En Engel har rørt din Pande,
Da som Barn du i Vuggen laa;
Han aabned dit øie for Lande,
Som gjemmes bag Bjergene blaa.
Han tegned din stigende Bane
Mod det Eviges blomstrende Vang;
Det Største, som Hjerter kan ane,
Det drog dig som svulmende Klang.
Og Klangen, som jubler og klager,
Gav din Sjæl os som Sangbund igjen;
Den svæver end om os og drager
Mod Glansen, hvor du vandred hen:
En Engel har rørt din Pande
Og lukt dine Øjne to;
Han vække dig glad i de Lande,
Hvor Blomsterne feirest groe!