Maa Du med denne Krans Konvaller tage
Tiltakke, Elskede, — den er ei stor;
Men dog i den en indre Rigdom boer,
Som vist jeg veed, at ikke Du vil vrage:
Om ei som før til Østerland jeg foer
At bringe Glimmerblomster Dig tilbage,
Kjend, det er stærke Blomster, disse svage,
Og voxet af vor egen Haves Jord.
Der har de Rod, som trodser Vintren kjækt,
Kan vaagne og kan lægge sig til Blund;
Jeg veed, jeg tør paa deres Gjenkomst lide,
Og spørger ei med Angst, naar for en Stund
Jeg Bunden seer af brune Blade dækt,
Om vel jeg atter skulde see de hvide.