Vaarlysets Altarkjerte nytændt skinne
Hvert Aar udover Jord med samme Pragt;
Slægt efter Slægt af Blomster bliver vakt,
Og meies atter bort af Høstens Vinde;
Men altid andre frem til Lyset finde,
I samme Tal, af samme Art og Dragt; —
Jeg læser i Dit Blik et Spørgsmaal lagt:
„Maa for vor Sjæl da Vaaren engang svinde?
„Har vi, som med hver Knop, den satte, led
Og stred og haabed, — selv ei andet Maal
End Slægtens blot, det ubestemte, vide?
„Er hver en Blomst, vor Ungdom bar, traadt ned
Og glemt, mens af den evigt fulde Skaal
Nye Blomster strøes, hvor Toget frem skal skride?”