Saa mindes Weyses Fødselsdag igjen:
En Krans er atter vunden om hans Billed
Af Aar, af syvti fem, som svunde hen.
Og atter see vi os for Øie stillet
Theatret, brusende af Bifaldsraab:
«Festen paa Kenilworth» bli’er netop spillet.
Der, fra en Enkelt i den glade Hob,
En Tanke ud i Øieblikket slynges,
Og giver noget Blivende sin Daab:
Et Opraab skrives paa den Sang, der synges;
Det vandrer fra Parterre til Parquet.
Og sanker Navne flux, en lille Klynges.
Et Opraab, — vistnok skjønned Ingen ret,
Hvor langt og hvilken Vei det skulde bære, —
Hvis Efterklang til nu blev ikke træt:
Opraabet om, vor Tonekunst til Ære,
At fylke sig og imod Glemsels Magt
At værge Klange, som var Danmark kjære.
I det var Grunden til den Bygning lagt,
Som først hos os med Styrke samled Alle,
Hvis Hjerter er med Tonerne i Pagt, —
Et Hjem, vi tør de store Mestres kalde,
Et Værk, som reist med sindig Kløgt og Ro
For og af dem kan ikke mere falde, —
Hvor Hartmanns Blik fra først har vaaget tro,
Hvor blandt de Store han var først til Huse
Og saae i tresindstyve Aar det groe, —
En Borg, hvor Gades herrebaarne Muse
Gik over Tiljerne sin første Gang
Og hørte første Gang sin Hylding bruse, —
Hvor for et Slægtled han sin Taktstok svang
Og førte andre Mestre frem, — en Kjæde,
Hvis Navne nu er en fortrolig Klang.
Thi ikke Hver kom ubestridt til Sæde.
Og Vaklen er der ved de første Fjed,
Musikforeningen gaaer frem, den spæde:
Mangt maatte læres, ændres Maal og Med;
Og uden for dens første, snevre Ramme
Gik Kursen snart uventet langt af Led.
Men Et stod fast: hin Kunstens rene Flamme,
Der midt i den var tændt som Arnebaal,
Var altid uforanderlig den samme.
Og, mer end skiftet, høinet blev dens Maal
Ved Sansen for, at der var flere Druer
End vor at kryste i dens Offerskaal. —
Og i den lange Tid, vi overskuer,
Som ændred Smag og Synspunkt mangefold,
Saa hvad man tog for Bjerge før, blev Tuer, —
Som løfted Sommes Navne høit paa Skjold
Og trykked andre ned til nu forglemte,
Gav aldrig den sig Døgnets Smag i Vold:
De Tanker, som fra først i den laa gjemte,
At løfte, vække ved det ædle Sprog
Af Toner, hvor end Strengene var stemte,—
At bane Vei for Kunstens Seierstog,
Som gaaer med viet Banner om vor Klode,
Ophøiet over Tungemaalets Aag, —
Og uberørt af Luner som af Mode
At holde i sit jevne Fremskridt fast
Mer end det gode Nye det Prøvet-Gode, —
Den Rettesnor, som ingensinde brast,
Har tro den fulgt og paa sin lange Reise
Holdt samme Stander naglet til sin Mast. —
Og hædres som dens første Kilde Weyse,
Saa sluttes andre Navne ind deri,
Som alle hyldes med det Flag, vi heise:
En Skare drager os i Glans forbi;
Vi feire her i Toner «Alle Sjæle»,
Som Hver er Medklang i en Symphoni, —
Hin samlende, hin store seiersæle,
Som gaaer fra Land til Land og uden Ord
Forstaaes som Følelsernes fælles Mæle.
Og mellem Aander i dens høie Chor
Beethovens Navn er det, der øverst tegnes
Som videst lysende fra Syd til Nord:
Hans Hæder er det ogsaa her, som hegnes;
Hans Aand har Bo her i hans Tonevæld;
Hans Hus er Huset her som vore Egnes. —
Hil den Musikens Borg da, som i Kveld
Fem og halvijerdsindstyve Vintre kroner!
Saa bære den sin Krone nu med Skjel!
Den være Hjem som før for danske Toner,
Men ogsaa det Palads, hvor uden Splid
Al ægte Storhed bygger sine Throner!
Den speide frem som i den rundne Tid,
Men staae i Strømmen fast, mens Tiden rinder;
Den holde Flammen tændt og lige hvid:
Den blive tro sit Maal og sine Minder!