Hvad er det, som vil blive,
Naar selv vi vandre bort?
Det Bedste, vi kan give,
Det holder tidt for kort;
Og mens ad fjerne Veie
Vor Sjæl maa søge Havn,
Som Arv i Jordens Eie
Vi lade knap vort Navn.
Vor Lærdoms Haver grønne
Med Kundskabs modne Frugt,
Vor Videns fulde Brønde
Er stængte da og lukt.
Med al vor Manddoms Evne,
Som hurtigt farer hen,
Hos Venner selv vi levne
Kun Mindet om en Ven.
Dog hvad vi om os spredte,
Af Tanker paa vor Gang,
Er ikke tabt i Lethe,
Men gjemt som Frø i Vang.
Den Sæd, som faldt i Sjæle
Og groer til Aarsens Tid,
I den kan end vi dvæle
Og øve fort vor Id.
I hvad vi kunde give
Vor Slægt og Tid til Gavn,
Er vi hos den i Live,
Forglemmes end vort Navn.
Og han, hvem fjern vi mindes
Som En, der var os kjær,
I det for os end findes
Som Ven og Lærer nær.
Lad Stenen, som vi sætte,
Da vidne paa hans Grav:
Vor Tak vil end ham flette
En Krans for, hvad han gav.
Det Liv er ikke levet
Som Tomhed blot og Skin,
Hvis Minde fast er skrevet
Som hans i Hjerter ind.