Til Axel Heide.
Der gives — mig fjernt — et lukket Land
Hvor Floderne rulle gyldent Sand;
Og kommer jeg nogen Tid derind,
Saa skyldes det Deres Vennesind.
Men enten det lades mig op eller spærres,
Skal nu mit «lukkede Land» være Deres.
Til Dronningen.
Det Ypperste, hvad jeg har gjort som Mand
Jeg ønsker, af de Ypperste maa kjendes;
Og knap er nogen Bog af mig istand
At søge høiere sit Maal end dennes.
Det er en Dronning for et lukket Land,
Der til en Dronning i et aabent sendes! —
Om selv vi Landet lukke vil og kan,
Saa give Gud, det maatte dertil vendes!
Til Grevinde Raben-Levetzau.
Der er et Land, hvorom jeg ofte sang,
For mig et drømt, som jeg kan aldrig glemme,
En Længsel, mine Tanker inderst gjemme,
Som flammer der og kjender ikke Tvang:
Et Land af Rigdom, Glans og Magt og Rang;
Syvhundred Aar har der min Slægt havt hjemme;
Og mig — jeg skulde den vel ikke skæmme, —
Mig, Slægtens Hoved, er det lukt engang.
Som Gavain hører jeg i Toner, svage
Og fjerne, kun en Klang fra Landet stige;
Et Glimt deraf fik sjeldent jeg at see.
Det var en Stund, en Uge kun tilbage,
Jeg titted ind dog i et saadant Rige; —
Jeg sender denne Bog til Landets Fee.