Haardt omkring Anconas Volde
Slutter Tydsklands Hær en Ring
Og Venedigs Flaader holde
Havet lukket vidt omkring.
Udenfor er Ild og Sværd,
Inde Pesten, Hungersnøden;
Over Alt i Sommergløden
Tungt i Luften ruger Døden,
Bleger Dagens Farveskjær,
Aander Gift i Morgenrøden.
Ikkun Døden fjernt og nær
Trykker Mærket paa Enhver;
Af den ungdomsfriske Hær
Har den meiet Førstegrøden.
Men den stolte Seiervinder
Spilder endnu Tid og Kløgt;
Storm paa Storm er alt forsøgt,
Jernet kløves, Blodet rinder,
Intet Fæste Foden finder.
End bag disse Mures Tinder
Er der Hjerter uden Frygt,
Stærke Mænd og stærke Kvinder.
Spildt er Tysklands Kraft og Blod,
Spildt er Fjendens List og Mod,
Da hans sidste Seiersdrønnne
Slukkes i de røde Strømme.
Storm paa Storm er alt forsøgt.
End bag disse Mures Tinder
Samme Hjerter uden Frygt,
Samme Mænd og samme Kvinder. —
Oppe høit paa Murens Rand
Raser Kampen, Mand mod Mand,
Hjelme springe, Skjolde kløves,
Jernets Eg mod Jernet sløves,
Lige Kraft mod lige prøves,
Begge Parter holde Stand.
Klokken sender høit derinde
Kampraab nd for alle Vinde,
Folket strømmer til ved Larmen;
Langs med Muren gaar en Kvinde
Med sit spæde Barn paa Armen.
Der er Skygger under Øiet;
Men dets Glans er ikke slukt,
Væxten endnu ikke bøiet,
Gangen let som Fuglens Flugt.
Solens Middagsstraaler blande
Sig med Haarets dunkle Skin
Om den liljeblege Kind;
„Høi af Byrd og høi af Sind”
Staar der paa den rene Pande.
Udenfor med Skjold og Stiger
Storme frem de vrede Landser;
Frem mod Kampens Maal hun higer,
Da ved Byens Port hun standser,
Der, hvor Skyggen sig forskandser
Inderst linder Voldens Diger,
Ligger strakt en enlig Kriger.
Og hun spørger, mod ham bøiet,
Hvi han ene ikke strider,
Ene, nu, mens Farens Tider
Har de Andres Mod forhøiet?
Men han løfter ikke Øiet.
Mat hans Svar fra Læben glider:
„Hvorfor lever man og lider?
Spildt er dog, hvad jeg har døiet;
I mig brænder det og flammer;
Jeg forgaar af Sult og Tørst!
Døden ender vel min Jammer;
Hvi da stride mod den først?”
„I de sidste fjorten Dage,”
Svarer hun med sænket Stemme,
„Har jeg holdt et Liv tilbage,
Som en Betler knap gad gjemme; —
Dien af mit Bryst forsvinder;
For mit Barn jeg knap tør haabe;
Men hvis endnu blot en Draabe
Der igjennem Aaren rinder, —
Løft dit Hoved da paastand,
Sluk din Tørst og sank dig Kræfter;
Tag saa Sværdet, strid derefter
Atter for dit Fædreland!”
Og det mørke Blik med Møie
Løfter han mod hendes Øie,
— Er det Drøm? Den Stolte, Høie,
Prist i hver en Sangers Kvad,
Nævnet af den hele Stad
Perlen i dens Kvinderad,
Hun, for hvem sig Alle bøje, —
Der nu sorgfuld, uden Vrede,
Løser Snørelænkens Kjede,
Slaar den zobelbræmte Trøie
Op, som Nonnen begge Fløie
For det lyse Altarblad —
Og til Sjælens Dyb en Glød
Farer som et Dolkestød,
Og en halvslukt Funke flammer
Atter op i Hjertets Kammer;
Hver en Draabe Blod, der rinder,
Jages til hans blege Kinder,
Og han griber Sværd og Skjold,
Stormer op paa Murens Vold,
Styrter sig mod nye Fjender,
Haster med fornyet Mod
Over Lig og gjennem Blod
Kløvende det haarde Staal
Frem mod Kampens hede Maal,
Frem, hvor Faren stærkest truer,
Og hvor Hadet vildest luer,
Frem, hvor Striden Grunden ryster,
Og hvor Døden trefold høster,
Fremad for at tvætte Brøden
I den hede Strøm, der rinder,
Fremad, fremad, til han selv
Hvirvles bort i Stridens Elv;
Foran paa hans Vei i Døden
Gik en Vagt af stærke Fjender.