Der stod i Danmarks Have et stort og herligt Træ;
Det steg i Pragt mod Himlen, det skjænked Jorden Læ;
Fra Roden tidlig kløftet med Stammer og med Skud,
Vidt over Nordens Riger det bredte Kronen ud.
Over dets stolte Hoved femhundred Aar randt hen;
Af Træets ædle Stammer er nu kun een igjen;
Dog aldrig før det bredte sin Favn saa vid og stor,
Og aldrig af dets Skjønhed saa vide gik der Ord.
Aldrig var Løvet grønnere og friskere dets Dragt,
Og aldrig runded fuldere sig Kronens Sommerpragt;
Aldrig fyldtes den mere af Fugles Elskovssang,
Aldrig var Sommerglæden bag Løvet før saa lang.
Fjerntfra kom Fyrstesønner, som droges at dets Ry;
Og alle fandt det fagert at dvæle i dets Ly;
Hver tog et Skud af Stammen, inden de drog af Sted;
Naar hjem med det de vendte, de bragte Sommer med.
Og dog, mens Træet skygged i femhundred Aar,
Skygged for mangen Fyrstebrud med udslagne Haar,
Dog aldrig nogen Jomfru af Sveas Kongeblod
Har hvilet i dets Skygge og drømt ved dets Rod.
Da kom der over Sundet en ædelbaaren Maar;
Hun traadte under Løvet med Myrthekrands om Haar;
Hun helded sig mod Stammen i Somrens lyse Kveld,
Og over hende dryssed af Blomster ned et Væld.
Der sad den Frue siden fuldmangen Aftenrød,
Og gyldne Frugter trilled fra Gren i hendes Skjød;
Saadan har hun nu siddet i femogtyve Aar
Og i den feire Sommer viet den nye Vaar.
Den svulmer alt, som Knoppen bag Bladet staaer paa Vagt,
Beredt med nye Blomster at virke Aarets Dragt;
Og hendes Oie hviler paa hver en Knop med Lyst,
Som hun gav Liv og Varme udaf sit eget Bryst.
Hil Træets gamle Stamme med alle Grene ny,
Og hil den høie Frue, som sidder i dets Ly!
Hun sidde der med Ære endnu saamangen Kveld
Og eie selv sin Lykke og bringe Danmark Held!