Halvhundred Gange stod Rugen grøn
Og skifted Vinter med Vaar
Fra dengang, en Jevndøgnsstorm med Døn
Gik over vor Abildgaard.
Halvhundred Gange langs Sjællands Kyst
Stod Bøgen i Sindal ny;
Frø, den kasted dengang i Høst,
Er alt Høiskov, Ympernes Ly.
Men endnu suser i Nordens Blæst
Lunden sit eget Sprog;
End feirer den fri sin Løvsalsfest
Og kjender ei fremmed Aag.
End bygger i den en Fugl med Sang,
Som høres vidt under Ø,
Synger for Hjerter af Hjertets Trang
Om Daad, som aldrig kan døe.
Paa Sotteseng, der laa en Drot;
Saa vide fra hans trygge Slot
Hans sidste Tanke foer:
„Nu brister det derovre!”
Det var hans sidste Ord.
Uprøvet end, med uvist Mod
En Kongesøn med Kronen stod;
Fra Syd trak op et Veir,
Høit brused stærke Bølger
Hans egen Høistol nær.
Da kasted han med Spir og Skrud
I Folkehavet kjækt sig ud
At møde Bølgens Flod,
Og midt i Søens Fraade
Fandt Grund han under Fod.
Tæt Mulmet stod ved Himlens Bryn,
Beredt at briste med et Lyn;
Men lige tro og fast
Stod Folk og Konge sammen
Den Time, da det brast.
Og det skal mindes med Tak og Pris
Gjennem de rullende Tider,
Mindes trods mangen Drøms Forlis,
Mindes trods Tvivlens klamme Dis,
Som tung over Slægten skrider:
Da Danmark kaldte Sønner i Nød,
Stod alle Hjerter som eet i Glød;
Da Kæmperne traadte i Ringen
Og Terningen randt om Liv og Død,
Da tøved og svigted Ingen.
Op stod et Folk som en eneste Mand
Vakt af Aarhundreders Dvale;
Glemt var al Forskjel, Byrd og Stand,
Kjendt kun og følt det Fædreland,
Som hørtes til Hjerter tale.
Til Vagt for Alter og Arnebaal
Smedede Faren et Klingestaal
Af Malm, man agted for ringe,
Og risted Værget med Runemaal,
Som ingen Magt kunde tvinge:
Som Trællen bag sin Plov
I Skumringstider lange
Den danske Bonde sov.
Da lød hans Øre nær
En Lyd som Lærkesange,
Der steg i Morgenskjær.
De meldte om en Tid,
Da fri han stod paa Thinge
Og fri drog Sværd til Strid.
De varsled om en ny,
Da Lænken skulde springe
Og Trællesindet flye.
De maned ham som Klang
Fra svundne, store Tider,
Da Mod gav Høvdingsrang.
Da retted han sin Krop,
Da vaagned han omsider
Som Landsoldaten op.
II.
Hil dem, og signet være deres Minde,
Sønner med Fædrenes Manddom og Marv,
Dem, der fulddanske i Sprog og i Sinde
Hegned vor Odel og hævded vor Arv.
Hil dem, der Løftet har holdt, som de svor,
Dem, der for Danmark var Brynsærkens Ringe,
Dem, der var Slaget i Frihedens Vinge,
Dem, der som Lyn af dens gravfundne Klinge
Sprang og for os drog lysende Spor.
Hil dem, og Hæder kranse deres Grave,
Dem, som gik dengang i Døden med Sang!
Selv blev som Frø de lagt ned i vor Have,
Frø, der i Tiden vil grønnes engang:
Mindes skal de, naar i Magternes Spil
Atter for Danske det gjælder at være, —
De, som vor arvede Saga til Ære,
De som de kommende Slægter til Lære
Skrev med deres Blod, at vi kan, naar vi vil!