken.
Du siig mig, før du flyver snart
Bort over Bølgen blaa:
Skal aldrig mer jeg møde den,
Jeg altid tænker paa?
„Vel kommer den, din Hu staaer til
Vel mødes I engang;
Men først maa alle Blomster døe
Og hvert et Græs i Vang.
„Og først maa hvert et Løv i Lund
Af Stormen veires hen,
Og Sne maa dække hver en Sti,
Før den vil tøe igjen.”
Mig bæres for, du liden Fugl,
Det skeer ei som du troer;
Jeg frygter, at ret aldrig mer
En Blomst af Jorden groer.
Jeg frygter, intet Blad i Lund
Vil bryde mer af Træer,
Jeg frygter, ingen liden Fugl
Vil atter bygge der.
Jeg frygter, ingen hilse vil
Den Ventede med Sang,
Jeg frygter, at den hvide Sne
Vil aldrig tøe i Vang.
Og naar i den hvert visnet Blad
Har Sol og Sommer glemt,
Bedst, om jeg selv som eet af dem
Er under Sneen gjemt.