Det er saa blandede Strenges Lyd,
Der til vore Øren naaer;
Saamange Toner har klinget
Vel gjennem tusind Aar.
Somme har runget længe,
Somme forstummed snart;
Somme har skurret i Øret,
Og andre lydt rent og klart.
Men over dem alle rinder en Strøm
Af Klang høitidelig hen,
Saa rolig og skjær som ingen
Blandt dem, der klinger igjen, —
Der ikke melodisk tryller
Og fængsler som ny vor Sans,
Men dog i sin høie Renhed
Har Ungdoms evige Glans.
Det er den Hymne, der løfter sig
Fra det sixtinske Kapel,
Det er «Il Prenestino»s
Høibaarne Toners Væld.
Og naar man har nydt de nære
Gigers og Harpers Slæt,
Lyttet med Lyst og længe
Og lyttet engang sig træt, —
Har man som mindre Mester
Kanhænde med egen Haand
Øget den stadigt voxende Flod
Og Tonerne løst af Baand, —
Saa lyster En stundom at sænke
Orglet, man holder, mod Jord
Og lytte som Santa Cecilia tyst
Til det fjerne, evige Chor.
Det kommer som fra en fredet Egn,
Stænget for vore Fjed,
Et Skjønhedsland under fremmed Sol,
Der «ligger saa langt af Led»,
En Verden, os fjern i Tid og Sted,
Der tykkes os sælsom stor,
En Slægt, der med disse Toners Flugt
Er flygtet forlængst fra Jord.
Her gjenlød de i halvhundred Aar
Fra denne syngende Kreds,
Der nu har voxet sig vid og stærk,
Men først var ikke en Snes.
Og spørges, hvordan den Sangbund her
Blev skabt og har tro holdt Stand,
Saa træder der for vor Tanke
Billedet frem af en Mand.
En Mand, hvis Træk og hvis varme Blod
Bar Præg af en Æt fra Syd,
Men hvem dog vort eget Modersmaal
For Alt var «en himmelsk Lyd», —
En Mand, der higed mod Spanielands
Og Myklegaards Himmel blaa,
Men dog af sit fulde Hjerte
Var dansk i sin Kunst som Faa, —
En Mand, hvis Haand som en Romers var
Til Guitargrebene vant;
Og neppe forstod dog Nogen hos os
Hr. Peders Runer saa grant, —
En Mand, der gad hente sin Skjønhedsvin
Fjernt i den evige Stad,
Men i Esrom Sø, i vor lyse Nat,
Dog fandt et Foryngelsens Bad.
Og medens hans Længsel i Syden svæved
Orangeblomsten forbi,
Nynned den ind deri.
En Mand vi mindes, hvis Sind og Hu
Syntes af Tvende delt;
Og dog var der Enhed i al hans Id,
Og dog var hans Hjerte helt:
Der bygged for ham sig fra Kirkens Sang
Til vor Folkevise en Bro;
Som havde før Nogen i Løn han følt
Et Frændskab mellem de to.
Derfor laa Sangens forjættede Land
For ham bag Alpernes Kam,
Og derfor var det dog Danmarks Alfer,
Der fløi i hans Svaneham.
Derfor kunde han bære hos os
Orlando di Lasso frem
Og plante af Palestrina
Den Ympe, som her fandt Hjem.
Saa lad os mindes hans Navn idag
Med Tak for, hvad han os gav;
Bøgens Løv og Cypressens
Kranse begge hans Grav.
Thi staaer trods sine halvhundred Aar
Den Aand, som var til idag dens Liv,
Den skylder den Henrik Rung.