Som denne Krans, jeg binder af Sonetter,
Saa blev vort Væsen —vist med større Vid —
Til Helhed dannet ved en Mesters Id,
Der sindrigt krøger og der planfuldt retter, —
Der underfuldt harmonisk sammenfletter
Dets Lys og Skygger, lader hver sin Tid
Og, værnende dets Særpræg just med Flid,
Forædler, ordner Alt, men Intet sletter.
I hint Umistelige, vi har med,
Vort Selv til hver en Tid, paa hvert et Sted,
Er lagt vor Strid, vor Kval og Fryd tillige;
Men før vor Strid faaer brudt sit Ufredssværd,
Vil først det svinges i sin Vælde her,
Hvor fjernt vi er fra Fredens lyse Rige.