(Berl. Tid., 14/2 1906.)
Jeg ligger paa Leiet Natten lang
Og kan ikke sove;
Maanen lyser i Pragt paa Vang;
Mig bæres til en melodisk Klang
I Vindens Sus over Skove:
Thyre og Tandruppe-Tove!
Jeg tav saa længe med, hvad inat
Mig rinder i Hove;
Jeg vogted som en begraven Skat
De Ord, der hviskes i Kystens Krat
Som Havfruesang over Vove:
Thyre og Tandruppe-Tove.
Paa Graven ligger den lange Sten;
De grunded og grove;
De fandt kun Søskendeparrets Ben;
De skrev og digted sig selv til Men
Om Elskovs Kvide ved Hove —
Thyre og Tandruppe-Tove!
Hvem var de vel? Ættens sidste To,
Svend og Jomfrove?
Mon de har smilet, hvor nu de bo,
Ad dem, som ikke har undt dem Ro?
Mon nu de Navne maa sove:
Thyre og Tandruppe-Tove?
Jeg lader dem flagre ud paa Stand
For Vind og for Vove;
Løse nu Gaaden, hvo der kan,
Fruer og Møer i Danmarks Land
— «Roser, ville I mig love!» —:
Thyre og Tandruppe-Tove!