I.
Paa Sjølunds fagre Sletter,
I Sommernattens Fred,
Hvor Taagen Kranse fletter
Om Engens Blomsterbed,
Til Sus af Bøgekroner
Gav først hans Strenge Klang:
Af Nordens egne Toner
En Sølverkilde sprang.
Og Sagnets Aander svæved
I Midnatsglans ham nær,
Og Høien tyst sig hæved
I Høitidsfaklers Skjær;
Smaablomsten lytted vaagen,
Mens Dvergene holdt Thing,
Og blændende af Taagen
Steg Elvedansens Ring.
I Bølger ud med Vælde
Gik Dansen over Jord
For vide Bud at melde
Om Mesteren i Nord;
Dog mægtigt i den blanded
Sig Korsets Kæmpers Sang;
Tilsidst mod Morgenlandet
Hans Sjæl med den sig svang.
II.
Til Jorden stiger Kunsten ned
Som Gnist fra Himlen sendt,
En Ild med Glans af Evighed,
Paa Tidens Altar tændt.
Og hil den Kaarne, Templets Vagt,
Til hvem dens Røgt betroes,
Som lader straale vidt dens Pragt,
Sit Folk og sig til Ros.
Blev end hans Lod som Støvets Søn
At dele Slægtens Kaar,
Saa reiser Kunsten ham til Løn
En Bautasten, som staaer.