Sølvklokker, sagte rørt af milde Vinde,
Som melde Nordens lange, lyse Dag
Med Glans og Duft og tusind Fugles Slag, —
Jeg saae jer komme, saae jer atter svinde.
Var det vel jer, jeg savned inderst inde,
Naar Phantasiens Glød mig tyktes svag,
Naar stundom Du har troet med lønligt Nag,
Der var ei Blomster til en Krans at finde?
Vel muligt, jeg har ment i fordums Tid,
Jeg var en Bølge blot af Vaarens Elv
Og lød de Love, som Naturen binde;
Men mer og mere har, med den i Splid,
Jeg følt, at løst fra den maa i mig selv
Vaarlysets Altarkjerter nytændt skinne.