Bortgledet er i Vesten
Det lyse Dagens Spand,
Og sagte lægger Nattens
Begsorte Knar til Land.
Bagud dens mørke Banner
Slæber langs Søens Speil,
Og oven mørknes Himlen
Af Snekkens Kæmpeseil.
Bagende over Skaren
Paa Digets vestre Vold,
Venter endnu med Faklen
En purpurklædt Herold.
Men for den stolte Pande
Slaar med et lønligt Suk
Natten sin Hættekappe
Og byder dæmpet: Sluk!
Og stille stiger Natten
Ud over Snekkebord,
Mens Slaver for den brede
Mulmtæppet over Jord.
Og alle Pander bøies
Mod Jorden langs dens Sti,
Og hver en Røst forstummer,
Ihvor den gaar forbi.
Kun i den dybe Skygge
Sidder endnu et Sted
En Yngling vaagen, ene,
Og beder: „Tag mig med!”
Da fra det skjønne Aasyn
Slaar Natten Kaaben graa,
Og siger: „Se, du Daare,
Hvad aldrig Nogen saae, —
Og mød mig som min Elsker
Igjen paa dette Sted;
Men længe faaer du vente,
Før jeg dig tager med.”
Saa trykker paa hans Pande
Natten et Kys, et kort,
Dækker igjen sit Aasyn
Og skrider langsomt bort.