Til Dragten, Bruden bær ved Solhvervstide,
Nu væves alt det grønne Silkespind;
Som Skytte smutter Solen ud og ind
Og slaaer en Islæt i af Straaler blide.
Imellem Løvet under skygget Lide
Vidt risler Sangen ud i Solens Skin
Med Trøst og Lægedom for hvert et Sind,
Som endnu skranter efter Vintrens Kvide.
Og fæster jeg mit Blik paa Dig, min Viv,
Jeg seer Dig, knap berørt af Tidens Blæst,
End mild og yndig færdes ved min Side.
Hvad fattes mere? Feirer vel mit Liv
Ei nu sin straalende Midsommerfest, —
Og fra min Luth dog ingen Toner glide?