Nu svandt halvhundred Aar, hvis Strid
Lod gamle Huse knage;
De svandt med Laugets gyldne Tid
Og Mesterskabets Dage.
Men blæste de end Guldstøv bort
Som Støv af Laugsparykker,
De fik ei blæst, skjøndt de tog haardt,
Foreningen istykker.
Den melde kan med freidigt Mod,
Og det skal Alle vide:
Den staaer saa støt, som før den stod,
Og paa den rette Side.
Den staaer med Kraft af Folkets Marv,
Som aldrig lod sig bøie,
Til Landets Ros og Standens Tarv,
Med samme Maal for Øie.
Men frygter den ei her og der
At tage op en Handske,
Det bli’er dog mest i Fredens Færd,
Man skal dens Gjerning granske:
Blev Manddomsværk, i Striden stort,
End ofte glemt med Striden, —
Hvad her til „Alders Trøst" er gjort,
Nok holder Stand mod Tiden.
Det Lov skal af dens Udsæd groe,
Om end ei Alt den magted:
Den fredet har det Gamle tro,
Mens paa det Nye den agted.
Lad andre Tiders andre Kaar
Dens friske Tanker føde!
Held være med den, naar den gaaer
Den nye Tid imøde!