Der gaar Sagn om Land og By,
Det spørges vidt i Nord:
Kong Henrik haver de Danske veiet
Og vundet sig Æren stor.
Dankonning sidder i Roskild,
Han leged ei eller lo;
Kong Henrik rider mod Eidren fram,
Han slaar over Aaen Bro.
Nu ride de Vender i Sønderjylland.
De er baade gramme og vilde;
Der kom Bud til Roskild,
De kærede sig saa ilde.
Taled det Dannerkonning
Til sine gode Mænd:
„Hvo vil ride til Sønderjylland
Og vinde os Landet igjen?
Hvo vil drage til Sønderjylland
Og Jarl i Hedeby være,
Han skal sidde mig næst ved Bord
Og have stor Pris og Ære!”
Alle da sad de gode Hovmænd
Og tøvede med at svare;
Det var Dannerkonning,
Han monne ei Løfter spare:
„Hvo vil fare til Hedeby
Og Dysten med Venderne ride,
Han skal have baade Tak og Pris
Og dertil Sølvet hint hvide!"
End da sade de Hovmænd
Og mæled aldrig et Ord;
Hvid om Kind blev Herre Kong Niels,
Der øverst han sad for Bord.
Tilorde da tog de Sendebud
Baade med Sorg og Kvide:
„Hveden skulle vi Hjælpen faae,
Kan ei paa Frænder vi lide?
De Vender brænde os Hus og Gaard
Fra Eider og op til Sli;
Ulven sover i Faarefold
Og Ræven i Gaasesti.
De Friser slæbe af Marken bort
Oxen med Reb om Horn;
Stridsheste trampe os Agren ned
Og græsse i Bondens Korn.
Selv maa vi ligge i tykken Ris
Og grave os Huler i Jord;
I hjælper os nu, I ædelig Herrer,
I vider os Trøstens Ord!”
Alt sad Kong Niels baade stum og stiv,
Han skotted hen til en Side:
„Hjælpe jer da hin rige Christ
Dertil Vor Frue blide!”
„Vel have vi bedet mangen Stund
Til Gud og vor Frue kjær;
Saamænd ved, Dannerkonning,
Jer gav de Krone og Sværd!”
Saa sørgende monne de Sendemænd
Gange af Salen ud;
Der kom ridende da i Gaard
Hin unge Herre Knud.
Ind kom unge Knud Eriksøn,
Han spurgte de Tidende svare:
„Herre, I giver mig Sønderjylland,
Fuldtvel skal jeg det vare! ”
Kong Niels han stryger i Mag sit Skjæg,
Han monne det vel forstaa:
„Ikke saa er et Jarledømme
Alene for Ord at faae.
Ikke er Sønderjylland saa fal,
Som var det en Mosetue;
Tusind Mark af det røde Guld
Det monne det sagtens due!”
„Tusind Mark af det røde Guld,
Det vil jeg eder vel give;
Vil Gud, jeg vinder dem vel igjen,
Imedens jeg er i Live.”
Fuldglade vare de Sendemænd,
Hjemfore med Budskab fro
Alt om hin gjæve Knud Eriksøn,
Han lod sine Snekker bo.
Fuldglade blev Folk for sønden Aa;
Det spurgtes om Land saa vide:
Nu lysted ham ungen Hertug Knud
Med Venderne Dysten ride.
Mæled Kong Henrik Gotskalksøn,
Der han de Tidende fraa:
„Hr. Knud er en uspag Fole;
Vi lægge ham Sadel paa.
Unge Herr Knud er en vælig Plag,
Han bruger hverken Rast eller Hvile
Lægge vi ham en Sadel paa
Dertil forgyldene Mile!”
Kong Henrik og de Vedlands Mænd
Drikke i Kveld godt Rus:
„Og vi ville gjæste Knud Eriksøn
Og se, hyor han holder Hus.”
Kong Henrik hviles i Høienloft,
Han sover baade haardt og fast;
For Sengen kom hans liden Pilt,
Han vækked ham op med Hast:
„Luen leger om Port og Vold,
Det lysner over Egetoppe;
Vaag op nu, ædelig Herre min!
Knud Hertug er tidlig oppe!”
Ind kom den anden Smaadreng:
„I axler nu Jern fuldbrat!
Hjælpe os alle hellige Mænd:
Knud Hertug er ude inat! ”
Op foer Henrik Gotskalksøn,
Han sprang af Sengen ud:
„Hvor da lide mine Kæmper alle,
Og hvor er Hertug Knud?”
„Knud Hertug veier eders Kæmper,
De falde som Havreax;
I varer eder selv, Konning Henrik!
Herr Knud vil gjæste jer strax.”
