Som Fugl, bag Burets Stænger lukket inde,
Kan Digterlængsel sine Triller slaae;
Men hvad med al vor Sjæl vi eftertraae,
Er heller ei i Digtets Land at finde.
Thi drømmes til kan Lykken ingensinde;
Og intet blodløst Sværmeri kan naae
Den faste Grund, som den skal bygges paa
Mod alle Bølger, som vil mod den rinde.
Med Vilje kun, som stevner freidig ud
I Livets Friluft med dens Storm og Slud,
Som søger maalbevidst og ei i Blinde, —
Med Vilje, som vil døie Skjæbnens Kaar,
Kan gjennem Vintrens Øde naaes en Vaar:
Det gjælder om at ville for at vinde.