Jeg følte, jeg fløi, —
Jeg fløi over Skov, over Dal og Høi,
Og jeg tænkte: det kan ikke lyve!
Jeg trode saatidt, mine Sandser løi,
Men nn veed jeg det vist, jeg kan flyve!
Jeg vidste, hvorhen;
Os: Maalet dæmred kun uklart end;
Men jeg fløi med Kraft gjennem Taagen;
Nu var det mig nær, kun en Favn igjen;
Da styrted jeg ned — og var vaagen.
Dag ud, Dag ind
Skuffer et Blændværk atter mit Sind,
Og jeg smigrer mig med, jeg er Digter;
Og blot jeg vil tegne din Mund, din Kind,
Saa ser jeg, at Aanden mig svigter!