Hvi skulde jeg pleie de Blomster smaa,
Som før var vant ved min Glug at staae?
Hvi skulde jeg hellere give dem Vand,
End lade dem visne i Tørkens Brand?
Fra mig er veget alt Haab og Tro,
Som før var vant i mit Sind at boe.
For mig er svunden al Elskovs Lyst,
Som fyldte med Mod og med Sang mit Bryst.
For mig hver Glæde er falmet hen
Og kommer ret aldrig mer igjen.
Hver Blomst er visnet i Hjertets Vraa:
Lad dem visne med, som ved Gluggen staae.