I.
Hil den Kunst, som Livet smykker
Med sit Gyldenskjær,
Mer dog den, som Skjoldborg bygger
Mod dets Fjenders Hær.
Hil den Kløgt, som gavmild byder,
Hvad vort Sjm og øre fryder, —
Mer dog den, som, tro i Fare,
Begge kan bevare.
Hil Hygieias Skaal, for Alle
Fyldt med samme Vin,
Den, som intet Land kan kalde
Fremmed eller sin;
Hil den Trang, som, aldrig trættet,
Imod nye Maal er rettet,
Den, som, os til Baade, trænger
Længer, altid længer!
Han var En af dem, hvis Snilde
Friske Kranse tog,
Som af Aandens dybe Kilde
Nye Spande drog:
Tusind øren, som fornemme
Toners Klang og Venners Stemme,
De vil tyst og dog med Vælde
Om hans Gjerning melde.
Tusind Sjæle, som kan vandre
End ved Livet fro,
Som imellem sig og Andre
End har Talens Bro, —
De er Minder selv til Ære
For hans Daad og for hans Lære!
Bær kun Faa hans Navn paa Læben,
Signe Fler hans Stræben.
II.
Saa boe nu hans Minde i Hegn af det Land,
Hvis Søn han har ønsket at være,
Som eied hans Liv og hans Virken som Mand
Og arved hans Kunst og hans Ære.
Det gjemme i Favn og frede hans Navn
Blandt deres, som saaede til Slægters Gavn.
Saa staae nu hans Støtte, hin Forskning til Pris,
Som ikke til Sproggrænser kjender,
Hvis Seire er Alles og Ingens Forlis,
Hvis Hærtog om Verden ei ender.
Os selv skal den spaae: skjøndt svage og faa,
Har end vi en Gjerning og Maal at naae.
Thi sees her hans Billed, til Livet gjenvakt
I Sten og Metal, som ei viger,
En Hyldest det melder, som Danmark blev bragt
Fra fremmede Stæder og Riger.
Det leve i Glans og være vort Lands
Og sees som et Blad i vor egen Krans!