Imellemstunder føler jeg med Lyst,
Jeg kunde kalde paa de stærke Aander
Og føre Tusinder som Stormcolonner
Mod det, som bor forskandset i mit Bryst.
Jeg føler mangen Gang, naar Hjertet vaander
Sig taust, jeg kunde give Smerten Røst,
Jeg kunde tage hjem en Stemningshøst
Og lyrisk hugge min Person til Spaaner.
Men før end jeg vil speide Hjertets Banken
Og rase Sorgen bort i rhythmisk Takt,
Før vil jeg være døv for hver en Klage,
Og søge Fred og Hvile blot i Tanken,
At jeg har følt dit Væsens blide Magt
Og drømt og elsket som i Barndoms Dage.