I stærke Fjer, som mig bar engang,
Da Hjertet svulmed og længtes,
Hvor var jer Styrke den Tid saa lang,
Jeg stum mellem Mure stængtes?
Har selv jeg ødet min Kraft, mit Mod,
Og gjør for min seirende Flugt jeg Bod
Nu, da kun Tab jeg tæller,
Mens syg jeg Fjerene fælder?
Ene jeg drømmer min Livsdag hen,
Kun gjæstet af bittre Minder,
Og spørger mig selv, om aldrig igjen
Min svundne Verden jeg finder, —
Om alle de Svaner, der om mig svam,
Har tabt som jeg deres Fjederham,
Om Intet i Skjul forvares
For lyst engang at forklares?
Hver svanehvid Hals, hvert dunblødt Bryst,
Som stolt over Strømmen seiled, —
Svandt det mon Alt med al Glans og Lyst,
Som fordum min Sjæl har speilet?
Jeg kan ikke troe det for evigt tabt,
Som var kun af Taager hin Verden skabt,
Alle dens Undere drømte
Og alle fra Fødslen dømte.
Og end sig reiser et Haab med Magt
Mod Minderne, som mig saare,
At under den slidte, plettede Dragt
Dog voxer en ny ad Aare.
En Tid maa komme, da sund og trøst
Jeg aander igjen af mit fulde Bryst
Og spreder, saa Luften klinger,
Igjen et Par stærke Vinger.
Saa spænder jeg dem til en Flugt paany
En Aften i Solnedgangen
Og løfter mig kredsende høit mod Sky
Opover Skoven og Vangen.
Saa speider jeg spændt over Hav og Land,
Med bankende Bryst, mod Kimingens Rand,
Om vel paa Jord er en Svane,
Som end vil følge min Bane.
Og fjernt af Skumringen frem, jeg seer,
Et lysende Punkt sig svinger,
Og Lyset breder sig mer og mer
Paa brede, blændende Vinger.
Jeg hører dem susende Luften slaae,
Jeg kjender det Syn, jeg har ventet paa,
Mens tause, Side om Side,
Mod Aftenrøden vi glide.
Og fremad det gaaer paa den sidste Færd,
Mens bag os Kysterne svinde;
Trindt brænder Himlen i Purpurskjær,
Og Flammer i Havet rinde.
Jeg aander dets Flammer, jeg drikker dets Blod
I susende Flugt over Bølgernes Flod;
Fjernt der, hvor dybest de gløde,
Vi stevne vor Skjæbne imøde.