I.
For dem, hvis Sans er lukket
For Lysets gyldne Drøm,
Hvis Blik sig aldrig vugged
I Aftnens Rosenstrøm,
For dem, som aldrig vækkes
Af Gryets Herlighed,
For dem en Grundsten lægges
Idag i Jorden ned.
Vi selv, som fik i Eie
Den fulde Straalepragt,
Faae lede deres Veie
Og være deres Vagt.
Gav Livet dem kun Skygge
Og Skygge uden Ly,
Maa vi en Borg dem bygge
Mod Verdensstormens Gny.
II.
Saa lægge vi Stenen med Haab og med Tro,
Et Frøkorn for Tiden, som kommer,
Og bede, at Frøet maa spire og groe
Som et Træ gjennem Vinter og Sommer.
Saa brede dets Krone sig kraftig og stor
Med Løv, som kan hygge og frede,
Hvor hjemløse Fugle kan samles i Chor
Og hver Enkelt dog faae sig en Rede.
Guds Fred med vort Værk, naar det løfter sit Tag;
Sin Kraft han i det lade kjende,
At derfra maa falde en Straale af Dag
I den Nat, som ei her fanger Ende!