Hvor fjernt vi er fra Fredens lyse Rige,
Hvor lang og tung vi end skal Veien finde
Fra Dalens Skumring op til Lysets Tinde, —
Et Bud staaer fast: at vi tør ikke vige.
Det gjælder her om Mer end blot at hige
Som Fugl, bag Burets Stænger lukket inde;
Det gjælder om at ville for at vinde:
Vil blot vi ret, kan ikke Haabet svige.
Til vore Fødder Veiens Dynd sig klynger;
Kun Fod for Fod tør frem mod Maalet vindes;
Om Seirens Roser Tornes Skov sig fletter.
I Kamp med Baand, som hæmmer, Stof, som tynger,
Vil Lykken naaes, vil Seierskransen bindes,
Som denne Krans, jeg binder af Sonetter.