Saa gik et Hundredaar i Grav,
Helt rigt paa Daad og Skrifter;
Men blandt det Gode, det os gav,
Skal mindes Vahls Bedrifter.
Og det bør vidnes høit paa Vers:
Hans Seighed lod sig kjende,
Naar ei han fyldte de Halvfjerds,
Før det var helt til Ende.
Men fik i det han alt vort Bryg,
Og har det nye end Mere:
Lad her ham faae dets første Tryk
At katalogisere!
I det vor Hyldest være lagt,
Vor Tak ham være viet
— Han faaer den ellers overbragt
For sent ved Politiet!
Det skylled ind hans halve Liv
Med Sending efter Sending;
Men han stod tro og holdt sig stiv
Mod hvert et Halvaars Brænding.
Urokket trodsed han et Hav
Og overskued ene,
Hvad der blev slængt i Land af Rav
Og Bændeltang og Stene.
Og For- og Nutid gav ham Nok
Af Hverv, som kunde trætte;
Men at han magted deres Flok,
Vil Fremtids Mund berette:
Naar i den vide «danske Sal»
Vi ikke gaae i Blinde,
Saa veed Enhver, det skyldes Vahl,
At vi kan Veien finde.
Var han for hvide Blade glad
Og fandt dem altid skjønne,
Dog inderst i hans Hjerte sad
En Elskov til de grønne:
Af dem skal flettes nu idag
En Krans omkring hans Pande,
Og tolkes skal vort Hjertelag
Med Lovord, som er sande!