Vred blev Henrik Gotskalksøn,
Han kom fuldsnart af Bure;
Alt da kom de Sønderjyder;
Dem standsed ikke Grav eller Mure.
Kong Henrik løb til Stalde,
Svang sig paa Ganger graa;
Det med Harm og megen Nød,
Han svømmed sig over den Aa.
Der kom ridende did Herr Knud,
Han var baade kjæk og kaad:
„Hilsæl og Godmorgen, Frænde min!
Og monne du blive vaad?”
Svared Kong Henrik lidet glad:
„Vaad blev jeg som en Hund;
Hvad haver og du at gjøre her
Saa aarlig en Morgenstund?”
Saa hjerteligt lo Knud Hertug,
Han stod paa Bredden tør:
„Og jeg vilde hente det Hesteboned,
Som du haver lovet mig før!”
Gjensvared Henrik Gotskalksøn,
Han bed sin Læbe til Blod:
„Fuldtvel skal mit Ord jeg holde,
Vil Lykken være mig god.
Sadel af Sølv og Bidsel af Guld,
Det monne du være værd;
Dog tykkes mig nu, du slaar og bider,
Saa Ingen kan gaa dig nær.”
Bort red Henrik Gotskalksøn,
Han tog sin Hest med Spore;
Igjen stod unge Knud Hertug;
Ham prised baade Smaa og Store.
Tak have hin gjæve Knud Eriksøn,
Han rasted ikke derved:
Han drev de Vender af Landet ud;
De funde ret aldrig Fred.
Tak have han, bolde Knud Hertug,
Han værnede Danmarks Have;
Han hængte igjen det brustne Led,
Som længe havde været aflave.
Det stod saa i Maaneder,
Det stod saa i Aar:
Ikke finge de Vender Fred
I deres egen Gaard.
Gjæsted Herr Knud dem med Ild og Sværd
Baade ved Dag og Nat;
Ikke fik Henrik Grotskalksøn
Af Danske Bod eller Skat.
Kong Henrik sidder med sine Mænd
Og drikker Mjøden i Lofte;
Det vil jeg for Sanden sige:
De husked Knud Hertug ofte.
Saa høvisk traadte de Sendebud
I Hal for Kong Henrik ind:
„Knud Hertug sender eder Budskab
Med Hilsen og Frændesind.”
Svared Kong Henrik, gram i Hu,
Han stødte mod Gulv sit Skaft:
„Nok haver jeg af Knud Eriksøn
Hans Bud og hans Frændskab havt!
Hvert Aar han kommer med sine Mænd
At lægge mig Landet øde;
De boldeste Kæmper i min Gaard
Dem gav han Ravnen til Føde.
Forvist jeg hævner det vel igjen,
Det svoret jeg har for Gud;
Siger mig det foruden Fals:
Hvor færdes nu Hertug Knud?”
Saa dybt sig bøied det Sendebud,
Han stod vel svøbt i Maar:
„Ser eder ud, Kong Henrik!
Han holder her neden i Gaard.”
Op stod Venderkonning
Saa hvid som en kalket Væg;
Alle da skjalv de Kæmper,
De spildte Mjøden i Skjæg.
Op sprunge alle de Vendlands Mænd
De væltede Borde og Bænke;
Alt det Øl og den dyre Mjød
De lode paa Gulvet stænke:
„Og er Knud Hertug neden i Gaard,
Os hjælpe den rige Christ!
Ikke da frier os Sølv eller Guld;
Det gjælder vort Liv forvist!”
Længe stod Venderkonning,
Han rørte sig ei af Sted:
„Siger mig for den øverste Gud,
Hvormeget Folk har han med?”
Saa listeligt lo det Sendebud:
„I maa vel Knud Hertug kjende;
Sandt at sige, min ædelig Herre,
Han haver ikkun tyve Svende. ”
Da lo Kong Henrik Gotskalksøn:
„Og monne du Sanden sige,
Knud Eriksøn er en Helled bold,
Og ikke vil jeg ham svige.”
Knud Hertug tren i Hallen ind,
Han kom med Leide og Fred;
Saa vel ham favned Kong Henrik;
Der glædedes Alle ved.
Kong Henrik tager sin Gjæst ved Haand,
Han satte ham øverst ved Bord,
Skjænked han for ham den klare Vin
Og taled et Manddomsord:
„Og fik du ei, Frænde, Sadel af Sølv,
Som jeg dig førre bød,
Da skal du have mit Land og Hige
At raade, naar jeg er død.”
Pris være Kong Henrik og Hertug Knud;
Med Æren leve de baade.
Her endes Visen om deres Kiv;
Gud sende os Alle sin Naade.