Den hører alt nu os Ældre til,
Den Tid, da han blandt os sang;
Og halvt kun veed den voxende Slægt,
Hvad dengang for Toner klang:
Tre Svaner gled paa vor Himmel hen,
Tre Stjerner stod paa den tændt;
Han var den Tredie: sidst brød han frem,
Og først var hans Bane endt.
Det Værk, der blev af hans Liv igjen,
Hvori vi hans Billed seer,
Det ligger alt længst som en samlet Skat,
Der ikke kan øges mer.
«P. Heises Sange» — tre Bind, man har
Omkring paa Land og i By;
Men mindes kan ikke Enhver den Tid,
De kom i Hefter som nye.
Hvor vendte man dengang Blad paa Blad,
Hvor læste man Noder og Text,
Hvor fryded hver nys udsprungen Blomst
I den Flor, som end var i Væxt!
Hvor fandt man i Tonevældets Speil
Forklaret Digternes Ord!
Hvor svang de Vers i hans Fjederham
Med Glans sig høit over Jord!
Thi aldrig har Nogen bedre end han
Forstaaet hver Digters Aand
Og bedre løst i en Tonestrøm
Jordbundne Tanker af Baand.
Saa ædel og klar og ren som faa
Var Kilden til denne Elv,
Fordi han i Alt, hvad han stræbte til,
Blot aldrig vilde sig selv.
Men var han alt stor for en kræsnere Kreds
Og Digternes bedste Tolk,
Man brændte dog efter at tale ud
Med større Røst til et Folk.
Og hersked han end med en Mesters Haand
Over den mindre Form,
Stadigt dog mod et større Felt
Hans Længsel drev som en Storm.
Den brød sine Skranker mer og mer,
Den sprængte Gitter og Dør;
Saa folded engang han Vingen ud
Med Styrke som aldrig før.
Var den, kan hænde, endnu ei fri
For hvert et strammende Baand,
Høiere steg dog end nogen Tid
I Værket hans Kunstneraand.
Hint vilde Sagn fra en Vaadestid,
Hvor Lyset kun falder mat
Og fast ikkun staaer en blodig Plet
Fra Sankte Cæcilie Nat —
Det lokked igjennem hundred Aar
Digtere, store og smaa,
Som brød med Flid — deres Hjerne først
Og sidst deres Hals derpaa.
Men Traaden, det dunkle Sjælespind,
Som Andre af Haanden brast,
Den undtes det her hans fine Kunst
I Toner at holde fast.
Prøvet er fem og tyve Aar
Hans Værk blandt Værker af Rang
Og nævnt — Tak ske ogsaa Richardts Ord —
Vort bedste Drama i Sang.
Men var det alt Meget og Stort, han gav,
End Mer det tyktes at spaae
Og love en lang og en dristig Flugt
Høit i det fjerne Blaa.
Den gik i det Blaa — paa anden Viis,
End Nogen da havde tænkt:
Storværkerne, som vi drømte om, —
Af dem blev kun det os skjænkt.
Han faldt som et Træ for et Stormstød brat,
Et Træ i dets feire Kraft,
Der havde i sine Aarer end
Til Blomster og Frugter Saft.
Det var et Haab, der blev lagt i Grav,
En Stjerne, der faldt til Jord;
Men endnu paa Kunstens Himmel staaer
Af den et lysende Spor.
Hvad Heises Liv har os efterladt,
Er Andet end blot et Savn:
Hans Toner vil gjennem Slægter gaae
Og snoe en Krans om hans Navn.